3. Trosbekendelsen og dogmer

Indledning
Kristendommen er en af de få religioner, der har en defineret trosbekendelse, en credo (det latinske ord for ”jeg tror”), som er en erklæring om tro, der fremsætter grundlæggende trosmæssige principper, og som udsiges mundtligt. Accepten og fremsigelsen af trosbekendelsen var en afgørende omstændighed i kristendommens historie. Trosbekendelsen blev etableret efter omfattende debatter i de første århundreder, mens udviklingen af dogmer (doktriner som Kirken påtænkte at betragte som guddommeligt åbenbarede) fortsatte.
Kilde 1

Den Nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse fra 381:

We believe in one God, the Father Almighty, Maker of heaven and earth, and of all things visible and invisible.
And in one Lord Jesus Christ, the only-begotten Son of God, begotten of the Father before all worlds, Light of Light, very God of very God, begotten, not made, being of one substance with the Father; by whom all things were made; who for us men, and for our salvation, came down from heaven, and was incarnate by the Holy Ghost of the Virgin Mary, and was made man; he was crucified for us under Pontius Pilate, and suffered, and was buried, and the third day he rose again, according to the Scriptures, and ascended into heaven, and sitteth on the right hand of the Father; from thence he shall come again, with glory, to judge the quick and the dead; whose kingdom shall have no end.
And in the Holy Ghost, the Lord and Giver of life, who proceedeth from the Father, who with the Father and the Son together is worshiped and glorified, who spake by the prophets. In one holy catholic and apostolic Church; we acknowledge one baptism for the remission of sins; we look for the resurrection of the dead, and the life of the world to come. Amen.


Den Nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse, 381. Oversat af Philip Schaff, Creeds of Christendom, vol. 1. Tilføjelser er markeret med kursiv.


Koncilet i Konstantinopel frembragte en trosbekendelse, som er et sæt formler, der opsumerer den kristne tro. Selv om trosbekendelsen tilskrives dette koncil, findes der ingen akt og ingen samtidige dokumenter, der bevidner dens eksistens. Den dukker først op i Kalchedonkoncilets aktstykker fra 451. Nogle forskere har betvivlet, om teksten virkelig har sin oprindelse i Konstantinopel, men der hersker ikke desto mindre bred enighed om, at trosbekendelsen, sådan som vi kender den, først blev fremsat ved koncilet i Konstantinopel 381. Trosbekendelsen bevarede nogle af de vigtigste elementer, som blev defineret ved Nikæakoncilet i 325, heriblandt princippet om Kristi guddommeligheds væsensenhed. Med hensyn til dette var formålet endnu engang at stadfæste (særligt imod Arius), at Sønnen er ”ét med” Faderen og ikke ”skabt”. Terminologien var ny og fandtes heller ikke i de hellige skrifter. Alligevel blev den accepteret af flertallet af biskopperne ved Nikæa. Trosbekendelsen adskilte sig også på nogle punkter fra den nikæanske; blandt andet udvidede den med hensyn til Helligånden og erklærede dennes guddommelighed. Koncilet bekendtgjorde altså ikke, at Helligånden udgik fra Sønnen såvel som fra Faderen. Dette spørgsmål (Filioque – at Sønnen var lige med Faderen) nåede op til overfladen senere hen i den latinske kristendom og blev et stridsemne mellem den latinske og den græske kirke. Ved udgangen af 500-tallet i Spanien blev trosbekendelsen ændret til at fremsætte, at Helligånden udgår fra Faderen og fra Sønnen. Denne ændring blev gængs i hele Vesten under Kejser Karl den Store, og i begyndelsen af 1000-tallet gik paven ind på denne standardisering. Den græske kristendom har afvist det frem til nutiden. Trosbekendelsens ordlyd var oprindeligt formuleret omkring første person flertal, ”vi”; først senere er dette blevet ændret til første person ental, ”jeg”, med henblik på at styrke bekendelsens individuelle karakter.

