3. Religion i det moderne og postmoderne samfund

Kilde 1

Religionens mindskede betydning i det moderne samfund: Sekularisering

Religionssociologien opstod samtidig med industrialiseringen af den vestlige verden. I løbet af denne periode ændrede samfundene sig dramatisk. En del af disse ændringer bestod i, at de traditionelle religioner i Vesteuropa tabte terræn. Det fik de tidlige religionssociologer til at tro, at religion med tiden ville forsvinde helt. Siden religionssociologer hovedsageligt studerede den vestlige verden, især Europa og kristendommen, blev denne religion referencepunktet for det nye begreb kaldet sekularisering. De tidlige religionssociologer troede, at religion støt og roligt ville miste betydning på grund af følgende udviklinger: adskillelsen af kirke og stat, adskillelsen af religiøs undervisning og skoleundervisning, samt det faktum, at det at tilhøre en religion eller ej ville blive den enkeltes eget valg.

Men hvad betyder det egentlig, når man siger, at der er ”mindre” religion i dag? Vi kan se, at for eksempel omsorgen for de svageste i samfundet ikke længere er kirkens ansvar, men statens. Dette betyder rigtigt nok, at kirken har mindre indflydelse og er mindre synlig. Det betyder dog ikke, at eksempelvis den danske Folkekirke er ved at blive afviklet, eller at den enkelte dansker er holdt op med at være religiøs.

Når religionssociologer i dag henviser til sekulariseringen, understreger de vigtigheden i at adskille de forskellige niveauer og at studere religion i tid og rum. Folk holder ikke op med at være religiøse, bare fordi religion holder op med at være et fælles anliggende. Men når religion ikke længere er noget, der er fælles for samfundet, så giver det bedre mening for folk at være religiøse alene eller sammen med familie og venner, der deler deres religiøse overbevisning. Religion bliver med andre ord noget privat. Man er religiøs, når man er alene, sammen med familien eller med (religiøse) venner, men ikke når man er på arbejde eller tager del i politik; så viser man ikke sin religion. Således fastholdes familiebegivenheder relateret til religion, som bryllup og barnedåb, mens den almindelige søndagsgudstjeneste bliver uvæsentlig, fordi den er udtryk for en fælles religion, der ikke længere findes. Ifølge Karel Dobbelaere (f. 1933) er religion ikke længere fælles for hele samfundet.

Dobbelaere mener, at sekulariseringen burde måles på forskellige plan: På det nationale plan, det institutionelle plan og det individuelle plan. På det nationale plan drejer sekularisering sig om graden af religiøs indflydelse på til eksempel lov og undervisning. På det institutionelle plan drejer det sig om, i hvor høj grad de religiøse institutioner tilpasser sig sekulære krav, såsom kvinders rettigheder og præsters mulighed for skilsmisse. Og på det individuelle plan drejer det sig om, hvorvidt religiøse idéer, værdier, ritualer og erfaringer er mere eller mindre vigtige for den enkelte. Dobbelaeres pointe er, at sekularisering kan fremstå på mange forskellige måder og i forskellige grader. Et samfund kan være sekulariseret samtidig med, at dets indbyggere fortsat er religiøse. I samfund med privatiseret religion, og hvor folk udøver deres religion hjemme, er det selvfølgelig et problem for institutioner som en national kirke. Det bliver svært at få sit religiøse budskab ud.
For at tiltrække folk må kirken nu konkurrere med fjernsynskanaler, fodboldklubber, politiske partier og meget andet. En måde, hvorpå man kan gøre dette, er ved at tilpasse sig og for eksempel tilbyde gudstjenester på andre tidspunkter end søndag formiddag: natkirker og gudstjenester for travle familier, såsom ’spaghettigudstjenester’. En anden metode er at udnytte medierne til at bringe budskabet ud.

