4. Religion og lov i europæiske storbyer

Indledning
I denne de liberale demokratiers tid er politiske beslutninger på nationalt plan nødt til at respektere nogle grundlæggende rettigheder i alle henseender: i udviklingen og fastlæggelsen af politiske principprogrammer, i lovgivningen, i implementeringen af politiske beslutninger osv. Med andre ord udgør disse fundamentale rettigheder den ydre ramme inden for hvilken nationer ’arbejder’ og udvikler deres politik, lovgivning og relaterede praksisser. Dette gælder også med hensyn til den støt voksende religionsdiversitet, som de konfronteres med.





Kilde 1

Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, artikel 18

”Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.”

http://www.ohchr.org/EN/UDHR/Documents/UDHR_Translations/dns.pdf
http://unesdoc.unesco.org/images/0015/001518/151830eo.pdf


Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (på engelsk: The Universal Declaration of Human Rights, UDHR) er den første internationale erklæring om menneskerettigheder; andre ældre erklæringer gjaldt kun på nationale plan. Denne tekst er en ikke-bindende erklæring vedtaget af FNs generalforsamling i Paris i 1948 – delvis som reaktion på de grusomheder og massive krænkelser af menneskerettigheder, der fandt sted i forbindelse med anden verdenskrig. Verdenserklæringen om Menneskerettigheder opfordrer medlemsstaterne til at fremme en række menneskelige, civile, økonomiske og sociale rettigheder, idet den bedyrer, at disse rettigheder er en del af ”grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden”.
Artikel 18 fremstiller princippet om tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed. Den er udgangspunktet for alle internationale tekster om emnet.
Her reduceres religion ikke til gudsdyrkelse alene, tværtimod proklamerer teksten, at samvittigheds- og religionsfrihed ikke kun er en rettighed for det enkelte menneske (til at have en religion eller lade være), men at denne rettighed netop også kan manifestere sig i kollektiv gudsdyrkelse og i undervisning. Enhver lov, der uden god grund (så som opretholdelsen af offentlig ro og orden) indskrænker individuelle eller kollektive udtryk for religiøs overbevisning, vil være i strid med erklæringen.
Denne artikel har vist sig problematisk for nogle islamiske lande (såsom Saudi-Arabien, der afstod fra at godkende erklæringen ved afstemningen), fordi den giver lov til at skifte religion – en mulighed der strider imod islamisk lov (shariah), ifølge hvilken muslimske troende ikke har lov til at forlade Islam og skal betragtes som ’frafaldne’, hvis de gør.
Håndhævelsen af tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed sikrer lighed for alle borgere i en demokratisk stat, uanset om de tilhører en religion, en tro eller et trosorienteret samfund eller ej. Dette fordrer dog ikke, at staten i sig selv skal være religiøst uafhængig. I nogle europæiske lande, såsom England og Danmark, har én bestemt kirkelig retning officiel status, men uden af den pågældende tros tilhængere nyder flere eller andre privilegier end andre borgere.
FN promoverer derudover tolerance: tolerance er accepten af andre i gensidig respekt og forståelse. UNESCOs erklæring om toleranceprincipper (Declaration of Principles on Tolerance) definerer tolerance som ”en aktiv holdning” (an active attitude) samt et ”ansvar der opretholder menneskerettigheder, pluralisme (inklusive kulturel pluralisme), demokrati og retssikkerheden” (responsibility that upholds human rights, pluralism [including cultural pluralism], democracy and the rule of law). I kraft af denne erklæring forpligter medlemsstaterne sig til at ”fremme og gennemføre programmer for samfundsvidenskabelig forskning og uddannelse rettet mod tolerance, menneskerettigheder og ikke-vold” (support and implement programmes of social science research and education for tolerance, human rights and non-violence) samt ”at uddanne omsorgsfulde og ansvarlige borgere, som er åbne over for andre kulturer, i stand til at værdsætte frihedens værdi og respektere menneskelig værdighed og forskellighed samt i stand til at afværge konflikter eller løse dem på ikke-voldelig facon” (educating caring and responsible citizens open to other cultures, able to apprecaite the value of freedom, respectful of human dignity and differences, and able to prevent conflicts or resolve them by non-violent means). Declaration of Principles on tolerance (UNESCO, 1995)

