Introduktion til Daoisme

Giovanni Lapis
Ca’ Foscari Universitetet i Venedig

Daoisme, også skrevet taoisme, er Kinas organiserede, indfødte religiøse system. Daoister har som mål at opnå Dao, den unavngivne kilde til livgivende vitalitet i et univers under konstant forandring. Daoister har som mål at bringe sig i harmoni med dette Dao, men metoderne hvorved målet realiseres er blevet revideret og genopfundet gennem hele daoismens 2000 år lange historie. Helt overordnet kan det beskrives som en mæglingsproces mellem kroppens, samfundets og universets energier. Daoismen har ikke nogen individuel grundlægger, såsom Jesus eller Buddha, og har heller ikke noget enkeltstående kernebudskab. Daoismens historier udviser snarere en kontinuerlig forandring. Faktisk er den menneskelige oplevelse af ændringer og forandring meget central i den daoistiske erfaring, på samme måde som troen på en evig gud er helt central i det jødisk-kristne-islamiske religiøse system. Til forskel fra en uforanderlig og usynlig stabilitet bag den stadige strøm af forandringer anerkender og helligholder daoister den dybe og mystiske kreativitet, som ligger i selve forandringen. Daoismen har to særlige kendetegn: det ene er repræsenteret ved de elitære traditioner i form af præster eller munke, som søger at opnå harmoni med Dao og at styrke kroppens virksomhed med det formål at opnå et langt liv samt åndelig transcendens. De dyrker desuden et komplekst hierarki af hellige magter, der er udstrømninger af Dao eller personlige guder, som efter sigende har en fortid som mennesker, der har opnået sammensmeltning med Dao. Disse præster eller munkes fællesskaber er integreret i lokalsamfundet og søges af ikke-indviede lægfolk. Disse elitetraditioner fokuserer på at vedligeholde og videregive de forskellige grenes læresætninger til udvalgte indviede. Hver af disse grene har sin egen historie og hellige autoritet. Men samtidigt inkluderer daoismen også den almindelige, kinesiske, religiøse tradition, som ikke bruger ret meget energi på religiøse udmærkelser. Inden for denne tradition er det ikke-indviede lægfolk, der giver templerne deres søgning for at bede om lykke, for at markere årstidernes skiften og for at udføre ritualer for de afdøde.