Engelsk
Spansk
Dansk
Tysk
Italiensk
Fransk
1. Hvad er religionsfilosofi?
Religionsfilosofi
Mødet mellem filosofi og teologi i den vesteuropæiske middelalder gav anledning til diskussioner, der fortsat er aktuelle i dag. Heriblandt findes diskussioner om forholdet mellem tro og viden, spørgsmålet om, hvorfor en almægtigt og ubetinget god Gud kan tillade, at det onde findes i verden, samt spørgsmålet om den frie viljes mulige eksistens samtidig med, at Gud forudbestemmer alting.
Disse spørgsmål, der hovedsageligt stammer fra Vestens monoteistiske religioner, hører under hvad man kan kalde traditionelle temaer inden for religionsfilosofi. Andre traditionelle former for religionsfilosofi udgøres af filosoffers tænkning omkring religion generelt. Fremtrædende historiske eksempler på sådanne filosoffer indbefatter David Humes (1711-1767) teorier om religionens oprindelse og afstamning, Immanuel Kants (1724-1804) argumenter om at religiøse påstande ligger uden for, hvad der kan bevises, og Friedrich Nietzsches (1844-1900) anskuelse af religion som et magtfuldt redskab for de svage og en ”trøstende illusion”, hvis formål er at skjule realiteternes kaos.
Nyere filosofiske diskussioner om religion har fundet inspiration i, for eksempel, filosofiske sprogteorier. Samtidig med at dette har ført til refleksioner over betydning og sandhed i forhold til religiøs sprogbrug, vedrører refleksioner inden for politisk filosofi religionens rolle i forhold til det offentlige rum samt minoritetsrettigheder. Desuden har videnskabsfilosofien rejst spørgsmål om forholdet mellem religion og naturvidenskab, og de centrale debatter om teori og metode inden for religionsstudier kan belyses af filosofiske overvejelser.
I modsætning til det empiriske studie af religion arbejder religionsfilosofi også med såkaldt normative spørgsmål om forskellige religioners mulige sandhedsværdi. Således kan dette fag diskutere emner såsom spørgsmålet, om rituel slagtning af dyr er moralsk acceptabelt, eller om karmaloven kan være sand, når den fastslår, at en persons handlinger bestemmer, hvad der vil ske med vedkommende senere i livet.
Religionsfilosofiens metoder og målsætninger
Religionsfilosofi adskiller sig fra andre tilgange til religion, såsom sociologi eller religionshistorie, fordi fagets metoder ikke er primært empiriske. I stedet består metoderne i den filosofiske afklaring af begreber, analyser og vurderinger af argumenter og antagelser, teorier om forholdet mellem religion og moral, eller teorier om hvordan religion defineres. Alligevel kan grænsen mellem religionsfilosofi og det empiriske studie af religion være utydelig – ligesom tilfældet er for andre religionsvidenskabelige tilgange.
Karakteristisk for religionsfilosofien er dens interesse for spørgsmål om sandhedsværdien af religiøse teorier og postulater samt religiøse praksissers moralske værdi. Mens andre grene af religionsstudiet typisk – og ofte med henvisning til metodisk agnosticisme – forsøger at undgå at være normative eller foreskrevne og undlader at overveje, for eksempel, om hinduguddommene findes eller ej, eller om polygami er moralsk godt, tager religionsfilosofien sådanne emner op til diskussion.
Hvor eksempelvis en religionssociolog kan studere religionens rolle i det offentlige rum, vil religionsfilosoffen være mere tilbøjelig til at behandle emnet ud fra spørgsmålet, om religion burde findes i det offentlige rum eller ej.
Teologi er ligeledes interesseret i værdi og sandhed, og derfor finder nogle det svært at skelne mellem teologi og religionsfilosofi. Men i tilfælde som spørgsmål i stil med: ”Er det muligt at bevise Guds eksistens?” ligger der alligevel en forskel i, at teologien almindeligvis forventes at forudsætte sandhedsværdien i en bestemt religiøs tradition (som oftest kristendommen), hvorimod en filosofisk tilgang kan være mere grundlæggende kritisk og desuden kan studere alle mulige forskellige religiøse traditioner.
