Answer to Renan (’Svar til Renan’), 1883

In truth, the Muslim religion has tried to stifle science and stop its progress. It has thus succeeded in halting the philosophical or intellectual movement and in turning minds from the search for scientific truth. A similar attempt, if I am not mistaken, was made by the Christian religion, and the venerated leaders of the Catholic Church have not yet disarmed, so far as I know. They continue to fight energetically against what they call the spirit of vertigo and error. I know all the difficulties that the Muslims will have to surmount to achieve the same degree of civilization, access to truth with the help of philosophic and scientific methods being forbidden them. A true believer must, in fact, turn from the path of studies that have for their object scientific truth, studies on which all truth must depend, according to an opinion accepted at least by some people in Europe. Yoked, like an ox to the plow, to the dogma whose slave he is, he must walk eternally in the furrow that has been traced for him in advance by the interpreters of the law. Convinced, besides, that his religion contains in itself all morality and all science, he attaches himself resolutely to it and makes no effort to go beyond. Why should he exhaust himself in vain attempts? What would be the benefit of seeking truth when he believes he possesses it all? Will he be happier on the day when he has lost his faith, the day when he has stopped believing that all perfections are in the religion he practices and not in another? Wherefore he despises science.
[…] It is permissible, however, to ask oneself why Arab civilization, after having thrown such a live light on the world, suddenly became extinguished; why this torch has not been relit since; and why the Arab world still remains buried in profound darkness. Here the responsibility of the Muslim religion appears complete. It is clear that wherever it became established, this religion tried to stifle the sciences and it was marvelously served in its designs by despotism.
[…] Realizing, however, that the Christian religion preceded the Muslim religion in the world by many centuries, I cannot keep from hoping that Mohammadan society will succeed in breaking its bonds and marching resolutely in the path of civilization someday after the manner of Western society, for which the Christian faith, despite its rigors and intolerance, was not at all an invincible obstacle.

Uddrag af: Imperialism, Science and Religion: Two Essays by Jamal al-Din al-Afghani, 1883 og 1884.

Sit navn til trods blev Jamal al-Din al-Afghani (1838-1897) født i Iran ind i en religiøs, shiitisk familie. Vestlige kilder har beskrevet ham som en politisk aktivist, der indædt forsvarede de muslimske samfunds sag. Han var meget berejst og besøgte London, Paris og Sankt Petersborg, og desuden rejste han fra Indien til Kairo. Al-Afghani fik stor indflydelse på den første fase af den muslimske reformbevægelse sammen med Abduh (1849-1905) og Rashid Rida i Egypten og Iqbal (1877-1938) i Indien. Han blev kaldt ”Østens Opvækker”, og hans tilhængere gjorde ham til forløberen for den panarabiske kamp mod Vestens imperialisme og til foregangsmand for Islams genopblomstring.
De omstændigheder, hvorunder de her gengivne linjer blev skrevet, var som følger: I 1883 kom al-Afghani til Paris for at søge hjælp i sin kamp mod den britiske imperialisme. I et berømt brev adresseret til et veluddannet publikum og sendt til en af de store, franske aviser, fremstillede han sit svar på en konference, som Renan havde afholdt om ”Islam og videnskab” ved Sorbonne universitetet den 29. marts 1883. På denne konference støttede Renan idéen om ”the decadence of states ruled by Islam and the intellectual nullity of races whose culture and religion are only based on this religion.” I sit tiltrædelsesforedrag ved Collège de France (en højtrangerende uddannelses- og forskningsinstitution) i 1862 havde Renan allerede tildelt Islam en vurdering, hvorom der herskede bred enighed blandt hans samtidige: ”Islam is the most complete negation of Europe; Islam is fanaticism (…). Islam is the disdain of science, the suppression of civil society.” For at undgå angreb fra konservative muslimer afviste al-Din al-Afghani, at hans politiske tekst, offentliggjort i Journal des débats den 18. maj 1883, skulle oversættes til arabisk.
I sit svar til Renan mindede han sine læsere om Islams fremragende videnskabelige og filosofiske kulturarv samt det faktum, at Islam slet ikke var den eneste religion, der havde formået at spærre vejen for videnskabens fremgang. Al-Afghani henviste her til den katolske kirkes konservatisme og dens afvisning af idéer om fremgang,  rationalisme og republik. Som de fleste af samtidens arabiske videnskabsmænd troede han på civilisationens udvikling gennem oplysning og fornuft. Religion hjalp mennesker ud af den barbariske tilstand, men religion var en overgang – et trin på vejen mod civilisation. Al-Afghani delte dog ikke alle sine tanker om Islam og videnskab i denne tekst, som er stilet til et kultiveret, vestligt publikum. I 1881 havde han desuden forsvaret Islams overlegenhed i sin bog Refutation of the Materialists. I denne bog nævnte han, hvordan nogle af Islams fjender ”benægtede det guddommelige” (denying the divinity), og her hentydede han især til oplysningsfilosofferne og Darwin. Videnskaben var kun acceptabel i sammenhæng med profetisk åbenbaring. For al-Afghani kunne de troendes samfund kun frelses gennem en tilbagevenden til Islams ”sandhed”.

