Fotografi af en kronragning i Sydkorea

En sydkoreansk dreng bliver kronraget af en buddhistisk munk under en ceremoni, hvor ”Børn bliver buddhistiske munke”, ved Jogye templet i Seoul, 13. maj, 2012. Børnene bliver ved templet for at lære om buddhisme i tyve dage forud for fejringen af Buddhas fødselsdag.

Fotografi af en kronragning i Sydkorea
Copyright AFP/Getty Image
Hentet fra http://www.dailymail.co.uk (03/09/2014)

Beskrivelse af den ædle ottefoldige vej

”Følgende to ekstremer, munke, bør den, der er gået bort fra sit hjem og ud i hjemløsheden, ikke forfalde til. Hvilke to? På den ene side hengivelse til de sanselige nydelser, der beror på lysten ved de sanselige nydelser – den er lav, hører til i landsbyerne, er karakteristisk for almindelige mennesker og er uædel og formålsløs, og på den anden side hengivelse til selvplageri – den er smertefuld, uædel og formålsløs. Ved at undgå disse to ekstremer, munke, er Tathagatha kommet til indsigt i middelvejen, der, da den forårsager klarsyn og viden, fører til fred, til transcendental erfaring, til oplysning og nirvana. Og hvilken middelvej, munke, er Tathagatha kommet til indsigt i, som, da den forårsager klarsyn og viden, fører til fred, til transcendental erfaring, til oplysning og nirvana? Det er slet og ret den ædle vej med de otte led, nemlig ret anskuelse, ret beslutning, ret tale, ret handling, ret levebrød, ret stræben, ret opmærksomhed og ret koncentration.”

”Igangsætningen af dharma-hjulet” er en buddhistisk tekst, der regnes som en gengivelse af Buddhas første tale efter han opnåede oplysning. Oplysning hentyder til forståelsen af den kosmiske orden og altings forgængelighed, det at opnå en lykkelig tilstand fri for alle former for lidelse, kaldet Nirvana. Denne slags tekster, der menes at repræsentere Buddhas ord, kaldes Sutraer.

Ole Holten Pind. Buddhismen. Tekster fra theravada-traditionen. Aarhus: Systime Academic, 2005. S. 121

Billede af en Pu-tai statue

Billedet af en fed og leende Buddha er meget udbredt, særligt i Kina og Østasien. Det repræsenterer en kinesisk buddhistisk munk ved navn Budai eller Pu-tai, husket for sin kærlige personlighed, gavmildhed og venlighed

Billede af en Pu-tai statue (Creative Commons License, af Mark Belokopytov https://www.flickr.com/photos/markb120/2945707092/in/set-72157594365595594 ) CC BY-NC-ND 2.0

Brev. Thich Nhat Nanh.

Brev. Thich Nhat Nanh. ”På jagt efter menneskets fjende (henvendt til [pastor] Martin Luther King)”. I Nhat Nanh, Ho Tuong, Tam Ich, Bui Giang, Pham Cong Thien. Dialogue. Saigon: La Boi, 1965. S. 11-20.
Vietnamesiske munkes selv-afbrænding (selv-ofring) i 1963 er vanskelig for den vestlige, kristne samvittighed at begribe. Pressen skrev om selvmord, men grundlæggende var det noget andet, der skete. Det var ikke engang en protest. Det, munkene skrev i et brev, de efterlod inden de brændte sig selv, gik ene og alene ud på at skræmme, at røre undertrykkernes hjerte og henlede verdens opmærksomhed på, hvor meget vietnameserne led. At brænde sig selv er det samme som at sige, at det, man udtrykker, er af den største vigtighed. Der findes ikke noget mere pinefuldt end at brænde sig selv. At sige noget, samtidig med, at man oplever denne grad af smerte, er at sige det med det allerstørste mod, åbenhjertighed, beslutsomhed og oprigtighed. Under ordineringsceremonien, som den praktiseres i Mahayana-traditionen, pålægges munkeaspiranterne at brænde et eller flere små steder på kroppen i forbindelse med aflæggelsen af løftet om at følge de 250 regler for en bhikshu, om at leve en munks tilværelse, at opnå indsigt og dedikere sit liv til alle væseners frelse. Man kan naturligvis sige disse ting, mens man sidder i en behagelig lænestol; men når ordene udtales, mens man knæler foran en sangha-menighed og gennemgår denne smerte, vil de udtrykke al den alvor, man bærer i hjerte og sind, og vægte meget tungere.
Ved at brænde sig selv siger en vietnamesisk munk med hele sin styrke [sic] og beslutsomhed, at han kan udholde den mest voldsomme lidelse for at beskytte sit folk. Men hvorfor skal han brænde sig selv til døde? Forskellen på at brænde sig selv og brænde andre til døde er kun et spørgsmål om grad, det er ikke en væsensforskel. En mand, der brænder sig selv for voldsomt, må dø. Det vigtige er ikke at tage sit eget liv, men at brænde. Det, han virkelig sigter mod at udtrykke, er vilje og beslutsomhed, ikke døden. Ifølge den buddhistiske tro begrænses livet ikke til en periode på 60 eller 80 eller 100 år: livet er evigt. Livet er ikke begrænset til denne krop: livet er altomfattende. At udtrykke viljestyrke ved at brænde sig selv kan derfor ikke sidestilles med at begå en destruktiv handling, men tværtimod en konstruktiv handling, nemlig at lide og dø for ens eget folks skyld. Dette er ikke selvmord. Selvmord er en selvdestruktiv handling, der skyldes følgende årsager:

• • Manglende mod til at leve og håndtere vanskeligheder

• • Nederlag over for livet og tabet af alt håb

• • Ønsket om ikke-eksistens (abhava)

Denne form for selvdestruktion betragtes i buddhistisk tankegang som en af de mest alvorlige kriminelle handlinger. Munken, der brænder sig selv, har hverken mistet modet eller håbet; ej heller ønsker han sig ikke-eksistensen. Tværtimod, han er særdeles modig og stræber efter noget godt i fremtiden. Han mener ikke, at han destruerer sig selv; han tror på, at hans egen selv-ofrende handling vil føre gode ting med sig for andre. […]
1. juni 1965
NHAT HANH

Thich Nhat Hanh er en vietnamesisk buddhistisk munk, der siden Vietnamkrigen har arbejdet for freden. I denne kilde forklarer han den buddhistiske praksis selv-ofring i form af selv-afbrænding for Martin Luther King, den berømte amerikanske præst, aktivist, humanist og leder af den amerikanske Borgerrettighedsbevægelse, der benyttede sig af ikke-voldelig civil ulydighed. Den buddhistiske munk beskriver selv-ofring som en form for protest, der bruges i ekstreme tilfælde, og som undgår at udøve vold mod andre. Han skriver desuden: ”Boddhisatvaen lod sit lys skinne omkring sig, så alle kunne se, som han kunne se, og gav dem muligheden for at se det ultimatives udødelige natur.”

Brev. Thich Nhat Hanh. ”På jagt efter menneskets fjende (henvendt til [pastor] Martin Luther King)”. I Nhat Nanh, Ho Tuong, Tam Ich, Bui Giang, Pham Cong Thien. Dialogue. Saigon: La Boi, 1965. S. 11-20. (oversættelse af Karen Bek-Pedersen, 2014)