Introduktion til Religionsstudier: Religionssociologi

Sprog
- Engelsk
- Spansk
- Dansk
- Tysk
- Italiensk
- Fransk

1. Religionssociologi

Kilde 1

Religionssociologi

Religionssociologi er studiet af religion som et produkt af forholdet mellem individ og samfund. I religionssociologi ligger fokus på religionen, sådan som den udtrykkes af enkeltpersoner og grupper, og som den former og formes af samfund og kultur. Religionssociologi anvender typisk interviews, feltarbejde og spørgeskemaer. Religion som den ’er’, når man udspørger folk om ’den’, er ligeledes af stor interesse for religionssociologen. En religionssociolog er ikke kun interesseret i den religiøse specialists synspunkter og praksisser, men også i almindelige folks tanker og praksisser, uanset om de er udøvere eller ej.

Klassiske diskussioner inden for religionssociologi

Religionssociologi opstod i slutningen af 1800-tallet. En af de tidligste religionssociologer var Emile Durkheim (1858-1917). Durkheim opfatter samfundet som et organisk system. De forskellige dele af samfundet har hver deres specifikke funktion, og alle hjælper til med at opretholde organismen i sin helhed. Religion bidrager til denne organisme. Gennem fælles ritualer dyrker gruppen sig selv, og gennem ritualer udtrykkes og forstærkes samfundets normer og værdier. Durkheim introducerede begrebet effervescence som beskrivelse af, hvad der sker under ritualer. Ordet betyder ’sprudlen’ eller ’overstadighed’, men Durkheim bruger det til at beskrive den særlige atmosfære og fællesskabsfølelse, der opstår under ritualer (et ikke-religiøst eksempel på effervescence kunne være stemningen til en koncert eller en fodboldkamp). Fordi ritualer har symbolsk betydning, kan deltagerne overføre den rituelle fællesskabsfølelse til deres hverdagsliv. Men i modsætning til ikke-religiøse ritualer kan de religiøse institutioner hjælpe til med at opretholde ritualernes samfundsmæssige betydning.

Når præsterne i den danske Folkekirke beder for den kongelige familie og for regeringen, eller når kønsroller og samfundsstrukturer forklares som etableret af Gud, så udtrykker og støtter de samfundets normer. Og når kirken er vært for mindehøjtideligheder for ofre for tsunamier eller terrorhandlinger, er det et forsøg på at skabe en følelse af solidaritet i samfundet. Set med Durkheims øjne ville der ikke være nogen religion, hvis der ikke var en gruppe. Religion er et gruppefænomen skabt af fællesskabet. På denne måde er det samfundet, der har skabt religionen, og individet er ikke i en position, hvor det kan ændre eller så meget som vælge den. Religion skabes hovedsageligt af den samfundsmæssige struktur, ikke af individet. En anden af de tidlige religionssociologer, Max Weber (1864-1920), mente, at det rent faktisk er individet, altså den enkelte deltager, der skaber religionen. Weber forsøgte at forstå individets handlinger som rationelle og meningsskabende. Når en calvinistisk protestant arbejder hårdt og sparer sine penge op i stedet for at bruge dem, gør forestillingen om en forudbestemt skæbne ham usikker på, om han vil blive frelst eller ej. Arbejdsmæssig succes kan være et tegn på, at Gud har udvalgt ham til at blive frelst. Det er en trøst for ham. Imidlertid fordrer den protestantiske etik også, at man lever beskedent, uden overflødige former for luksus, så de optjente penge bliver enten lagt til side eller investeret i stedet for at blive brugt. Dette er gnisten til det kapitalistiske system. Men ifølge Weber indebærer denne rationelle tilgang til religion, at religionen ændrer sig og bliver mindre vigtig. For kapitalismen virker, også når dens udøvere ikke er calvinister. Med tiden har årsagen til at spare penge sammen ændret sig fra at være et forsøg på at opnå frelse til at tjene penge for pengenes egen skyld. På denne måde ændrer religionen samfundet, og samtidig ændres religionens rolle i samfundet, selv om dette faktisk ikke er hensigten. Samfundet har ændret sig, fordi de religiøse personer har forsøgt at leve op til religionens standarder. Dette får Weber til at konkludere, at individets handlinger er vigtige. Det er primært den enkelte deltager, der skaber og opretholder strukturen, uden at han eller hun nødvendigvis er bevidst om eller selv føler, at det er det, de gør.

Siden Durkheim og Weber har alle religionssociologer været nødt til at overveje, om den overordnede samfundsstruktur eller individet er den vigtigste faktor i samfundet. Mange har valgt den ene eller anden side, mens andre har forsøgt at kombinere de to modstridende idéer. Peter Berger (f. 1929) argumenterer for, at folk skaber religion, og at religionen efterfølgende former individet. Dette skaber et samspil mellem individ og religion med gensidig indflydelse, som det kan ses i figur 1.

Figur 1: Peter Bergers model af individet og samfundet

Med eksternalisering mener Berger, at mennesket systematiserer sin verden i kategorier og sammenhænge, som er fælles for samfundet. Dette fører til en objektivisering, der tilfører de forskellige kategorier og sammenhænge struktur og mening. Resultatet af objektiviseringen er, at strukturen ikke behøver at blive beskrevet gentagne gange. Samtidig internaliserer mennesket strukturen, så den bliver forståelig og brugbar for den enkelte. Ifølge Berger har både deltageren og strukturen indflydelse på hinanden.

Teksten er en omskrivning af et engelsksproget udkast til en indledning til Horisont – en tekstbog for danske gymnasieskoler, redigeret af lektorer Annika Hvithamar og Tim Jensen samt gymnasielærere Allan Ahle og Lene Niebuhr, udgivet af Gyldendal, København 2013. Den oprindelige indledning er skrevet af Annika Hvithamar og Tim Jensen ud fra et bidrag af Peter Lüchau.

Kilde 2

Billede 1