Afvisning af taqlid samt forsvar af ijtihad, af Muhammad Rashid Rida

By the rejection of taqlīd*, we do not mean that every Muslim can possibly become a Mālik or Shāfi'ī in deriving the juridic rules relating to the communauty, or that everyone ought to do so. We mean only that every Muslim is obligated to reflect on the Qur'an and to be guided by it in accordance with his abilities. It is never permissible for a Muslim to abandon it and to turn away from it, or to prefer, over what he understands of its guidance, the words of anyone else be it a mutjahid* or a pratictioners of taqlīd […]
If Muslims had stood firm in reflecting on the Qur'an and in being guided by it in every age, their morals and manners would not have been ruined, their rulers would not have been despotic, their authority would not have declined.

*Taqlīd: imitation og fuldkommen accept af en juridisk autoritets anvisning.
*Mujtahid: en muslim hvis viden om religiøse videnskaber tillader ham at tolke islamisk lov med fornuftsbaserede personlige meninger (ijtihad).

Uddrag af: Tafsir al-Manar 5, s. 297, af Muhammad Rashid Rida.

Rashid Rida (1900-1935), en højtuddannet syrer, havde gået i skole hos al-Afghani og Muhammad Abduh. Rida var en energisk personlighed og foranstaltede talrige konferencer, udgivelser og modskrifter. Sammen med Abduh – en reformvenlig religionsvidenskabsmand – stiftede han tidsskriftet al-Manar. Den tolv bind store ledsagetekst til Koranen kendt som Tafsir al-Manar udgøres af de samlede skrifter af de forskere, som skrev i al-Manar og dækker næsten en tredjedel af Koranen. Dette var den første store tafsir (se Islam 1, side 4) siden midten af 1800-tallet. Den var tiltænkt muslimer i det 20. århundrede og havde til formål at vejlede dem hen imod ”the reform (islah): religious reform (dini), civil reform (madani), political reform (siyasi). The journal fulfilled two obligatons (faridatan): defense and propagation of Islam and call for the unity of Muslims” (uddrag af Rida).
I sin tekstudlægning mindede Rida om, at ijtihad (se Islam 1, side 7) var et koranpåbud og en pligt for enhver muslim. Denne lovpraksis var ikke forbeholdt specialisterne (mujtahid). Alle muslimer skulle udøve dens grundtanke i overensstemmelse med islamiske lovprincipper (sharia). Traditionens taqlid var modstander af fornyelsen (tajdid). Taqlid låste Islam fast i stagnation og er blevet betragtet som en af hovedårsagerne til den islamiske verdens forfald til trods for Islams harmoniske forhold til videnskabelige argumenter.

Islam and the Foundations of Governance (’Islam og grundlaget for politisk styring’), af Ali Abd al-Raziq:

The authority that the Prophet had on the believers was an extension of his prophetic mission and did not include any of the characteristics of temporal power.
With certainty, there was no government, no State, no political trends, and no aiming of kings or princes!
(…) The title of “caliph” (successor and vicar of the Prophet) and the circumstances that accompanied its use (...) were among the causes of the error that has spread among the mass of Muslims, leading them to consider the caliphate a religious function and to give to the one who takes the power among Muslims the rank occupied by the Prophet himself. (...) It is in the interest of kings to disseminate such illusion in the population, in order to use religion as a means of defense of their thrones and a means of repression of their opponents.
(…) This is the crime of kings and the result of their despotic domination: in the name of religion, they have lost the Muslims, concealed to their eyes the ways of truth and obstructed the light of knowledge. In the name of religion, they have fooled them and created all sorts of obstacles to intellectual activity, to the point of preventing them from having any reference system whatsoever, outside of religion.
 (…) No religious principle forbids Muslims to compete with other nations in all social and political sciences. Nothing prohibits them from destroying this antiquated system that has depreciated them and benumbed them in its grip. Nothing prevents them from building their State and their system of government based on the latest creations of the human mind and on the basis of systems of government the strength of which has been proven.

