7. Jerusalem, Islams hellige by

Indledning
Den byzantinske by Jerusalem blev en del af muslimsk historie i 638 i forbindelse med sejren for krigerne, der ”bar Koranen”. I løbet af de næste få århundreder blev jødedommens højst agtede by i Levanten og den vestlige, middelalderlige kristendoms åndeligt set mest indflydelsesrige by i tillæg en hellig by for Islam. Jerusalem forblev under muslimsk styre gennem 13 århundreder bortset fra det kristne kongerige (1099-1187) og den britiske militære besættelse, der fulgte Palæstinamandatet (1920-1948). Siden 1967 har Israel genforenet byen ved at besætte Østjerusalem. I 1980 blev en vigtig lov indført af Knesset, som erklærerede Jerusalem for Israels ’ene og udelelig hovedstad’. I dag er Al-Quds (det arabiske navn for Jerusalem) et helligt sted og et magtfuldt symbol, som muslimer er stærkt knyttet til. Hvordan har denne hellighed udviklet sig? Hvad beror den på, og hvilke hellige steder findes der i byen? Hvilken plads indtager Jerusalem i dag i muslimsk tankegang og ideologi?
Kilde 1

Billederne af Al-Quds, der er symbol på muslimsk bevidsthed i dag, findes på en lang række genstande, såsom flag, tæpper, souvenirs, frimærker og pengesedler, over hele den muslimske verden, særligt siden intifadaerne (de palæstinensiske oprør mod Israel i 1987 og 2000). Disse billeder repræsenterer helliggørelsen af pladsen. Ifølge muslimsk tradition er etableringen af byen som et helligt rum forbundet med den anden kalifs, Umar (634-644), besøg i 638. Han nærede ærbødighed for byen og havde stor respekt for kristendommens hellige steder. Ledsaget af byens patriark Sofronius gik han efter sigende med stor ydmyghed til Tempelbjerget for at bede i Davids ”moské”, som han rensede, efter han lokaliserede dens ruiner under ’en dynge møg, som de kristne havde smidt for at fornærme jøderne’. De første kaliffer af umayyadernes dynasti (661-750) byggede efterfølgende to vigtige monumenter på stedet, Moriabjerget (et andet navn for Tempelbjerget), og anlagde en stor, åben plads, der oprindeligt blev kaldt al-Aqsa eller Haram al-Sharif (’Ædle Helligdom’).
Det første frimærke forestiller kuplen på Klippehelligdommen (Qubbat al-Sakhra), opført på samme sted som den jødiske traditions hellige tempel, men midt i området. Den er det imperialistiske Islams første store monument, bygget 50 år efter erobringen af Jerusalem. Dens formål er gådefuldt; grundplanen for dette ottekantede monument minder om helligdomme og monumenter bygget som mindesmærker. Da det blev bygget, fremstod dette storslåede monument som et tydeligt tegn på det rivaliserende forhold mellem Anastasis (græsk for ’genopstandelse’ og henviser her til Gravkirken) og Islam.
Det andet frimærke forestiller fredagsmoskéen, som ligger ved den sydvestlige del af pladsen. Den blev restaureret af fatimiderne i 1000-tallet efter skader opstået under et jordskælv. Flere af rummene blev i denne forbindelse gjort mindre, men moskéen forblev ikke desto mindre den største i Jerusalem. Fra denne tid og fremover blev den kaldt al-Aqsa (’den fjerne moské’). De to monumenter ved denne hellige plads ligger til grund for mange magiske traditioner, legender og fortællinger.

Kilde 2

Krydsningen af as-Sirat broen:

The first of you would pass with (the swiftness) of lightning […]. Then (they would pass) like the passing of the wind, then like the passing of a bird, and the hastening of persons would be according to their deeds, and your Apostle would be standing on the Path saying: Save, O my Lord, save. […] till a man would come who would find it hard to go along (that Path) but crawlingly. He (the narrator) said: And on the sides of the Path hooks would be suspended ready to catch anyone whom these would be required (to catch). There would be those who would somehow or other succeed in trasversing that Path and some would be piled up in Hell. […] it would take one seventy years to fathom the depth of Hell.

Hadith (narrated by Abu Huraira).
http://ahadith.co.uk/permalink-hadith-3243
(19/12/2014) .

Denne berømte hadith tilskrives Abu Hurairah, en af profetens ledsagere, der af sunnier betragtes som en vigtig person med hensyn til transmissionen af hadither. Han henviser her til Dommens Dag og til den prøve, der består i at krydse broen as-Sirat. På denne dag holder Israfil fast i klippen. Apokalypsens engel blæser i hornet for at kundgøre genopstandelsen. Ka’baen og alle moskéer samler sig omkring den store plads. Vægtene (mawazim), symbol på den guddommelige retfærdighed, bliver placeret på de fire porticuser foran kuplen.
Afventende sin skæbne defilerer hele menneskeheden hen over en hårtynd bro (as-Sirat), udspændt over Dødens Dal (Gehenna), mellem Tempelbjerget og Olivenbjerget.