2. Religionsvidenskabens historie og tilgange

Kilde 1

Xenofanes om religion

Mange af den senere, videnskabelige tilgangs træk har forløbere i antikkens Grækenland og i romersk kultur. Blandt andet finder man ofte en kritisk distance til deres egen religion samt en interesse i at sammenligne guder, ritualer og religioner foruden at diskutere årsagerne til ligheder og forskelle mellem dem. Filosoffen Xenofanes (ca. 580-485 f.v.t.) er berømt for at have udtalt, at hvis kvæg, heste og løver havde hænder og kunne male, ville de portrættere guder i deres eget billede, nøjagtigt ligesom mennesker gør.
Xenofanes kan ikke betragtes som ateist, men han forholdt sig kritisk over for sin tids dominerende religion – en polyteistisk religion med antropomorfe (’menneskelignende’) guder. Hans holdninger kan ses som kimen til senere teorier om religion, hvor det anses som et nøgleelement for mennesker at befolke verden med antropomorfe væsener af frygt for den skrækindjagende natur samt at kommunikere (eksempelvis via bøn og ofring) med naturens magter.
Xenofanes’ udsagn peger også hen imod det metodiske og kritiske udgangspunkt for religionsvidenskaben: Guder skabes af mennesker og samfund; ikke omvendt.


Kilde 2

INSIDER AND OUTSIDER

I studiet af religion er det vigtigt at være opmærksom på synspunktet. Der ligger en vigtig skelnen mellem på den ene side insiderens synspunkt (emic), som tilhører den religiøse person eller dem, der dyrker religionen, og på den anden side outsiderens synspunkt (etic), der tilhører forskeren eller akademikeren. Denne skelnen er vigtig, fordi religionsvidenskaben fordrer, at alle religioner og alle religiøse fænomener kan analyseres og sammenlignes fuldstændig neutralt og upartisk – også den, som forskeren selv er vokset op med. Mange forskere forsøger at nøje genbeskrive og forstå, hvorledes insidere selv udtrykker sig og opfatter ting. Som forsker må man imidlertid også gå et skridt videre og tolke og forklare religion med andre ord og på andre måder, end insidere ønsker eller er i stand til at gøre. Religionsforskning må analysere og forklare religion i henhold til mere overordnede teorier om mennesker og samfund samt i lyset af ens viden om andre religioner og religiøse fænomener.

Kilde 3

The scientific study of religion

Det videnskabelige studie af religion søger at underkaste religion og religiøse fænomener en analytisk, kritisk, pluralistisk og komparativ undersøgelse.
Analytisk-kritisk betyder, at religionen og forestillingen om religion studeres, tolkes og forklares i en historisk og kulturel kontekst, samt at religiøse udsagn, tekster, institutioner osv. ikke bare tages for pålydende, men underkastes den samme undersøgelse som ville være tilfældet for andre udsagn, tekster, institutioner osv. Dette betyder, at en teksts oprindelige formål må genetableres: Hvordan, hvornår og hvorfor blev den skrevet, og hvordan blev den forstået og brugt på det tidspunkt? Hvordan har senere generationer, inklusive de nuværende, tolket og brugt teksten på nye, anderledes og forskellige måder? Med sådan en tilgang bliver det tydeligt, hvordan på hinanden følgende generationer i hver sin historiske kontekst samt forskellige mennesker (lærde og almindelige folk, mænd og kvinder) skaber religionen gennem deres aktive tolkninger og forskellige måder at udnytte teksterne på. Som følge af dette afslører religionsvidenskaben religion som et dynamisk, historisk gruppe- og individuelt fænomen.
Pluralistisk og komparativt betyder, at religionsvidenskaben grundlæggende studerer alle religioner. Der er ingen antagelse om, at én religion er sand, og studierne er heller ikke baseret på én religions selvforståelse eller opfattelse af, hvad ægte religion er. Alle religioner behandles lige, både kvalitativt og metodisk. Desuden benyttes en analytisk og begrebsmæssig ramme, som ikke tilhører nogen bestemt religion, men er resultatet af pluralistiske, tværkulturelle og komparative studier af adskillige religioner og mange religiøse fænomener.
Fænomener som ritualer, myter, religiøse autoriteter, religiøse tekster og begreber om liv og død studeres komparativt. Analysen og tolkningen af et religiøst fænomen i en bestemt historisk kontekst (for eksempel den kristne dåb) kræver, at det konkrete fænomen ses i sammenhæng med lignende fænomener (såsom overgangsritualer eller initiering). Sammenligninger bruges ikke primært til at udpege ligheder mellem de historiske og kulturelle kontekster, men i lige så høj grad til at opdage forskellene mellem dem samt de religiøse, historiske og kulturelle årsager til disse forskelle.
En af de første religionsforskere, filologen og orientforskeren Max Müller (1823-1900), er kendt for at have sagt: ’Den som kender én, kender ingen’ – hvilket vil sige, at hvis man kun kender sin egen religiøse tradition, så ved man ikke, hvad man taler om. Man er begrænset af de kategorier og synspunkter, der findes i den kultur, man selv er vokset op i. Religiøs ekspertise kræver, at man kan oversætte mellem de mange forskellige religiøse sprog. Dette er religionsvidenskabens udgangspunkt. I dag er der dog en stigende bevidsthed om, at hvis religion ses som et sprog, så er der tale om et sprog med mange varianter, dialekter, slangord og gensidigt uforståelige ord. Det er et sprog, som tales meget anderledes blandt den religiøse elite i forhold til blandt almindelige mennesker, i byen og på landet, i nutidens og i antikkens verden, eller i Asien og i Europa.

Teksten er en omskrivning af et engelsksproget udkast til en indledning til Horisont – en tekstbog for danske gymnasieskoler, redigeret af lektorer Annika Hvithamar og Tim Jensen samt gymnasielærere Allan Ahle og Lene Niebuhr, udgivet af Gyldendal, København 2013. Den oprindelige indledning er skrevet af Annika Hvithamar og Tim Jensen.