Kritisk religionsfilosofi

Religionsfilosofiske studier forholder sig kritisk til religion i den forstand, at de anskuer og undersøger religiøse idéer og praksisser ud fra historiske, kulturelle, psykologiske og biologiske perspektiver og ved brug af videnskabelige metoder. Denne fremgangsmåde indebærer ikke nødvendigvis, at man har et negativt syn på religion, men blot at man er analytisk-kritisk i sin tilgang til religion. Faktisk antager mange forskere et fast standpunkt imod en antireligiøs tilgang og arbejder ihærdigt for (som nævnt ovenfor) at forblive neutrale. Målet med analytisk-kritiske studier af religion er derfor ikke at besvare de normative spørgsmål, der for eksempel omhandler en religiøs idés sandhed eller mangel på samme, eller spørgsmålet om en bestemt religiøs praksis burde afskaffes eller ej.
Tværtimod har religionsfilosofien en lang tradition for åbenlyst antireligiøs kritik af religion, af religiøse verdensanskuelser og af forskellige religioners værdier. Den kritiske religionsfilosofi har traditionelt set haft kristendommen som sit fokus, men i mange tilfælde er det muligt at udvide faget til også and omfatte andre religiøse systemer. En fremtrædende tilgang til religion, som også deles af mange religionsstudierelaterede tilgange, er baseret på reduktionistiske teorier, der kendetegnes ved at forklare religion ud fra noget andet. Nogle peger på psykologiske årsager, andre på menneskets sociale eller biologiske udvikling. Reduktionistiske teorier har forskellige forklaringer på, hvorfor folk har religion. For nogle filosoffer – i modsætning til de fleste religionsforskere – har målet med den reduktionistiske teori været at fremsætte et negativt syn på religion; men for andre, såsom Hume, er det kritiske og antireligiøse potentiale først for alvor blevet udfoldet af senere teoretikere.

Kritiske religionstænkere

	David Hume	Ludwig Feuerbach	Karl Marx	Friedrich Nietzsche	Richard Dawkins
Datoer	1711-76	1804-72	1818-83	1844-1900	1941-
Form for reduktionisme	Psykologisk	Psykologisk-antropologisk	Social-økonomisk	Ideologisk-idéhistorisk	Kognitiv og ideologisk
Syn på religion	Tilsyneladende neutral	Positiv	Negativ	Negativ	Negativ
Vigtigste kritikpunkter	Religion er resultatet af menneskelig uvidenhed, frygt og forsøg på at kontrollere det ukendte.	Religion opstår, når mennesket projicerer sine egne idealer, som om de var selvstændigt eksisterende begreber.	Religion er folkets opium. Den er i sig selv en form for undertrykkelse, men den tilslører også den generelle undertrykkelse i samfundet.	Religion er en illusion. Svage mennesker bruger den til at tæmme de stærke med og til at forlige sig med den kaotiske virkelighed. Nietzsche ønskede at afsløre ”Guds død” for dermed at aflive illusionen.	Religion er en virus, der nasser på menneskers biologisk bestemte kognitive åndsevner.

Reduktionisme

Reduktionisme er en grundlæggende omstændighed for al videnskab: Forklaringer fokuserer på de basale elementer frem for at give en en-til-en beskrivelse (sådan som et landkort er nødt til at gøre). Der findes mange slags reduktionistiske teorier inden for religionsstudier. En religionsteori er reduktionistisk, når den baserer sin forklaring på noget andet end religionen selv (såsom social- eller evolutionsteori).

Reduktionisme og religionssyn

Reduktionistiske teorier er ofte (men ikke altid) kritiske over for religion, fordi de gør den religiøse dimension overflødig – som for eksempel når Freud (1856-1939) siger, at Gud blot er en projiceret faderfigur. Der findes imidlertid reduktionistiske teorier med positive syn på religion; nogle teoretikere mener således, at religiøse valg skal forstås som resultatet af rationelle overvejelser: Folk går ind i et religiøst tilhørsforhold på grundlag af, hvad de forskellige religioner kan tilbyde (med hensyn til evigt liv eller muligheden for at undslippe genfødslens hjul).

Teksten er en omskrivning af et engelsksproget udkast til en indledning til Horisont – en tekstbog for danske gymnasieskoler, redigeret af lektorer Annika Hvithamar og Tim Jensen samt gymnasielærere Allan Ahle og Lene Niebuhr, udgivet af Gyldendal, København 2013. Den oprindelige indledning er skrevet af Annika Hvithamar og Tim Jensen ud fra et bidrag af Caroline Shaffalitzky de Muckadell.