Kilde 2

EU's retningslinjer om fremme og beskyttelse af religions- og trosfrihed, § 31

Foreign Affairs Council meeting – Luxembourg, 24 June 2013
De nye retningslinjer etablerer vidtrækkende, praktiske redskaber verden over for EU-embedsmænd, delegationer og medlemsstaternes ambassader med hensyn til at forstå, overvåge og fremme tros- og religionsfrihed samt skabe opmærksomhed omkring denne rettighed i tredje lande. Retningslinjerne styrker EU's muligheder for at forsvare religionsfrihed både ved at reagere på krænkelser af religionsfrihed og ved at takle de strukturelle årsager, der fører til krænkelser af denne art:
31. Freedom of religion or belief and the freedom of expression are interdependent, interrelated and mutually reinforcing rights, protecting all persons – not religions or beliefs in themselves – and protecting also the right to express opinions on any or all religions and beliefs. Censorship and restrictions on the publication and distribution of literature or of websites related to religion or belief are common violations of both of these freedoms, and impair the ability of individuals and communities to practice their religion or belief. Limitations to the right to express opinions on religion or belief are a source of great vulnerability for people belonging to religion or belief minorities, but also affect majorities, not least persons holding non-traditional religious views. Taken together, freedom of religion or belief and freedom of expression play an important role in the fight against all forms of intolerance and discrimination based on religion or belief.

Rådet for den Europæiske Union
EU Guidelines on the promotion and protection of freedom of religion or belief

Den 24. juni 2013 vedtog Rådet for den Europæiske Union EU's retningslinjer om fremme og beskyttelse af religions- og trosfrihed, hvori det bekræftes, at Rådet forpligter sig til at fremme religions- og trosfrihed i sin menneskerettighedspolitik. Disse retningslinjer giver EU-embedsmænd og medlemsstater praktisk vejledning om, hvordan krænkelser af religions- og trosfrihed forebygges, hvordan konkrete sager analyseres, og hvordan der effektivt kan sættes ind mod krænkelser, uanset hvor de bliver begået, med henblik på at fremme og beskytte denne frihed i EU's eksterne handlinger. De klarlægger desuden EU's position med hensyn til neutralitet ved at fremføre, at EU ”ikke betænker de forskellige religioners eller trosretningers værdier, eller mangel på samme, men sikrer, at retten til at tro eller ikke tro, håndhæves. EU er upartisk og er ikke rettet ind efter nogen bestemt religion eller trosretning”, (does not consider the merits of the different religions or beliefs, or the lack thereof, but ensures that the right to believe or not to believe is upheld. The EU is impartial and is not aligned with any specific religion or belief). Retningslinjerne henviser til artikel 18 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (kilde 1) og tilføjer flere detaljer i forhold til både religionsfrihed og ytringsfrihed som ethvert menneskes fundamentale rettigheder. Paragraf 31 understreger den gensidige afhængighed mellem ytringsfrihed og religionsfrihed og fremfører, at retten til at udtrykke kritiske holdninger til religion som sådan eller til specifikke overbevisninger skal beskyttes ved lov. En vigtig detalje at hæfte sig ved er, at denne rettighed tildeles personer, men ikke religiøse systemer eller religioner som helheder. Denne detalje skaber forståelse for, hvordan domstolene håndterer retssager i forhold til, om det er religiøse individer eller religiøse institutioner, der skal forsvares. I sin håndtering af religions- og trosfrihed har EU opmærksomheden særligt rettet mod otte prioriterede handlingsområder, der beskrives i detaljer. - Du kan læse mere her: EU Guidelines on the promotion and protection of freedom of religion or belief .pdf

Kilde 3

Konklusionen på Toledo Guiding Principles on Teaching about Religions and Belief in Public Schools (’Toledoprincipperne for undervisning i religion og tro i offentlige skoler’), OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) 2007

