2. Koranens fortælling om ’hulefolket’ (surat al-kahf): en arv fra orientalsk tradition og løftet om genopstandelse.

Indledning
Koranens historie om de unge mennesker, der sover inde i hulen (al-Kahf), i sura 18 og den kristne legende om de syv martyrer, der i 1200-tallet blev velkendt i forbindelse med Jacob de Voragines Den Gyldne Legende, stammer fra en fælles tradition med udspring i Syrien. Miraklet om disse unge mennesker, der sov i tre århundreder, har inspireret mange legender i hele den muslimske verden, langt uden for dens oprindelige tilhørssted. Fortællingen førte desuden til en særdeles udbredt og populær dyrkelse af disse sovende. I dag er legenderne blevet genopdaget, især i middelhavsområdet, og bliver udnyttet af turistbranchen, opreklameret som kulturarv og sågar brugt med politiske formål.
Kilde 1

Koranen 18: 10-26

10 – Da de unge mænd søgte husly i hulen sagde: ”Herre! Vis os barmhjertighed fra Dig, og bered os en rigtig vej i vor sag!”
11 – Vi forseglede deres ører i hulen, i adskillige år.
12 – Så vækkede Vi dem for at få at vide, hvem af de to grupper der bedst kunne regne ud, hvor længe de havde været der.
13 – Vi fortæller dig sandfærdigt beretningen om dem. De var unge mænd, der troede på deres Herre, og Vi gav dem yderligere retledning.
14 – Vi befæstede deres hjerte, da de rejste sig og sagde: ”Vor Herre er himlenes og jordens Herre. Aldrig vil vi påkalde nogen gud ud over Ham, for så ville vi sige uhyrlig løgn.
15 – Vore folk har taget sig guder ud over Ham. Hvorfor fremlægger de ikke en klar bemyndigelse om dem? Hvem handler vel mere uret end dem, der finder på løgne om Gud?
16 – Da I u har lagt afstand til dem og det, som de tjener ud over Gud, søg da husly i hulen! Så vil jeres Herre udbrede noget af sin barmhjertighed til jer og berede jer støtte i jeres sag.”
17 – Når solen stod op, kunne man se den trække sig væk fra deres hule, højre om, og når den gik ned, veg den til venstre, uden om dem, mens de befandt sig i dens rummelige indre. Dette er et Guds tegn. Den, som Gud retleder, er retledt; men den, som Han leder vild, for ham vil du ikke finde nogen ven til at vise den rette vej.
18 – Man kunne da anse dem for vågne, som de lå dér og sov, og som Vi lod dem vende sig om på højre og venstre side, og som deres hund lå med udstrakte forben ved indgangen. Hvis nogen havde fået øje på dem, havde han vendt sig bort på flugt, opfyldt af skræk for dem.
19 – Og således vakte Vi dem til live igen, så de kunne forhøre sig indbyrdes. En af dem sagde: ”Hvor længe har vi været her?” Nogle mente: ”Vi har vel været her en dags tid, eller noget af en dag.” Andre mente: ”Jeres Herre ved nok bedst, hvor længe I har været her. Send en af jer af sted til byen med de sølvmønter, som I har, så han kan se, hvem der har den reneste mad dér, og bringe jer fødevarer fra ham! Men han skal være forsigtig, så ingen får nys om jer!
20 – Hvis de får kendskab til jer, vil de bortstene jer eller få jer til at gå tilbage til deres trosbekendelse. I så fald vil det aldrig gå jer godt.”
21 – Således lod Vi dem blive opdaget, for at man kunne vide, at et løfte fra Gud er sandhed, og at der ikke hersker nogen tvivl om Timen. Da de stredes indbyrdes angående dem! Nogle, og deres Herre kender dem bedst, sagde: ”Rejs en bygning over dem!” Men andre, og det var dem, der fik deres vilje angående dem, sagde: ”Lad os lave et bedehus over dem!”
22 – De vil sige: ”Tre; den fjerde af dem var deres hund.” Eller de siger: ”Fem; den sjette af dem var deres hund”, som rent gætteri. Eller de siger: ”Syv; den ottende af dem var deres hund.” Sig: ”Min Herre kender bedst deres antal.” Kun få ved noget om dem, så du skal ikke diskutere dem – i hvert fald kun i en åben diskussion - , og du skal ikke bede nogen af dem om deres mening angående dem!
23 – Sig ikke om noget: ”Dette vil jeg gøre i morgen!”
24 – uden et: ”Om Gud vil!” Hvis du glemmer det, skal du nævne din Herre og sige: ”Måske vil min Herre lede mig til noget, der er nærmere den rette vej end dette!”
25 – De var i deres hule i trehundrede år og derpå yderligere i ni.
26 – Sig: ”Gud ved bedst, hvor længe de var der.” Ham tilhører det skjulte i himlene og på jorden. Hvor skarpt Han dog seer, og hvor skarpt Han dog hører! De har ingen ven ud over Ham. Han lader ingen tage del i sin dømmekraft.

