5. Religiøse fællesskaber, individualiseret religion og ’levet religion’

Kilde 1

Religiøse fællesskaber

Religion viser sig i mange forskellige former og dimensioner. Nogle religiøse bevægelser kræver kæmpestort engagement af sine tilhængere, andre har meget løse strukturer. Nogle religiøse bevægelser begår sig nemt i samfundet, andre er konstant i konflikt med det omgivende samfund. Og mens nogle få vokser til globale bevægelser, kommer og går de fleste uden at blive bemærket af det overordnede samfund.

Majoritet og minoritet

En dominerende religion kaldes en majoritetsreligion, og en ikke-dominerende religion kaldes en minoritetsreligion. Majoritetsreligioner kan være dominerende, fordi de udgør et flertal med hensyn til antallet af tilhængere, eller fordi deres tilhængere tilhører den samfundsmæssige elite. I modsætning hertil har minoritetsreligioner ofte færre tilhængere eller har tilhængere, som kommer fra de lavere, sociale klasser. Majoritetsreligionen er ofte en integreret del af samfundet og har en mærkbar indvirkning på det. Majoritetsreligioner har hyppigt særlige privilegier, såsom økonomisk støtte og indflydelse på uddannelsessystemet. Minoritetsreligioner har sjældent nogen indflydelse på samfundet.

At majoritetsreligioner i højere grad er en integreret del af samfundet øger deres prestige og magt. Men samtidig kan de blive hårdt ramt af sekularisering. I modsætning hertil er minoritetsreligioner ofte forfulgte, ofre for forskelsbehandling eller bliver ignoreret, men de kan til gengæld blive meget mindre ramt af sekularisering. Årsagen er, at det offentlige pres, som minoritetsreligioner udsættes for, bringer tilhængerne tættere på hinanden, fordi de ikke har andre at støtte sig til. Hvor majoritetsreligionen tit kun er et religiøst supplement til sine tilhængeres liv, er minoritetsreligionen jævnligt det mest centrale aspekt af tilhængernes tilværelse – hvilket er en anden årsag til, at minoritetsreligioner kan overleve til trods for forfølgelser og diskrimination.

Religiøse organisationer

Religiøse fællesskaber er fleksible og vokser gennem tid såvel som i rum. Som følge af globaliseringen findes der for eksempel religioner, som førhen var begrænsede til bestemte geografiske områder, men som nu er over hele verden. Det betyder også, at en religions forhold til det overordnede samfund kan ændre sig. Religiøse organisationer kan kategoriseres efter deres forhold til det omgivende samfund. For Max Weber var det altafgørende, at folk blev medlemmer af en kirke uden overhovedet at bede om det, for eksempel gennem dåb, hvorimod det kræver en aktiv handling at melde sig ind i en sekt. Det betyder, at kirker er store og er noget, som alle kan blive medlem af, mens sekter typisk er små, fordi kun de særlige få kan blive medlemmer. Kirke – sekt-typologien er blevet udviklet over tid (og af vestlige forskere, hvilket forklarer, hvorfor terminologien er farvet af kristendommen), og da det i særdeleshed er et spørgsmål om, hvorvidt en religiøs gruppe er accepteret eller ej, bruges dette parameter som kategoriseringsværktøj: En ’kirke’ er således en religiøs organisation i harmoni med det omgivende samfund, og som støtter det. En ’kult’ derimod er i konflikt med samfundet og afviser kontakt med det. Den katolske kirke er et godt eksempel på en kirke, fordi den støtter samfundet, og alle kan være medlemmer, mens ISCKON (Hare Krishna) er et godt eksempel på en sekt, fordi den afviser samfundet og kræver aktiv tilmelding.
Når man kategoriserer religiøse bevægelser, må man være opmærksom på, at kategoriseringen ikke er et mål i sig selv. I nogle sammenhænge kan en bestemt religiøs gruppe yde støtte til samfundet, mens den selvsamme gruppe i andre sammenhænge er i konflikt med det. På samme måde kan individuelle medlemmer af en religion findes i hele spektret mellem en sekterisk og en kirkelig tilgang til verden udenfor.

Teksten er en omskrivning af et engelsksproget udkast til en indledning til Horisont – en tekstbog for danske gymnasieskoler, redigeret af lektorer Annika Hvithamar og Tim Jensen samt gymnasielærere Allan Ahle og Lene Niebuhr, udgivet af Gyldendal, København 2013. Den oprindelige indledning er skrevet af Annika Hvithamar og Tim Jensen ud fra et bidrag af Peter Lüchau.

Kilde 2

’Levet religion’

Jo mere forskere interviewer religiøse personer, desto tydeligere bliver det, at forestillingen om en given religion som en ordnet og veldefineret enhed ikke stemmer overens med virkeligheden. Selv om mange religioner har trosbekendelser, dogmer og regler, der definerer én som ”ægte” jøde, hindu, buddhist, muslim, kristen, besidder det postmoderne samfund ikke nogen institution, der har magten til at afgøre korrektheden i den enkelte persons religiøse begreber. Det er ligeledes et spørgsmål, om forestillingen om religiøs ensartethed i fortiden måske er overdrevet. Folk i middelalderen havde formentlig også ret forskellige idéer om deres religion. I Danmark i dag er det almindeligt at være medlem af Folkekirken og samtidig gå til hatha yoga, læse horoskoper, have en buddhafigur stående i reolen og en drømmefanger hængende over sengen. Blandingen af kristendom, hinduisme, buddhisme og indiansk religion er i princippet umulig, hvis man holder sig til den officielle version af en religion, men i virkeligheden er blandede religiøse traditioner uproblematiske for den enkelte udøver.

Man kan derfor skelne mellem officiel og uofficiel religion. I den officielle religion er der regler for, hvor og hvordan et ritual skal udføres, hvordan en bestemt guddom skal tilbedes, og hvad man har lov at tro. Det er som oftest den religiøse elite, der på et eller andet tidspunkt i historien har fastlagt trosbekendelser, etableret ritualer og bestemt, hvad der skal til for at udføre ritualer. Mange religioner fordrer imidlertid stor viden og lang tids uddannelse, inden individet kan leve op til den officielle religions krav. Der har altid eksisteret uofficielle versioner af religioner. Tro på dæmoner og spøgelser, brug af amuletter (herunder brugen af for eksempel Biblen som magisk beskyttelse) har ligeledes været udbredt førhen. I uofficielle versioner af en religion kan alt, som ikke er skrevet ned og defineret som ”ægte religion”, inkluderes. Derfor omtales disse versioner ofte som ’populærreligion, ’folketro’ eller ’overtro’. Ikke desto mindre bliver de praktiseret ligeså meget – og måske endda mere – end de officielle versioner af religioner. Når man undersøger ’levet religion’, altså religion sådan som det beskrives og praktiseres af almindelige mennesker i deres hverdagsliv, så får man et andet billede af, hvad den pågældende religion handler om, end hvis man læser de kanoniske tekster skrevet af religiøse eksperter. Robert Orsi (f. 1953) understreger, at de to former for religion findes side om side. Hvis målet er at finde ud af, hvad en bestemt religion ’er’, er det vigtigt at tage begge dimensioner i betragtning.

Teksten er en omskrivning af et engelsksproget udkast til en indledning til Horisont – en tekstbog for danske gymnasieskoler, redigeret af lektorer Annika Hvithamar og Tim Jensen samt gymnasielærere Allan Ahle og Lene Niebuhr, udgivet af Gyldendal, København 2013. Den oprindelige indledning er skrevet af Annika Hvithamar og Tim Jensen ud fra et bidrag af Peter Lüchau.