Kilde 2

De økumeniske konciler

Koncil År Hovedtemaer / udkomme
Nikæa I 325 Forkastelse af arianisme
Konstantinopel I 381 Bekræftelse af Nikæakoncilet
Efesos 431 Fordømmelse af nestorianisme
Kalchedon 451 Accept af to-naturs-læren
Konstantinopel II, III 553
680-681		 Forkastelse af nestoriansk indflydelse
Nikæa II 787 Forkastelse af den byzantinske ikonoklasme
Konstantinopel IV 869-870 Patriarken Fotios’ skisma fordømt
Lateran I, II, III, IV 1123, 1139, 1179, 1215 Bilæggelse af investiturstriden. Reform af den vestlige kirke.
Udstødelse af kætterske bevægelser (valdesere, katarere / albingensere). Nadverritualet defineret.
Lyon I, II 1245, 1274 Afsættelse af kejser Frederik II.
Forening af den romerske og den byzantinske kirke.
Vienne 1311-1312 Ophævelse af tempelriddernes orden. Reform af tiggerordener.
Konstanz 1414-1418 Opløsning af det vestlige skisma
Fordømmelse af Wycliffe og Hus.
Basel, Ferrara,
Firenze, Rom		 1431-1445 Genforening af den romerske og den byzantinske kirke
Lateran V 1512-1517 Reform af gejstligheden. Accept af Bologna-konkordatet med Frans I af Frankrig
Trento 1545-1563 Reform af den katolske kirke
Vatikan I 1869-1870 Accept af Dei Filius (om umuligheden af modsætninger mellem tro og fornuft).
Pavelig overhøjhed og ufejlbarlighed.
Vatikan II 1962-1965 Fornyelse af den katolske kirke. Principiel ligestilling af religioner.

Skema konstrueret af Anna Van den Kerchove

Kilde 3

Apostolic constitution Munificentissimus Deus

By the authority of our Lord Jesus Christ, of the Blessed Apostles Peter and Paul, and by our own authority, we pronounce, declare, and define it to be a divinely revealed dogma: that the Immaculate Mother of God, the ever Virgin Mary, having completed the course of her earthly life, was assumed body and soul into heavenly glory.

Den apostolske konstitution, hvis latinske navn betyder ”Mest Gavmilde Gud”, etablerede dogmet om Jomfru Mariæ himmelfart. Dette skete under henvisning til det tidligere dogme, defineret i 1854, om den ubesmittede undfangelse. I definitionen af dette nye dogme påberåbte Pave Pius XII (1939-1958) sig Jesu autoritet, som blev videregivet til Peter og Paulus, og som alle paver har henvist til som legitime efterfølgere i lige linje. Det var første (og til dato eneste) gang paven har bragt den pavelige ufejlbarlighed i spil – et dogme vedtaget i 1870, som hævder, at paven er undtaget fra at fejle i sit embede ex cathedra; det vil sige, når han definerer en doktrin ved at påberåbe sig sin højeste og pavelige autoritet. Dogmet om Jomfru Mariæ himmelfart, som blev vedtaget sent i den katolske kirkes udvikling (det anerkendes ikke af andre kristne trosretninger), tager udgangspunkt i en gammel forestilling om, at Jomfru Maria ikke led den fysiske død, men blev optaget i Himlen direkte. I de fire kanoniske evangelier fortælles der intet om Marias død. Dog findes der indikationer i de apokryfe skrifter kendt som Transitus Mariae, af hvilke de tidligste stammer fra sidst i 400-tallet, selv om de sandsynligvis knytter an til en tradition, der rækker tilbage til 100-tallet. På trods af at disse skrifter er blevet afvist (særligt i Vesten), har de spillet en rolle i den græske liturgi, hvor de har udgjort inspirationen til Hensovelsen (eller Indsovelsen) af Theotokos, ”Guds Moder”, som af ortodokse kristne helligholdes den 15. august. I Vesten blev Jomfru Mariæ himmelfart gradvist indsat som en helligdag, også den 15. august. Til trods for at begge højtider har fælles træk, er de ikke identiske. Den ortodokse tradition hævder, at Maria rent faktisk led den fysiske død; desuden afviser Østen sammenkædningen af Mariæ himmelfart med den ubesmittede undfangelse, hvilket er accepteret dogme i Vesten. Det skal bemærkes, at i dogmet om himmelfarten brugte paven den dobbelttydige vending ”efter at have fuldendt sin jordiske tilværelse”, og undgik således at tage stilling til, om Jomfru Marias død skal opfattes som en fysisk realitet eller ej. Troen på Mariæ himmelfart har inspireret mange kunstnere.

Den apostolske konstitution Munificentissimus Deus, 1. november 1950. http://www.vatican.va/holy_father/pius_xii/.._munificentissimus-deus_en.html (08/12/2014)