4. Hellige islamiske tekster: Koranen og haditherne

Indledning
I de første århundreder efter Muhammeds død etablerede Islam sine hellige skrifter og udviklede et dogme. Denne store opgave, som en lang række muslimer, biografer, historikere, tekstkommentatorer og traditionalister påtog sig, hver med sit bidrag, førte til udviklingen af en af menneskehedens nyeste religioner. Koranen (al-Quran) er primærkilden og den grundlæggende tekst i Islam. De skrifter, som Koranen består af, blev arrangeret i 114 såkaldte suraer, og heri blev der samlet tusindvis af større og mindre stykker tekst (vers) med en meget bred vifte af indhold. Den næstvigtigste kilde udgøres af en monumental samling af hadither. Betegnelsen hadith henviser til den mundtlige tradition omkring udsagn, bestemmelser og handlinger tilskrevet profeten. Dette afsnit handler om, hvordan disse to tekstsamlinger blev til, samt hvilken rolle de har spillet i forbindelse med religiøse og juridiske videnskaber.
Kilde 1

Al-Fatiha (’Åbningen’)

1 – I den nådige og barmhjertige Guds navn.
2 – Lovet være Gud, alverdens Herre,
3 – Den Nådige og Den Barmhjertige,
4 – Herskeren på dommens dag!
5 – Dig tjener vi, og Dig beder vi om hjælp.
6 – Led os ad den lige vej!
7 – Vejen, der følges af dem, som Du viser nåde;

Ikke den, der følges af dem, som vreden rammer,
Eller af de vildfarne.

Koranen 1 (Al-Fatiha) Koranen, oversat af Ellen Wulff, 2006, Forlaget Vandkunsten, København, s. 15.

Denne korte sura bestående af syv vers, hvis navn oftest oversættes som ’Åbningen’, er den første i Koranen. Islamisk tradition har kaldt den ved andre navne, for eksempel Umm Al-Quran (’Koranens Mor’) eller Al-Hamd (’Pris’, ’Lovord’). Til forskel fra andre suraer er dette ikke Gud, der taler til de troende, men troende (”vi”), som tiltaler Gud (Allah) gennem bøn. Al-Fatiha er en meget populær sura, om fremsiges på arabisk ved mange lejligheder (bryllupper, sorg o.a.), særligt ved begyndelsen af hver del af den rituelle bøn.
Hvis man antager, at Koranen er blevet til ved at arrangere eksisterende suraer, er denne særlige tekst, som fremmaner en liturgisk ramme, placeret i begyndelsen af Koranen som en bøn, inden man læser den hellige tekst. Gamle eksegetiske værker har fremvist variationer af denne sura. Al-Fatiha opsummerer det profetiske budskabs hovedpointer – troen på Gud, Guds godhed, Dommedag – men har ingen henvisninger til Muhammeds mission. Denne sura tilskynder mennesker til at følge den rette vej og give sig af med gode gerninger. Hvem er de vildfarne? Ifølge nogle tolkninger kan dette forstås som jøderne eller de kristne.

Kilde 2

”Ofringen” af Abrahams søn:

God ordered him [Abraham] to sacrifice his son. But traditions differ regarding whether it was Ishmael or Isaac. [...] On either son, traditions abound and people do not agree on it.
In the morning, Abraham went to Minā*.
“Show me the Holy House," said the child.
Abraham answered his son: "God told me to sacrifice you.”
“Oh, father,” the child answered, “Do what you have been ordered to do!”
Abraham took the knife, put the child on the stone of the hill, put the saddle of a donkey under him and put the edge of the knife on the child’s throat while looking away. But Gabriel turned the knife upside down. Abraham looked back, and saw that the knife had been turned upside down. He repeated the same gesture three times; then he heard someone call him: "O Abraham! You put faith in the vision." Gabriel took the child. A ram went down the hill of Thabīr, he placed it under him and cut its throat.
The People of the Scripture say that the child was Isaac and that it took place in the desert of Amorites* in the Shām*.

* Mina: det sted nær Mekka, hvor Abraham menes at have ofret sin søn, og hvor pilgrimme nu udfører et af pilgrimsrejsens (Islams femte søjle) ritualer.
* Amorites: et semitisk folkeslag i antikken nævnt i Biblen (Josvabogen 24:15).
* Sham: geografisk betegnelse for Orienten (især Syrien) i den klassiske arabisk-muslimske litteratur.




Al-Ya’qubi, L’Histoire des prophètes, d’Adam à Jésus, trad. A. Ferré, coll. Études arabes, nr. 96, Rom, Pontificio Istituto di Studi Arabi i Islamistica, 2000, s. 29-30. Oversat af Marie Lebert.

