1. Introduktion til nutidens religiøse pluralisme

Kilde 1

Religiøse tilhørsforhold i Europa ifølge en EVS-undersøgelse fra 2008

Tilhører du en religiøs trosretning?

(% af gyldige svar)
Ja 76. 4
Nej 23.6
I alt 100.0

Denne undersøgelse af europæiske værdier, udført i 2008 i 47 lande*, viser, at mere end tre fjerdedele af befolkningen i Europa fortsat identificerer sig med en religion – dog med forbehold for at dette kan repræsentere vidt forskellige forpligtelser og praksisser landene imellem.
Hvilken religiøs trosretning tilhører du?

(% af gyldige svar)
Romersk-katolsk 36.7
Protestant 14.5
Frikirke / evangelisk 0.6
Jøde 0.2
Muslim 15.0
Hindu 0.1
Buddhist 0.1
Ortodoks 30.6
Andet 2.3
I alt 100.0

*Denne EVS-undersøgelse (European Values Study) fra 2008 blev foretaget i 47 europæiske lande: Albanien, Armenien, Aserbajdsjan, Belgien, Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Georgien, Grækenland, Holland, Hviderusland, Island, Irland, Italien, Kosovo, Kroatien, Letland, Litauen, Luxemburg, Makedonien, Malta, Moldova, Montenegro, Nordcypern, Nordirland, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Rusland, Schweiz, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ukraine, Ungarn, Østrig.

af EUREL. Sociologiske og juridiske data om religioner i Europa.
Oprettet: Februar 2014
http://www.eurel.info/spip.php?rubrique574&lang=en

Denne tabel, de to landkort og billedet giver et overblik over den religiøse og denominationelle (dvs. internt i forhold til en bestemt trosretning) diversitet i det europæiske område (de 47 lande som er medlem af Europarådet).
Tabellen viser, at tre fjerdedele af den europæiske befolkning erklærer sig selv som værende i besiddelse af et religiøst tilhørsforhold (procentdelen ville være mindre, hvis man kun forholdt sig til tallene fra de lande, der er medlem af EU). En anden statistik viser, at den højeste grad af denne form for religiøsitet findes i Polen, Tyrkiet og Rumænien, mens den laveste grad findes i Sverige, Tjekkiet og Holland. Bemærk at det at angive et tilhørsforhold til en religion ikke er det samme som at have en religiøs tro eller udføre religiøse praksisser. Tallene for religiøse tilhørsforhold danner et billede af religiøse identiteter, der ofte hænger sammen med (og eksisterer under indflydelse fra) nationale eller etnisk-nationale identiteter.
Desuden viser tabellen, at de to største trosretninger er romersk katolicisme (hovedsageligt i Vest- og Sydeuropa) samt ortodoks kristendom (i Rusland og Sydøsteuropa). Islam og protestantisme ligger dernæst på en stort set delt tredjeplads (Islam i Tyrkiet og nogle balkanlande, protestantisme fortrinsvis i Nord- og Centraleuropa). Bemærk at et tilsvarende kort over EU-landene for sig ville give et meget anderledes billede, med katolicisme og protestantisme som de to største religioner.
Sammenligning med kilde 2a og 2b giver en forståelse af, hvordan den muslimske tilstedeværelse i Europa har udviklet sig. Kort 2a viser det, man kan kalde den traditionelle muslimske del af Europa: de lande hvor denne religion udgør et flertal; mens kort 2b viser de lande, der nu har de største muslimske befolkninger (eller mere præcist udtrykt: befolkninger der har en muslimsk kulturarv, men som ikke nødvendigvis er troende muslimer). Forskellen er slående i forhold til på den ene side lande som Frankrig, Tyskland og Sverige – og i mindre grad Storbritannien, Italien og Spanien – hvor de muslimske befolkninger fortrinsvis skyldes nyere indvandring (for Centraleuropas vedkommende i 60erne, for Sydeuropas 80erne og 90erne), og på den anden side dele af Østeuropa (Rusland og Balkan), hvor den muslimske tilstedeværelse har en lang historisk baggrund.
Hvad angår de asiatiske lande, hvor det primært er de forskellige grene af hinduisme og buddhisme, der dominerer, er de fleste med muslimsk kulturel baggrund nylige indvandrere (i Vesteuropa, men ikke Østeuropa).