Koranen, oversat af Ellen Wulff, 2006, Forlaget Vandkunsten, København, s. 223-225. http://en.wikisource.org/wiki/Quran_%28Progressive_Muslims_Organization%29 (19/12/2014)

Denne fortælling i Koranen er inspireret af kristne traditioner. Historien er meget kort, men også meget kompleks. De forskellige elementer griber ind i hinanden, og der optræder adskillige mystiske termer. Hvem er de indespærrede unge mennesker, som Koranen betegner som ’al-raqim folket’? Er al-raqim et sted? En bog? Eller en sten, hvorpå folk skrev? Hvor mange var de? Hvilke omstændigheder førte til, at de søgte tilflugt i en hule nær en by, hvis navn forbliver et mysterium? Vi kan gætte, at de flygtede fra polyteisterne og fortsat dyrkede deres tro på én Gud (18: 14-16). Svarer den forløbne tid på tre hundrede år eventuelt til overensstemmelsesperioden mellem solkalenderen og månekalenderen? I betragtning af at hunde ifølge muslimsk tradition er urene dyr, hvad laver så hunden foran hulen? Hvorfor beskyttede Gud de unge mennesker og lod dem vende tilbage? Her citeres kun nogle få vers af sura 18 og med fokus på de essentielle elementer. Omstændighederne er som følger: de sovende erklærer deres tro (vers 13 og 14) foran en polyteistisk prins. De foretrækker at forlade polyteisternes verden og søge tilflugt i en hule. Deres oplevelse præsenteres som en lærestreg for troende. Deres tro på Gud bliver belønnet. Gud beskytter dem og vækker dem. Ligesom disse unge mennesker må muslimer give sig helhjertet hen til en alvidende Gud, som magter alt og bestemmer alt. Retorikken om frelse skinner igennem i vers 21: de, der hengiver sig til ham, vil blive vækket på Dommens Dag. Ifølge Koranen besluttede de mennesker, der opdagede de sovendes usædvanlige eventyr, at hylde dem og rejste en bygning (et kapel eller et bedehus alt efter hvordan der oversættes) over hulen. Det er dog ikke en moské, en betegnelse der senere blev brugt om islamiske bygninger helliget gudsdyrkelsen.

Kilde 2

Transmissionen af legenden om syvsoverne

Billederne stammer fra en privat samling, som tilhører orientforskeren Louis Massignon. Bemærk de store ligheder mellem kristne og islamiske repræsentationer.

Manoël Penicaud: ”Nouveaux réveils des Sept Dormants et étude de cas en Méditerranée”, udgivet i Les pratiques religieuses et leurs relais culturels, Science et Video, des écritures multimedia en sciences humaines, nr. 4 (uden dato).
http://scienceandvideo.mmsh.univ-aix.fr/numeros/4/Pages/5.aspx
(19/12/29014)

Kilde 3

Myten om de sovende under jasminrevolutionen i Tunesien:

Tunisia has recently experienced many political reuses of the myth of the Seven Sleepers in the revolutionary context of the so-called “Arab Springs”. All these artistic endeavours are made by political activists. In late January 2011, a Tunisian poet, Mohsen Lihideb, wrote a text entitled “The Shark Hunt”, in which he specifically referred to the Seven Sleepers in order to describe the homecoming of fishers who find their city transformed after the flight of the tyrant of the legend (Zine El Abidine Ben Ali). Here, the myth is used in a political meaning instead of the eschatological perspective. Still in Tunisia, a collective of young artists and political activists took the name “Ahl al-Khaf” (the People of the Cave in Arab) before Ben Ali’s downfall, and were making dissident Street Art. The relation to the Sleepers is explained by the clandestine nature of the underground group (like the Sleepers taking refuge in the cave without denying their values). Since Ben Ali’s departure, they continue to make art in the urban space with their revolutionary creativity.

Ligesom nelliker i Portugal (1974) og roser i Georgien (2003) har jasminen, Tunesiens symbolske blomst, lagt navn til de protester, som i 2011 førte til omstyrtelsen af Ben Ali, der havde været præsident siden 1987. Under Ben Ali figurerede jasminblomsten i alle turistbrochurer, hvor den promoverede ’jasminens land, grundlagt på tanken om at deles’, som tolerant og sorgløs. I 2011 blev jasminblomsten symbolet på oprør. De mange eksempler på dette illustrerer udviklingen fra den oprindelige betydning af fortællingen i Koranen samt dens levedygtighed i muslimske kulturer. For eksempel blev malerier og collager i 2011 fremstillet som ofre for undertrykkelsen af martyrer på lige fod med hulefolket, der blev forfulgt på grund af deres tro.

Manoël Penicaud: ”Nouveaux réveils des Sept Dormants et étude de cas en Méditerranée”,
udgivet i Les pratiques religieuses et leurs relais culturels,
Science et Video, des écritures multimedia en sciences humaines, nr. 4 (uden dato).
Oversat af Renaud Rochette. http://scienceandvideo.mmsh.univ-aix.fr/numeros/4/Pages/5.aspx
(19/12/2014)