Koranen har et væld af temaer inspireret af de bibelske fortællinger om Abraham. Profeten er som figur så vigtig, at muslimsk tradition har knyttet Muhammeds afstamning til Abraham, der er inkarnationen af den eksemplariske muslim. Abraham, ”Guds ven”, er ikke muslim i den forstand, at han efterlever Islams ritualer og den doktrin, som senere teologer og jurister udviklede. Han er muslim (’en der underkaster sig Gud’) før det historiske Islam, fordi han overgav sit liv i Guds varetægt og var villig til at ofre sin søn.
Koranen (37:102-105) specificerer ikke navnet på den søn, der blev ofret til Gud; men muslimsk tradition nævner i denne forbindelse Ismael, søn af Hagar, Ibrahims (Abrahams) elskerinde. Denne udeladelse af sønnens navn i Koranen har tilladt forskellige udlæggere af teksten at tolke, og nogle har her inddraget israiliyyat (’israelitiske [fortællinger]’ som er bibelske eller apokryfe traditioner og sagn) og foretrukket Isak, for eksempel historikeren al-Tabari og al-Razi, begge fra 800-tallet. Al-Yaqubi, som ligeledes levede i 800-tallet og var knyttet til shiismen, studerede med henblik på at besvare dette spørgsmål en række bibelske og apokryfe fortællinger og gengav i sin Ta’rikh ibn Wadih (også kendt som Tarikh Yaqubi; ’Ibn Wadihs verdenshistorie’) forskellige traditioner med hensyn til sønnens identitet. Der var på det tidspunkt endnu ingen enstemmig tolkning. En fælles tolkning opstod i 1100-tallet, hvor traditionen lagde sig fast på Ismael, den ”arabiske” søn, den ”ekskluderede”.

Kilde 3

En nutidig læsning af Koranen:

[...] the way of the new era, the way of Muslims on earth, is traced by the verses of the principles - the Meccan verses - the very ones that in the ancient era were abrogated by the verses of applications - the Medinan verses -, an abrogation made only because of the times... The verses of the principles were addressed to the community of Muslims, which did not exist yet at that time... [...] they had only been postponed for later, with their role in the legislation merely suspended until their time came…

[...] Such is the meaning of the verdict of time. For the faithful in the 7th century, there were the verses of application; for the faithful in the 20th century, there were the verses of principles. Here was the whole wisdom behind the notion of abrogation: thus abrogation is not a true abolition, but a postponement biding its time…

Uddrag af indledningen af Mahmud Muhammad Taha til: La Seconde Mission de l’Islam (The Second Message of Islam’), fjerde udgave, 1971. Oversat af Marie Lebert.

Denne tekst er et uddrag af bogen The Second Message of Islam af den sudanesiske forfatter Mahmud Muhammad Taha (Syracuse University Press, New York, 1987; den originale blev først udgivet i 1967), der skelnede mellem to budskaber i Koranen samt to Koraner. Det første budskab – åbenbaret for profeten i Medina – tilhører tiden før hijraen i Yathrib og blev tilpasset det første arabisk-muslimske samfunds behov, et stammesamfund i 600-tallet. Dette budskab inkluderede nyttige instrukser for en sharia (ordet betyder ’sti’ eller ’vej’) (særlig med hensyn til jihad) om polygami, det at bære slør, forstødelse osv. Men det vigtigste budskab – kildebudskabet – findes i suraerne, som blev åbenbaret for profeten i Mekka, og forfatteren omtaler disse som ”grundprincippernes vers” (the ”verses of principles”). Mahmud Muhammad Taha fremsatte behovet for at gå tilbage i tiden, fra Medina-Koranen til Mekka-Koranen, for at finde frem til den midlertidigt ophævede ”primære Koran”, som definerede Islams kald og dets ”anden mission”: at bringe menneskeheden det ”sande” Islam. Mahmud Muhammad Taha lånte tanken om en ophævelse af muslimske tekstudlæggere samtidig med, at han afveg fra deres version. Når disse teologer og jurister stødte på modsigelser i Koranens tekst eller i behandlingen af et givent spørgsmål, blev de ældre vers modificeret eller erstattet med de yngste vers fra åbenbaringens 23 år lange kronologi. Taha betragtede ophævelsen som en proces, der forbandt Koranens to dele og åbenbaringens to tidsperioder. Medina-Koranens vers blev ophævet af det budskab, som blev åbenbaret for profeten i Mekka.

Kilde 4

En hadith om at faste under ramadanen:

About the one who does the fasting of Ramadān with faith, with hope of reward and with sincerity, 'Ā'isha said, from the Prophet’s words: "They will be resurrected with their intentions."
According to Abu Hurairah*, the Prophet said: "Whoever, during the Night of the Fate, keeps standing with faith and hope of reward, will be forgiven all his previous sins. Whoever who will fast on Ramadān with faith and hope of reward will gain the forgiveness of his past sins.

* Abu Hurairah: profetens ledsager der var kendt for at videregive mange traditioner, hvoraf 446 traditioner er udvalgt af al-Bukhari.

Al-Bukhari Titre 30, kapitel VI.

Koranen 97, al-Qadr (’Bestemmelsen’):

  1. Vi sendte den ned i Bestemmelsens Nat.
  2. Hvordan kan du vide, hvad Bestemmelsens Nat er?
  3. Bestemmelsens Nat er bedre end tusind måneder.
  4. I den stiger englene og ånden ned med deres Herres tilladelse, angående hver en sag.
  5. Den er fred, indtil daggryet bryder frem.
Koranen, oversat af Ellen Wulff, 2006, Forlaget Vandkunsten, København, s. 503.
Ramadanen er den niende måned i den muslimske kalender. Betegnelsen Ramadan bruges almindeligvis med henvisning til faste, en af Islams fem søjler. Ved ramadanens slutning fejrer muslimer Laylat al-Qadr (’Skæbnenatten’ eller ’Bestemmelsens Nat’). Betegnelsen ’Skæbnenatten’ blev skabt af nogle vestlige orientalister, der forvekslede de arabiske ord qadr (’mål’ eller ’værdi’) og qadar (’skæbne’). Ifølge traditionen blev den første åbenbaring sendt til profetens hjerte en nat under ramadanen med englen Gabriel som budbringer. Denne nat betragtes som velsignet.