Figur: Forholdet mellem religionsstudier, religionsfilosofi og teologi:
Teksten er en omskrivning af et engelsksproget udkast til en indledning til Horisont – en tekstbog for danske gymnasieskoler, redigeret af lektorer Annika Hvithamar og Tim Jensen samt gymnasielærere Allan Ahle og Lene Niebuhr, udgivet af Gyldendal, København 2013. Den oprindelige indledning er skrevet af Annika Hvithamar og Tim Jensen ud fra et bidrag af Caroline Shaffalitzky de Muckadell.
Religionsfilosofi: normativitet, tro og viden
Religionsfilosofi kan være normativ. Det vil sige, at det ikke kun ønsker at beskrive, hvordan noget rent faktisk er, men også at vurdere dets mulige sandhedsværdi. Kan karmaloven være sand? Er rituel slagtning af dyr moralsk acceptabelt? Er det muligt at leve et meningsfuldt liv som medlem af den katolske kirke eller Scientology?
Et almindeligt tema inden for religionsfilosofi drejer sig om forholdet mellem tro og viden. Den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) tilhører en filosofisk tradition, der afviser forestillingen om, at man kan opnå viden om religiøs sandhed på samme måde, som man opnår viden om historiske forhold. Tværtimod mener han, at jo mere sikker og objektiv viden, man har om religiøse emner, desto mere stiller denne viden sig i vejen for det egentlige, nemlig troen. Han betragter troen som en subjektiv tilgang, en måde at leve på. Kierkegaard modsætter sig derfor traditionelle teologiske forsøg på at bevise Guds eksistens ad den ene eller anden vej.
Men ikke alle deler denne holdning, og andre religiøse tankesystemer henviser til kilder, der menes at kunne begrunde dem. Når naturvidenskaben teoretiserer om universets undergang, begrænser den sig til empiriske observationer og eksperimenter (og til de teoretiske konstruktioner, der kan binde dem sammen). Men hvordan kan religiøs tænkning retfærdiggøre forventningen om, at verden vil gå under? Her ser det ud til, at der må tages yderligere kilder i brug for at gøre påstanden plausibel:
- Traditioner som hævdes at være guddommelige: Man kan argumentere, at forventningen om universets undergang er blevet overleveret traditionelt (gennem myter og hellige skrifter) og ikke opnået som følge af menneskelig tænkning.
- Rapporteringer om åbenbaringer eller visioner: Man kan argumentere, at nogen har opnået viden om universets undergang via overnaturlige kommunikationsveje (for eksempel en åbenbaring eller en vision).
Imidlertid betragtes ingen af disse veje til erkendelse og viden normalt som pålidelige. Skal vi tro på, at verden går under i morgen, bare fordi en gammel myte påstår det, eller fordi nogen har haft en ”vision”? Hvis man argumenterede på den måde i andre sammenhænge (til eksempel at skolens tag vil falde sammen i morgen), ville vi være ret skeptiske. Desuden ved vi, at forskellige traditioner har modstridende myter og sære forudsigelser. Derfor fremstår visioner og traditioner ikke som de mest pålidelige kilder til viden.
Ikke desto mindre har filosoffer som eksempelvis William James (1842-1910) og William Alston (1921-2009) forsøgt at argumentere for, at der principielt ikke er noget, der taler imod disse måder at opnå viden på. De kan sammenlignes med at være clairvoyant. Det kan godt virke lidt uoverbevisende, at en gammel kone kan forudsige udfaldet af den lokale fodboldklubs næste kamp ved at kigge i sin krystalkugle; men hvad nu hvis hendes ”forudsigelser” viser sig at være korrekte 30 gange i træk? Vil man så blive nødt til at acceptere, at hun rent faktisk opnår viden ad denne vej? Principielt set er det muligt.
Teksten er en omskrivning af et engelsksproget udkast til en indledning til Horisont – en tekstbog for danske gymnasieskoler, redigeret af lektorer Annika Hvithamar og Tim Jensen samt gymnasielærere Allan Ahle og Lene Niebuhr, udgivet af Gyldendal, København 2013. Den oprindelige indledning er skrevet af Annika Hvithamar og Tim Jensen ud fra et bidrag af Caroline Shaffalitzky de Muckadell.
