Engelsk
Spansk
Dansk
Tysk
Italiensk
Fransk
2. De største kristne fester og højtider
Den kristne kalender er baseret på den romerske kalender. Den fastsætter datoerne for kristne fester højtider, organiseret i forskellige cyklusser omkring en central fest. Rytmen for fester og højtider er den samme i alle kristne kirker, men de præcise datoer kan variere. Fra tidlig tid var den astronomiske udregning et vigtigt element i udviklingen af den kristne kalender, fordi den fastsatte datoen for påske, omkring hvilken alle de forskydelige helligdage var organiseret. Selv om den civile kalender stammer fra den kristne kalender, passer det liturgiske år – som organiserer cyklussen for fester – ikke med kalenderåret. I katolske og protestantiske kirker begynder den liturgiske cyklus med advent (fra det latinske adventus, som betyder “ankomst” eller “komme”). I ortodokse og østlige kirker starter den 1. September, hvilket var den første dag i kalenderåret i det Byzantinske Rige.
Et krybbespil
Photo from a private collection
This work is licensed under a Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivatives 4.0 International License.
.
Et krybbespil er en billedlig fremstilling af Jesus' fødsel med Jesusbarnet og den hellige familie, ofte forbundet med oksen og æslet (med reference til apokryfe skrifter), eller med hyrderne (med reference til Lukasevangeliet 2:8-16) og de hellige tre konger (med reference til Matthæusevangeliet 2:11). De første krybbespil blev set i kirker i det 15. og 16. århundrede. I tidligere tider deltog Frans af Assisi i 1223 i et levende krybbespil, inspireret af fromhedsskikke. Hengivenheden til krybbespillet har rødder i hengivenheden til Jesusbarnet, den Franciskanske spiritualitet og såkaldte Oratory Movement. Siden da spredtes det med Jesuitterme i Baroktidens Europa. I det 19. århundrede antog det en mere intim og familiær dimension, samtidig med at det blev blandet med populære og folkelige elementer relateret til jul, men ikke til specifikke religiøse forskrifter. Krybbespillet kom gradvist ind i folks hjem i mindre formater, som passede bedre til denne nye praksis, for eksempel såkaldte santons i Provence (figurer produceret i Provenceregionen i det sydøstlige Frankrig), mens kirker brugte figurer i naturlig størrelse. En miniatureverden af kunstværk og maleriske scener – og med Jesus' fødsel som kun ét element– åbnede vejen for sekulære og folkelige genanvendelser, med en stærk lokalkolorit visse steder.
Juletræet
In the public domain.
Juletræet har muligvis rødder i tidligere keltiske ritualer knyttet til vintersolhverv. Imidlertid har vi i dag kun kendskab til de skikke, der har deres begyndelse i reformationstidens religiøse rivaliseringer og som, ligsom krybbespillet, stammer folkelig traditioner uden forbindelse til dogmatiske forskrifter. Protestanterne anså krybbespillet med dets billedlige fremstillinger for at være for tæt på tilbedelsen af billeder og på grænsen til overtro. Derimod kunne de fortolke et træ (ofte en gran det østlige Frankrig) pyntet med røde æbler som et tegn på træet i Edens Have. Dette træ indgik i middelalderens mystiske teaterforestillinger om Jesus' fødsel. I det 16. århundrede begyndte folk fra Alsace (i det østlige Frankrig) at opsætte dette 'Edens træ' i deres hjem og dekorere det med røde kugler, små hvide kager (symboler på nadverens oblater) samt lys (som et symbol på Kristus, den nye Adam, verdens lys). I det 19. århundrede spredte denne skik sig til katolikker, som satte juletræet ved siden af krybbespillet. Senere hen blev juletræet sekulariseret: med en svagere religiøs symbolik end krybbespillet finder man det nu også uden for kristne kredse, som centrum i en populær højtid for alle.