Teksten er en omskrivning af et engelsksproget udkast til en indledning til Horisont – en tekstbog for danske gymnasieskoler, redigeret af lektorer Annika Hvithamar og Tim Jensen samt gymnasielærere Allan Ahle og Lene Niebuhr, udgivet af Gyldendal, København 2013. Den oprindelige indledning er skrevet af Annika Hvithamar og Tim Jensen ud fra et bidrag af Peter Lüchau.

Kilde 2

Religion i det postmoderne samfund: Individualiseret religion

Sekulariseringen har ændret religion fra at være et fælles anliggende til at være en privat sag. Alligevel fortsætter folk med at være religiøse, selv om traditionelle religioner ikke længere har den samme magt. Forskellen er, at de nu selv bestemmer, hvad de tror på. Ifølge Zygmunt Bauman (f. 1925) er det postmoderne menneske tvunget til hele tiden at vælge sine egne værdier, heriblandt religion. Ingen kan fortælle én, om man tager de rette beslutninger. Derfor er man konstant på udkig efter noget bedre. Resultatet bliver måske en personlig religion bestående af brudstykker af alle verdensreligionerne, en slags gør-det-selv religion, der kan inkludere troen på Jesus (et kristent islæt) og på reinkarnation (en hinduistisk og buddhistisk inspiration) samtidig med, at man fortsat er medlem af den traditionelle, nationale kirke.

Et andet karakteristisk træk ved postmoderne religion er, at den fokuserer på den enkelte person selv frem for på det guddommelige. Paul Heelas (f. 1946) mener, at religioner som kristendommen, Islam og jødedommen, der alle er Gud-centrerede, er i færd med at blive erstattet med såkaldt spiritualitet, der fokuserer på det guddommelige i mennesket selv. Paul Heelas mener ikke, at denne form for religion skal betragtes som fragmenteret. Tværtimod er det en samlet og stabil form for religion, der bare er udvalgt og sammensat af den enkelte, fordi den passer med, hvordan han eller hun oplever verden: En individfokuseret religion i en individfokuseret verden. De vigtigste religiøse oplevelser er ikke fælles ritualer ligesom i traditionelle religioner, men religiøse praksisser designet til individet, eksempelvis meditation eller yoga.
Det er dog fælles for postmoderne religion, at det vigtigste er oplevelsen, altså at fokus ligger på at opleve og ”føle” religion ”på sin egen krop” samtidig med, at de tidligere permanente autoriteter udviskes og mister indflydelse.

Al sekulariseringsteori er imidlertid blevet kritiseret for at fokusere for meget på kristendommen og på de vestlige (vesteuropæiske) samfund. Hvis vi ser på religion i et globalt perspektiv (og også på religion i USA), danner der sig et helt andet billede. Jose Casanova (f. 1951- ) understreger, at hvis vi ser på størstedelen af verden, er religion fremdeles en sag for fællesskabet og er både offentlig og synlig. Casanova bemærker også, at religiøse bevægelser er stadigt mere aktive i offentlige debatter og i politik rundt omkring i verden – også i de vestlige samfund. Dette skyldes til dels globaliseringen. De livsanskuelser og den udvikling, der har ført til sekulariseringen i Vesten, bliver i dag udfordret og anfægtet af andre områder af verden. Dette gælder for international politik, hvor sekulære menneskerettigheder udfordres af livsanskuelser, der har religion som den højeste myndighed. Og det gælder for nogle samfund, hvor øget migration betyder, at nye befolkningsgrupper medbringer andre tanker om religionens rolle i samfundet og i den private sfære.

Teksten er en omskrivning af et engelsksproget udkast til en indledning til Horisont – en tekstbog for danske gymnasieskoler, redigeret af lektorer Annika Hvithamar og Tim Jensen samt gymnasielærere Allan Ahle og Lene Niebuhr, udgivet af Gyldendal, København 2013. Den oprindelige indledning er skrevet af Annika Hvithamar og Tim Jensen ud fra et bidrag af Peter Lüchau.

Kilde 3

Uddrag af præsident Obamas tale om politik og religion i USA

Source: https://www.youtube.com/watch?v=QvKX16Eygs0