Introduktion til Religionsstudier: Komparativ Religion

Sprog
- Engelsk
- Spansk
- Dansk
- Tysk
- Italiensk
- Fransk

1. Komparativ religion (eller religionsfænomenologi)

Kilde 1

Begreber og klassifikationer

Kombinationen med samt vigtigheden af historiske og komparative tilgange og metoder betyder, at religionsstudiet også kan kaldes for religionshistorie og for komparativ religion. På den ene side er religioner vidt forskellige fra hinanden, hver især udspringer af, udvikles i og formes af en bestemt historisk (og dermed også social, politisk og økonomisk) kontekst. På den anden side findes der reelt tilbagevendende tværkulturelle og tværhistoriske aspekter, som kan spores, når nutidige og fortidige religioner samt religioner fra hele verden, store som små, sammenlignes med hinanden. Der er derfor adskillige gode grunde til at studere sådanne aspekter systematisk og komparativt. Nogle af de vigtigste begreber og klassifikationer nævnes her:

1. Myter En type fortællinger, der kan udtrykkes mundtligt, skriftligt, i billedform og i ritualer

2. Ritualer En type handlinger, der kan kombineres i eksempelvis jævnlige og gentagne former for gudsdyrkelse, eller en type handlinger, der udføres som individuelle ritualer, såsom:

Årstidsritualer og fester: religiøse fester og simple ritualer relateret til årstidernes gang, vigtige for landbrug og kvæghold samt samfund knyttet til disse; fornyelsen af tiden, mennesker, den sociale orden og forholdet til det guddommelige; inkluderer højtider som nytår, pesach og ramadanen.
Kriseritualer: kulter og ritualer knyttet til krisesituationer (akutte eller tilbagevendende), såsom sygdom, fejlslagent fiskeri eller tørke.
Overgangsriter og initiering som dramatiserer overgang via hellig tid og hellige steder, såsom overgangen fra barn til voksen, fra ugift til gift, fra liv til død eller fra en almindelig person til en religiøs specialist.
Kollektive og private ritualer, altså ritualer udført sammen med andre og måske til fælles gavn samt ritualer udført af individet, måske til gavn for hans eller hendes egen familie.

3. Hellige eller religiøse steder og bygninger, der også kan kaldes kultsteder, fordi kollektive ritualer og fælles gudsdyrkelse finder sted der med jævne mellemrum. Deltagerne kan opfatte dem som og/eller gøre dem til hellige steder.

4. Det hellige:
I princippet er der ingen grænser for, hvad der kan opfattes og behandles som ”helligt” i verdens religioner, historiske og nuværende.
Naturfænomener, visse mennesker, bestemte menneskelige handlinger, særlige tidspunkter, steder og skrifter kan betragtes som og behandles som hellige og dermed opnå en speciel status i sammenligning med det, der ikke er helligt – altså det ”profane” (fra latin profanum, ’foran templet’, ’uden for helligdommen’). Den klassiske religionsfænomenologi så det hellige som grundlaget for al religion, men ligesom ”religion” har det ”hellige” ikke særstatus i og med sig selv. Nogen betragter noget som helligt eller gør noget helligt – og forvandler det dermed til noget, der indgyder respekt, og som er en kilde til autoritet.

Dette sker som regel på én af følgende to måder eller som en kombination af dem begge:

I diskurs eller tale: for eksempel i myter, hvor frem for alt fortællingen tildeler steder, personer, regler, bøger, fællesskaber og institutioner status og autoritet.
I praksis: eksempelvis gennem ritualer. Ved at overholde påbud og forbud kan man vise såvel som vedholde, at noget er eller burde være helligt.

Teksten er en omskrivning af et engelsksproget udkast til en indledning til Horisont – en tekstbog for danske gymnasieskoler, redigeret af lektorer Annika Hvithamar og Tim Jensen samt gymnasielærere Allan Ahle og Lene Niebuhr, udgivet af Gyldendal, København 2013. Den oprindelige indledning er skrevet af Annika Hvithamar og Tim Jensen ud fra bidrag af J. Podemann Sørensen.

Kilde 2 Billede 1