2. Myte
Introduktion til begrebet myte
Myte (en bestemt type fortælling, som religionsforskeren og nogle gange også udøveren af den pågældende religion betragter som særlig på grund af dens indhold, form og implicitte eller eksplicitte formål) er ofte en fortælling, der omhandler verdens begyndelse samt alt, hvad der er vigtigt i verden og i samfundet. Myten danner grundlaget for den verden, som menneskene, der fortæller myten, lever i. En fortælling kan kaldes en myte, når de omtalte begivenheder finder sted i en verden, som ikke helt ligner den, der følger efter begivenhederne. Den udspiller sig således ikke i, hvad man kunne kalde ”forhistorisk tid”, men i ”urtiden” – en tid før tiden og historien opstod.
En myte er en fortælling, der omhandler forbindelsen mellem de tidligste tider og nutiden. De tidligste tider går forud for tiden og er dermed fundamentalt anderledes i forhold til nutiden, ofte dens modsætning: et kaos (fra græsk chaos) hvor grundlæggelsen af verden endnu ikke har fundet sted. Dette sker i myten, og det nye kosmos bliver idealet for nutidens orden i naturen og i samfundet. Der findes forskellige slags myter, men de har alle det til fælles, at de forklarer, hvordan noget blev til og fik sine særlige kendetegn og sin status, hvilket vil sige de kendetegn og den status, som det har haft lige siden.
De fire hovedkategorier af myter er:
- Kosmogonier: Myter om skabelsen og sammensætningen af den første verden (i mange myter er der faktisk ikke noget ’intet’ før verdens skabelse, men derimod en ufærdig verden, som bliver struktureret og formet af guder eller andre urvæsener).
- Teogonier: Myter om gudernes oprindelse.
- Antropogenier: Myter om menneskets oprindelse eller om forvandlingen af de første væsener til mennesker.
- Eskatologier: Myter om verdens ende.
Teksten er en omskrivning af et engelsksproget udkast til en indledning til Horisont – en tekstbog for danske gymnasieskoler, redigeret af lektorer Annika Hvithamar og Tim Jensen samt gymnasielærere Allan Ahle og Lene Niebuhr, udgivet af Gyldendal, København 2013. Den oprindelige indledning er skrevet af Annika Hvithamar og Tim Jensen ud fra bidrag af J. Podemann Sørensen.
Purusha-hymnen, Rig Veda 10:90
- Thousand-headed is Purusa,
Thousand eyed, Thousand-footed.
Having covered the earth on all sides, he stood above it
The width of ten fingers. - Only Purusa is all this,
That which has been and that which is to be.
He is the lord of immortality,
Which he outgrows by means of food. - So great is his size, and
Mightier is the man.
A quarter of whom are all creatures,
Three quarters is the immortal in heaven. - With three quarters the man went up,
A quarter of him came back to the world down here.
From that, he stretched himself in all directions
to that which eats and that which does not eat. - From that part *Viraj was born,
From Viraj mankind. When he was born,
he towered over the earth,
from front and rear. - When the gods sacrificed,
with the man as the offering,
the spring was his melted butter
summer his firewood.
Autumn his sacrifice. - This man, born in the beginning,
They sprinkled him, as an offering on the straw.
With him the gods, *the Sādhyas
And *the prophets. - From this sacrifice, when it was done,
The clotted butter was gathered.
They used it for the animals in the air,
Wild- and domesticated animals.
- When it was completely sacrificed,
mantras and songs were born thereof,
Meters were born of it
and the sacrificial formulae. - From this the horses and all animals
who have two rows of teeth.
Cattle was born of it and
goats and sheep. - Then they split the man, in how many
Parts did they split him? What was his mouth
Used for? What were his two arms,
thighs and feet called? - The Brahman was his mouth,
His two arms were created to be the Warrior,
his two thighs became the Vaisya,
from his two feet the Sūdra was born - The moon proceeded from his mind.
The sun arose from his eye
from his mouth Indra and Agni.
From his breath was born Vayu. - From his navel, space was made.
From his head heaven developed.
From his two feet sprang the ground,
from his two ears the directions.
Thus all the realms were fathomed. - His fencing sticks were seven,
three times seven woodpiles were made
then the gods sacrificed and tied
The man as an offering. - With the offering, the gods sacrificed to the sacrifice.
These were the first rules.
These forces reached the sky,
where the old sādhyas, the gods, are.
* Viraj er, ligesom Purusha, et urvæsen, somme tider betragtet som en kvindelig pendant til Purusha.
* Sadhyas: en gruppe guder der personificerer riter og bønner i de hellige Vedatekster.
* Prophets (eller rishis): de vise sagnhelte der siges at have komponeret vedaernes sange.
Denne tekst stammer fra Rig Veda, en stor samling af sange, der bruges i kultisk sammenhæng og særlig i forbindelse med ofringer. De ældste dele af Rig Veda stammer sandsynligvis fra mundtlige traditioner, der går tilbage til 1400 f.v.t., en tid hvor der ikke fandtes noget skriftsprog i Indien. Teksten, som vi har den her, er formentlig ikke meget ældre end 700 f.v.t. De sene dele af Rig Veda er produceret af en højt specialiseret præstestand, der har gjort sig meget intense og meget universale tanker om kulten og ofringerne som noget, der holder verden i gang.
Første Mosebog 1:1-31
1 I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.
2 Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.
3 Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys.
4 Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.
5 Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.
6 Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete;
7 Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen.
8 Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.
9 Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete.
10 Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt.
11 Gud sagde: »Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.« Og det skete;
12 jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt.
13 Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag.
14 Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år,
15 og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete;
16 Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne.
17 Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden,
18 til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt.
19 Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag.
20 Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete;
21 Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt.
22 Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!«
23 Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag.
24 Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete;
25 Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.
26 Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.«
27 Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.
28 Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!«
29 Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde.
30 Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete.
31 Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.
Gen.1,1-31, The Bible, The Official King James Bible Online
http://www.kingjamesbibleonline.org/ (Retrieved 13/1-2014)