Sankt Nicholas’ besøg om aftenen
På mange måder har traditionen forbundet med Sankt Nicholas udviklet sig side om side med traditionen for juletræet. Sankt Nicholas, som fejres den 6. december, var en vigtig figur i Belgien, i den germanske verden og i angelsaksiske lande. Som den hellige biskop af Myra i Anatolien og børns beskytter var han den folkelige, kristnede version af hedenske figurer, der deler gaver ud til børn midt om vinteren, for eksempel julenissen. Fra det 16. århundrede og fremad eksisterede Sankt Nicholas side om side med andre gavegivningsfigurer relateret til den 25. december, -for eksempel Julesnemanden i Frankrig, Fader Jul i England og Julemanden ('Weihnachtsmann') i Tyskland. I mellemtiden, under indflydelse af reformationen, blev figuren Sankt Nicholas sekulariseret. Han blev til Sinter Klaas i Holland, og han ankom til det amerikanske kontinent med den hollandske koloni, Nieuwe Amsterdam (som blev til New York). Et amerikansk digt fra 1823 kaldet ”Et besøg af Sankt Nicholas” inkluderede de fleste elementer af den moderne julemand. Sankt Nicholas havde mistet sine gejstlige karaktertræk (bispehue og bispestav), men han havde beholdt sit hvide skæg og sine røde klæder; han havde byttet sit æsel ud med en slæde trukket af otte rensdyr; hans opgave var nu at komme og dele gaver ud Juleaften. I midten af det 19. århundrede hjalp populære amerikanske og britiske aviser med at udbrede julemanden som en figur i deres illustrationer kædet sammen med julen. I 1931 blev den populære karakter en del af Coca-Colas reklamer, hvilket bidrog til videre udbredelse af figuren. Nogle katolikker har opfattet julemandens popularitet som en ”konkurrence” mod krybbespillet i dets religiøse betydning, men også denne populære figur er nu blevet sekulariseret, og fungerer uden religiøse referencer som hoveperson i en fest, der især retter sig mod børnene.
Image of Epinal
In the public domain
Opstandelsen
3Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, 4 at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, 5 og at han blev set af Kefas [Peter] og dernæst af de tolv. 6 Dernæst blev han set af over frem hundrede brødre på én gang […] 17 men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder.
1 Kor. 15, 3-6 ; 17.
Korintherbrev rummer den ældste reference til Jesus' opstandelse og den betydning denne havde for det stadig unge kristne fællesskab på denne tid. De første vers i uddraget nedenfor blev senere en bestanddel af trosbekendelsen.
Procession fra påskeugen ('den hellige uge') i Salamanca, Spanien
I Spanien indgår processioner arrangeret af broderskaber, nogle af dem med rødder tilbage til middelalderen, i den hellige uge (ugen før påskesøndag) Disse processioner udgør en bodshandling. Brødrene er iklædt nazareno, en bodsdragt, i nogle tilfælde med en kegleformet hætte. De bærer pasos, det vil sige en statue eller en gruppe af statuer, der skildrer Kristus, Jomfru Maria, en helgen eller en bestemt episode med relation til påskeugen.
Wikimedia Commons,
Usable under the conditions of the GNU Free Documentation License
Licensed under the
Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 unported
Image under the URL:
https://en.wikipedia.org/wiki/File:Semana_Santa_10.JPG
(30/03/2015)
Jomfru Marias dormition (“indsovning”)
Den 15. august fejrer de ortodokse og østlige kirker Jomfru Marias dormition (“indsovning”). Ordet “dormition” refererer til en fredfuld død og kan bruges om helgener, der ikke har lidt martyrdøden. I Jomfru Marias tilfælde døde hun, ifølge traditionen, fredeligt, hendes sjæl (repræsenteret som en miniaturefigur) blev budt velkommen med det samme af Kristus, og hun genopstod før hun steg til himmels.
Elfenbensplade lavet i Konstantinopel i slutningen af det 10. eller starten af det 11. århundrede. Musée national du Moyen Âge (National Museum of the Middle Ages), France
Wikimedia Commons, Usable under the conditions of the
GNU Free Documentation License
Public domain. Image under the URL: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Dormition_de_la_Vierge.JPG
(30/03/2015)
Jomfru Marias Himmelfart
I den katolske kirke er den 15. august datoen for Jomfru Marias himmelfart. Den katolske tradition adresserer ikke direkte spørgsmålet om hendes død. Begrebet ”himmelfart” refererer til idéen om, at hun blev ”løftet op” og steg til himmels i kød og sjæl, til forskel fra andre mennesker, som må vente til verdens ende med at erfare kødets opstandelse. I 1950 besluttede Pius XII (pave fra 1939 til 1958), at himmelfarten skulle være et dogme i den katolske kirke.
Painting by Michel Sittow (1449-1525), from the National Gallery of Art
Wikimedia Commons. Usable under the conditions of the GNU Free Documentation License
Public domain. Image under the URL: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Ascension_of_the_virgin_Michel_Sittow.jpg
(30/03/2015)