Conclusions.
Knowledge about religions and beliefs can reinforce appreciation of the importance of respect for everyone’s right to freedom of religion or belief, foster democratic citizenship, promote understanding of societal diversity and, at the same time, enhance social cohesion. Knowledge about religions and beliefs has the valuable potential of reducing conflicts that are based on lack of understanding for others’ beliefs and of encouraging respect for their rights. Knowledge about religions and beliefs is an essential part of a quality education. It is required to understand much of history, literature, and art, and can be helpful in broadening one’s cultural horizons and in deepening one’s insight into the complexities of past and present. Teaching about religions and beliefs is most effective when combined with efforts to instil respect for the rights of others, even when there is disagreement about religions or beliefs. The right to freedom of religion or belief is a universal right and carries with it an obligation to protect the rights of others, including respect for the dignity of all human beings.
An individual’s personal religious (or non-religious) beliefs do not provide sufficient reason to exclude that person from teaching about religions and beliefs. The most important considerations in this regard relate to professional expertise, as well as to basic attitudes towards or commitment to human rights in general and freedom of religion or belief in particular.
Reasonable adaptations of policies in response to distinctive religious needs may be required to avoid violation of rights to freedom of religion or belief. Even when not strictly required as a matter of law, such adaptations and flexibility contribute to the building of a climate of tolerance and mutual respect.
Where compulsory courses involving teaching about religions and beliefs are sufficiently neutral and objective, requiring participation in such courses as such does not violate the freedom of religion and belief (although states are free to allow partial or total opt-outs in these settings).

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa – OSCE
http://www.osce.org/odihr/29154

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) forsøger ligesom andre europæiske organisationer at skabe forståelse mellem mennesker samt respekt for alle de rettigheder, som Verdenserklæringen om Menneskerettigheder har vedtaget (jævnfør kilde 1). Mere præcist sagt er denne organisation funderet i Helsingfors-erklæringen (Helsingfors-erklæringen, der blev underskrevet i 1975 i Helsinki, blev derefter hjørnestenen i Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa). Erklæringen, der blev underskrevet af 35 stater, heriblandt USA, Canada og de fleste europæiske lande, bortset fra Albanien, udgjorde et forsøg på at forbedre forholdet mellem den kommunistiske blok og Vesten. Af de ti grundlæggende principper vedtaget i erklæringen omhandlede det syvende respekt for menneskerettigheder og flere fundamentale friheder, blandt andre tanke-, samvittigheds- og religions- eller trosfrihed.
OSCE har blandt mange andre funktioner spillet en langvarig rolle i forbindelse med at bevare freden mellem forskellige grupperinger i Bosnien-Hercegovina siden borgerkrigen, der sluttede i 1995 (OSCE har her erstattet FN, fordi de bosniske ledere nærede en dyb foragt for FN-styrkernes manglende evne til at standse krigen og beskytte civilbefolkningen).
Som følge af OSCEs rolle som konfliktafværgende instans samt dets forpligtelse til at fremme en kultur af respekt og forståelse mødtes Kontoret for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheders (på engelsk: Office for Democratic Institutions and Human Rights, forkortet til OIDHR) rådgivende kommission for religions- og trosfrihed i marts 2007 med andre eksperter og forskere i Toledo i Spanien for at diskutere tilgange til undervisning i religion og tro i offentlige skoler inden for OSCE-landenes område. Eksperterne kom fra en bred vifte af baggrunde og inkluderede førende forskere, partiideologer, undervisere, advokater samt repræsentanter for organisationer, der arbejder på tværs af forskellige landes regeringer, og repræsentanter for ikke-regeringsrelaterede organisationer. Toledo-mødet satte gang i en intensiv proces, der involverede efterfølgende møder i Bukarest og Wien foruden omfattende samarbejder mellem medlemmer af den rådgivende kommission, det overordnede panel og andre eksperter, hvilket alt sammen resulterede i Toledoprincipperne for undervisning i religion og tro i offentlige skoler.
Du kan læse mere her: http://www.osce.org/odihr/29154?download=true

Dette tekstuddrag fokuserer på det nyttige i viden om religioner og trosretninger som et værdifuldt redskab til at reducere konflikter, der udspringer af manglende forståelse for andres religiøse overbevisninger. For at kunne udfylde denne funktion bør en sådan viden være baseret på videnskabelige data samt være uafhængig af nogen religiøs trosretning.