Ali Abd al-Raziq, Islam and the Foundations of Governance, 1925.

Spørgsmålet om kalifatet – som sjældent stilles i bøger om islamisk retslære – blev anledning til de første store delinger og splittelser inden for Islam efter Muhammeds død i 632. Fjorten århundreder senere blev kalifatet afskaffet i Tyrkiet ved en lov udstedt den 3. marts 1924. Denne vigtige begivenhed var et brud med den sunni-islamiske magt, der havde styret landet siden 600-tallet. Denne situation – som aldrig før var opstået i den muslimske verden – skabte debat og medførte en revurdering af institutionen i 1920erne. Var dette begyndelsen til de moderne politiske styringsformers tid? Eller skulle kalifatet genetableres? Hvilken autoritet og hvilke folk skulle drage fordel?
Ali Abd al-Raziq tilhørte en stor, egyptisk familie. Han blev uddannet ved al-Azhar i 1911 og modsatte sig med udgangspunkt i sekulære begreber og historiske modeller de muslimske forestillinger om kalifatets magt. Denne magt samt udøvelsen af den var dybt forankret i muslimernes historiske og religiøse bevidsthed. Nogle lærde folk mente, at kaliffen fik sin autoritet fra Gud, hvorimod andre mente, at hans magt var funderet på det omgivende samfunds konsensus (ijma). Ali Abd al-Raziqs bog, som blev udgivet i 1925, vakte straks voldsomme reaktioner i pressen og blev genstand for mange modskrifter. Forfatteren blev ekskluderet fra ulamaernes kreds.
Den kontekst, hvori denne bog blev skrevet, var som følger: I kølvandet på den første verdenskrig forstærkede omfordelingen af vestlige indflydelsesområder i de muslimske lande den arabiske nationalisme. Politiske massepartier dukkede op, såsom Wafd i Egypten, der havde et nationalistisk, liberalt og sekulært partiprogram. Selv om Egypten officielt blev selvstændig i 1922, var landet de facto under britisk kontrol og oprettede et konstitutionelt monarki i 1923. Kalifatet blev afviklet, hvilket bibragte den muslimske verden en ubalance.
Efter et studieophold i Oxford vendte Ali Abn al-Raziq hjem for at studere spørgsmålet om magt i Islam. Efter en grundig gennemgang af de traditionelle tekster samt kalifatets historie helt tilbage til de ”retledte kaliffer” kastede han sig over spørgsmålet om kalifatets oprindelse og væsen. Derudover gjorde han også rede for andre muslimske teorier, fra ibn Kahldun til sin egen samtids Rashid Rida.
Hans argumentation var baseret på tre pointer:
- Muhammed fik overdraget en profetisk mission med et budskab, der skulle leveres. Hans mission endte ved hans død. Hans enorme magt – exceptionel sådan som profeters magt er – indstiftede ikke nogen bestemt regeringsform.
- Postprofetisk Islam oprettede de ”retledte” som regeringsform, og traditionen helliggjorde med tiden denne forbindelse. Teologer besluttede derpå, at kalifatet var en nødvendighed for almenvellet og for den rette varetagelse af religiøse handlinger.
- Kalifatet var en menneskeskabt og politisk institution, som ikke havde nogen forbindelse til den religiøse dimension. De ”fire retledte kaliffer” udgjorde et punkt i historien, der blev udvidet af et imperialistisk kalifat baseret på et despotisk styres undertrykkende magtudøvelse.
Abd al-Raziq afsluttede med at formulere behovet foren adskillelse af religion og magtudøvelse og opfordrede muslimerne til at skabe moderne politiske styreformer grundlagt på fornuftsargumenter.