6. Fra Sunnah til Sunnisme

Indledning
Sunnismen – ’middelvejen’ – opstod som den ”rette balance” blandt flere splittelsestendenser (kharijitter, shiitter, o.a.), men også som et alternativ til teologiske og juridiske doktriner, der blev betragtet som ændringer i forhold til traditionen og som en kilde til splid mellem muslimer. Sunnismen ser sig selv som den eneste tankegang, der er i stand til at holde sammen på hele det muslimske samfund, og er blevet den dominerende gren inden for Islam. Betegnelsen ”sunnisme” er en vestlig nydannelse baseret på det arabiske ord sunna. I de sprog, der tales af stammerne på den arabiske halvø, betegner sunna den sti, der fører mænd på rette vej gennem ørkenen. Det hentyder også til den tradition, der er overleveret til stammen fra tidligere generationer. I Koranen henviser ordet sunna både til en måde at handle på og til loven ifølge Allah (sunnat Allah). Denne sektion handler om hvilken kontekst – og i modsætning til hvem – sunnitraditionen opstod i, samt hvordan den forholder sig til de vigtigste teologiske og politiske temaer, der blev debatteret i Islams formative periode – såsom trofasthed over for sunna, Guds væsen, ledernes legitimitet.
Kilde 1



Shahadaen

”Der er ingen gud uden Allah, og Muhammed er hans profet.”

Shahada, den islamiske trosbekendelse, troens første søjle.




Shahadaens plads i troen ifølge Shahrastani

It is true that the Prophet was not satisfied with mere saying of the Shahāda which was not based on inner conviction, but, on the other hand, he did not impose upon all men the duty of knowing God as he really is, for that was evidently something beyond capacity of all men.

Shahrastani (1086-1153), persisk teolog og filosof. Citeret af T. Izutsu i: The Concept of Belief in Islamic Theology, Tokyo, 1965, s. 180.

Den formelle trosbekendelse bliver altid udtalt på arabisk og er den første af de fem trosmæssige søjler, der pålægges enhver muslim. Den er baseret på sura 112 i Koranen: ’Sig: ”Han er Gud, den Eneste Ene. Gud, uafhængig og absolut. Han avler ikke afkom, ej heller er han blevet avlet; og ingen er Hans lige.”’ Dette udsagn betød et vigtigt brud med polyteismen og med kristendommens lære om treenigheden. Denne bekræftelse fastlagde rammerne for den ”sande religion” og for Islams vigtigste dogme.
Denne trosbekendelse er en dobbelt bekræftelse og fungerer som en offentlig erklæring om en dobbeltsidig tro: troen på én Gud og troen på hans budbringer Muhammed. Den historiske baggrund for denne trosbekendelse er stadig kun lidet kendt, både med hensyn til dens religiøse formulering og traditionens accept af den. De fleste af de ældste shahadaer, som under Islams første store ekspansion fra Arabien til Syrien blev indgraveret på arabisk forskellige steder i de pågældende territorier, inkluderer til forskel fra den traditionelle shahada kun den første del af trosbekendelsen. De nævner ikke Muhammeds mission.
Shiitterne benytter den samme shahada som sunnierne, men nogle shiitter inden for Tolver-grenen (se side 5 i dette modul) tilføjer: ’Ali er Guds stedfortræder.’
Shahadaen bekræftede Guds enhed (tawhid), et vigtigt emne i de teologiske kontroverser fra 700-tallet frem til 1100-tallet. Disse bestod i, at tilhængerne af logisk argumentation modsatte sig de dialektikfjendske lærde, som afviste deres rationelle ræsonnementer og foretrak kun at henvise til den hellige tekst. Temaet tawhid blev en kilde til religiøs og politisk splittelse – særligt med hensyn til spørgsmålet om Guds evige egenskaber såvel som de fysiske (Guds ”hånd”, Guds ”ansigt” osv.).
Shahrastani var en persisk filosof, som underviste ved det berømte Nizamiyya i Bagdad. Han skelnede mellem lægfolk og eliten, hvor sidstnævnte var de eneste med adgang til viden. Som teolog og historiker med interesse for ”sekter” og religiøse doktriner blev han involveret i kontroverserne omkring shahadaens plads i troen. Var shahadaen i sig selv nok til at vurdere ægtheden af en persons tro, sådan som Ibn Karram mente i 800-tallet? Eller var det nødvendigt at understøtte den med teologiske tekster? De fleste sunnier definerer troen (iman) som bestående af tre dele: det som man ved med hjertet (tasdiq), det som kan vurderes via sproget (iqrar) og via teologiske værker (amal).
Ud af 196 lande verden over har 64 valgt at inkludere religiøse symboler på deres nationalflag (stjerner, nymåne o.a.), deriblandt 21 muslimske lande. Saudi-Arabien, Afghanistan og Somaliland har inkluderet shahadaen på deres flag. Flere radikale muslimske organisationer (Hamas, sunni jihadister o.a.) har afbilledet den på deres sorte flag, også kendt som ”tawheed-flaget”.

Kilde 2

Indskrift som stadfæster grundlæggelsen af en madrasa (’skole’) i Kairo under Saladin, 1180






This college was built at the instance of the shaykh, faqīh* , imām... and ascetic Najm al-Dīn, the pillar of Islam, exemplar of mankind Abul Barakat al-Khabushani... for the benefit of those learned faqīh disciples of al-Shāfî'ī, who are distinguished by their firm doctrinal base (in contrast to) other vain raisonners and innovators.

*Faqīh: lawyer



Citeret af André Raymond i: Cairo, Harvard University Press, Cambridge, Massachusetts, 2000, s. 103.

Indskriften fra al-Nasiriyah madrasa (dateret til 1180) er bevaret på Islamisk Museum i Kairo. Indskriften nævner ikke Sultan Saladin. Denne madrasa blev grundlagt under al-Khabushanis protektion; han var en religiøs autoritet, som Saladin nærede stor respekt for, men som beskrives som stædig af sine modstandere. Al-Khabushani kæmpede indædt mod de retslærde fra hanbali-skolen, hvem han hadede, såvel som mod de diskussionslystne teologer, mutaziliterne, samt alle de nyskabelser, som han betragtede som skadelige for det muslimske samfund. En madrasa er en skole for religiøse studier. Indskriften fra denne madrasa fordømmer tydeligvis afvigende doktriner og nyskabelser. Madrasaen er bygget ved siden af den berømte helligdom dedikeret til al-Shafi (se Islam 2, side 4), der helt frem til i dag har været genstand for stor populær dyrkelse. I begyndelsen døjede sunnismen med voldsomme interne konflikter mellem lovskolerne i Kairo og i Bagdad. Ayyubid-dynastiet (1171-1250), som blev grundlagt af Saladin, oprettede mange madrasaer i de store byer fra Syrien til Egypten. Indskriftens ordlyd hentyder til Sunnitraditionens største fjender. Tilhængerne af logisk argumentation var muzalitiske teologer. Deres doktrin, som var baseret på rationelle argumenter, anerkendte retten til at gøre oprør og hævdede, at Guds ord ikke alene var skabt men også nedfældet på et bestemt tidspunkt og i en bestemt kontekst. De teologer, der forsvarede sunnaen, afviste de idéer, som muzaliterne aktivt spredte, samt de nyskabelser, der fulgte i kølvandet på dem, og som forvrængede den eneste vej, man skulle følge – den vej der herskede almindelig enighed om i samfundet som helhed.