Kilde 4

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol giver det franske burkaforbud medhold

The European Court of Human Rights has upheld a French law banning women from covering their faces in public, affecting Muslim women's rights to wear burqas. The case was filed by a 24-year-old woman last year.
After deliberating over the case for more than half a year, the European Court of Human Rights (ECHR) ruled on Tuesday that France's law prohibiting people from covering their faces in public was not a violation of human rights.
There was no immediate comment available from the Strasbourg court following the ruling. A 24-year-old woman had filed the case last year, saying that the French law violated her right to privacy, freedom of religion and freedom of expression. Her decision to wear a niqab - a veil with a slit for the wearer's eyes - was her own and had not been imposed on her by her husband or family, she said.
The French law was introduced in 2011 under former President Nicolas Sarkozy and supported by the current socialist government under President Francois Hollande. Violators of the ban face a 150 euro ($203) fine if they wear a full body veil (burqa) or one concealing the entire face except for the eyes (naqib).
During the case, the plaintiff's British lawyer, Tony Muman, described her as a "perfect French citizen with a university education."
"She speaks of her country with passion…She is a patriot," Muman said. While some in France contend the law liberates Muslim woman who are sometimes forced to cover their hair or their faces, Muslims have countered that the ban stigmatizes their religion. Last week, France's top appeals court upheld a ruling in favor of the law in a separate landmark case involving a daycare worker who had been fired for refusing to remove her headscarf while at work. The plaintiff, Fatima Afif, lost her position in 2008. In its ruling, the court cited the private daycare's internal rules which stated that freedom of religion could not stand in the way of the principles of secularism and neutrality. kms/se (AFP, epd, dpa)

Fra ”Deutsche Welle”
Hentet fra:
http://www.dw.de/european-court-upholds-french-burqa-ban/a-17748671 (24/07/2015)

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er en supranational eller international domstol oprettet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er vedtaget i Europarådet og anerkendt af samtlige Europarådets 47 medlemslande. Domstolen er placeret i Strasbourg i Frankrig. Den modtager anbringender om, at medlemslande har krænket en eller flere af de civile eller politiske menneskerettigheder, de har forpligtet sig til at overholde. Et anbringende kan indgives af enkeltpersoner, grupper af enkeltpersoner eller af et eller flere medlemslande, og udover at fælde dom kan domstolen også udstede vejledende vurderinger. I nærværende sag angik anbringendet en fransk lov af 2011, som forbød fuldstændig tildækning af ansigtet i det offentlige rum. At bære niqab (et muslimsk slør, der dækker hele ansigtet undtagen øjnene), hvilket på det tidspunkt var et meget kontroversielt emne i den politiske og offentlige debat i Frankrig, blev således forbudt.
Forud for afstemningen om denne lovs vedtagelse havde nogle muslimske organisationer argumenteret for, at dette ville krænke religionsfriheden, særligt fordi loven ville gøre sig gældende alle steder uden for den private sfære (såsom på gaden), hvorimod forbuddet mod at bære ”angiveligt religiøse symboler” på skoler (qua en fransk lov vedtaget i 2004) kun angik offentlige institutioner som skoler, men ikke det offentlige rum som sådan.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols beslutning blev i denne sag taget ud fra grundtanken om at respektere nærhedsprincippet: domstolen anerkender, at ethvert europæisk land kan have en form for national sensitivitet omkring bestemte emner (beskyttelsen af laïcité, ’sekularismen’, for Frankrigs vedkommende) og ønsker ikke at gribe ind i det pågældende lands beslutninger.