Kilde 2a

Kort over områder med muslimsk flertal i Europa

map

Denne tabel, de to landkort og billedet giver et overblik over den religiøse og denominationelle (dvs. internt i forhold til en bestemt trosretning) diversitet i det europæiske område (de 47 lande som er medlem af Europarådet).
Tabellen viser, at tre fjerdedele af den europæiske befolkning erklærer sig selv som værende i besiddelse af et religiøst tilhørsforhold (procentdelen ville være mindre, hvis man kun forholdt sig til tallene fra de lande, der er medlem af EU). En anden statistik viser, at den højeste grad af denne form for religiøsitet findes i Polen, Tyrkiet og Rumænien, mens den laveste grad findes i Sverige, Tjekkiet og Holland. Bemærk at det at angive et tilhørsforhold til en religion ikke er det samme som at have en religiøs tro eller udføre religiøse praksisser. Tallene for religiøse tilhørsforhold danner et billede af religiøse identiteter, der ofte hænger sammen med (og eksisterer under indflydelse fra) nationale eller etnisk-nationale identiteter.
Desuden viser tabellen, at de to største trosretninger er romersk katolicisme (hovedsageligt i Vest- og Sydeuropa) samt ortodoks kristendom (i Rusland og Sydøsteuropa). Islam og protestantisme ligger dernæst på en stort set delt tredjeplads (Islam i Tyrkiet og nogle balkanlande, protestantisme fortrinsvis i Nord- og Centraleuropa). Bemærk at et tilsvarende kort over EU-landene for sig ville give et meget anderledes billede, med katolicisme og protestantisme som de to største religioner.
Sammenligning med kilde 2a og 2b giver en forståelse af, hvordan den muslimske tilstedeværelse i Europa har udviklet sig. Kort 2a viser det, man kan kalde den traditionelle muslimske del af Europa: de lande hvor denne religion udgør et flertal; mens kort 2b viser de lande, der nu har de største muslimske befolkninger (eller mere præcist udtrykt: befolkninger der har en muslimsk kulturarv, men som ikke nødvendigvis er troende muslimer). Forskellen er slående i forhold til på den ene side lande som Frankrig, Tyskland og Sverige – og i mindre grad Storbritannien, Italien og Spanien – hvor de muslimske befolkninger fortrinsvis skyldes nyere indvandring (for Centraleuropas vedkommende i 60erne, for Sydeuropas 80erne og 90erne), og på den anden side dele af Østeuropa (Rusland og Balkan), hvor den muslimske tilstedeværelse har en lang historisk baggrund.
Hvad angår de asiatiske lande, hvor det primært er de forskellige grene af hinduisme og buddhisme, der dominerer, er de fleste med muslimsk kulturel baggrund nylige indvandrere (i Vesteuropa, men ikke Østeuropa).

CC BY-SA 3.0
Image under URL: http://en.wikipedia.org/wiki/Islam_in_Europe#/media/File:IslamInEurope.png

Kilde 2b

Islam i Europa, målt i procenter af de forskellige landes befolkninger

map

Muslimske befolkninger i procenter i Europa, 2010:

map

Denne tabel, de to landkort og billedet giver et overblik over den religiøse og denominationelle (dvs. internt i forhold til en bestemt trosretning) diversitet i det europæiske område (de 47 lande som er medlem af Europarådet).
Tabellen viser, at tre fjerdedele af den europæiske befolkning erklærer sig selv som værende i besiddelse af et religiøst tilhørsforhold (procentdelen ville være mindre, hvis man kun forholdt sig til tallene fra de lande, der er medlem af EU). En anden statistik viser, at den højeste grad af denne form for religiøsitet findes i Polen, Tyrkiet og Rumænien, mens den laveste grad findes i Sverige, Tjekkiet og Holland. Bemærk at det at angive et tilhørsforhold til en religion ikke er det samme som at have en religiøs tro eller udføre religiøse praksisser. Tallene for religiøse tilhørsforhold danner et billede af religiøse identiteter, der ofte hænger sammen med (og eksisterer under indflydelse fra) nationale eller etnisk-nationale identiteter.
Desuden viser tabellen, at de to største trosretninger er romersk katolicisme (hovedsageligt i Vest- og Sydeuropa) samt ortodoks kristendom (i Rusland og Sydøsteuropa). Islam og protestantisme ligger dernæst på en stort set delt tredjeplads (Islam i Tyrkiet og nogle balkanlande, protestantisme fortrinsvis i Nord- og Centraleuropa). Bemærk at et tilsvarende kort over EU-landene for sig ville give et meget anderledes billede, med katolicisme og protestantisme som de to største religioner.
Sammenligning med kilde 2a og 2b giver en forståelse af, hvordan den muslimske tilstedeværelse i Europa har udviklet sig. Kort 2a viser det, man kan kalde den traditionelle muslimske del af Europa: de lande hvor denne religion udgør et flertal; mens kort 2b viser de lande, der nu har de største muslimske befolkninger (eller mere præcist udtrykt: befolkninger der har en muslimsk kulturarv, men som ikke nødvendigvis er troende muslimer). Forskellen er slående i forhold til på den ene side lande som Frankrig, Tyskland og Sverige – og i mindre grad Storbritannien, Italien og Spanien – hvor de muslimske befolkninger fortrinsvis skyldes nyere indvandring (for Centraleuropas vedkommende i 60erne, for Sydeuropas 80erne og 90erne), og på den anden side dele af Østeuropa (Rusland og Balkan), hvor den muslimske tilstedeværelse har en lang historisk baggrund.
Hvad angår de asiatiske lande, hvor det primært er de forskellige grene af hinduisme og buddhisme, der dominerer, er de fleste med muslimsk kulturel baggrund nylige indvandrere (i Vesteuropa, men ikke Østeuropa).

Billede hentet fra https://en.wikipedia.org/wiki/Islam_in_Europe#/media/File:Islam_in_Europe-2011.svg
(24/07/2015)
CC BY-SA 3.0
Tabeloplysninger hentet fra:
http://www.pewforum.org/2011/01/27/table-muslim-population-by-country/

Kilde 3

Tre religiøse bygninger side om side i den samme by, Bosanska Krupa, i Bosnien

map

Bosanska Krupa er en lille by i Bosnien-Hercegovina, en stat der opstod efter Jugoslaviens opløsning i 1990erne, som karakteriseres ved sameksistensen af tre religiøse grupper: katolicisme, ortodoks kristendom og Islam. Derfor har denne by en katolsk kirke, en ortodoks kirke og en moské. Hver af disse trosretninger knytter an til en national-etnisk befolkningsgruppe: kroatisk for katolikkers vedkommende, serbisk for ortodokses og bosniakisk for muslimers (bemærk at betegnelsen ’bosniakisk’ hentyder til denne subnationale identitet, mens betegnelsen ’bosnisk’ hentyder til statsborgerskab i landet Bosnien-Hercegovina). Denne religiøse pluralitet er en historisk arv, som har rødder i det, at det område, der i dag udgør Bosnien, var skæringspunkt mellem den latinske og den græske del af Romerriget. Den muslimske befolkningsgruppes tilstedeværelse skyldes de slaviske folks konvertering til Islam i den osmanniske periode (1400- til 1800-tallet). Under den bosniske krig (1992-1995) blev mange religiøse bygninger, der tilhørte minoritetsgrupper, ødelagt af den dominerende etniske gruppe i området (således moskéer i områder domineret af serbere og vice versa) i forbindelse med en ’etnisk udrensning’, der medførte et utal af grusomheder. Denne krig, som fandt sted for ikke ret lang tid siden, minder på mange måder om de religionskrige, der har hærget det europæiske kontinent i historiens løb. I dag er freden mellem de forskellige befolkningsgrupper stadig skrøbelig i en sådan grad, at Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) har udpeget en højkommissær i Bosnien, som har beføjelser til at annullere enhver lov eller forordning, der kunne true balancen mellem landets tre befolkningsgrupper.

Fotografi af Mazbln – eget værk
Tilladelse i kraft af CC BY-SA 3.0 via Wikimedia Commons
Billede hentet fra:
http://commons.wikimedia.org/wiki/File:Bosanska_Krupa_Churches.JPG#/media/File:Bosanska_Krupa_Churches.JPG