Engelsk
Spansk
Dansk
Tysk
Italiensk
Fransk
7. Relikvier og pilgrimsrejser
Relikvier (fra det latinske reliquiae) er materielle efterladenskaber – knogler eller genstande – som har tilhørt mennesker, der bliver betragtet som hellige. De har spillet en stor rolle i kristen pietet, både førhen og i dag, særligt for ortodokse og katolikker. Relikvier formodes at bringe en eller anden gode og er genstand for tilbedelse såvel som for vigtige pilgrimsrejser. Relikvier spiller også en vigtig rolle med hensyn til den prestige en by eller region tilskrives, og de er blevet handlet, overført (translateret) og sågar stjålet. Til trods for misbrug og kritik findes der stadig relikvier, som udgør kernen i nogle af de vigtigste pilgrimsrejser.
Egerias Rejse:
Egerias Rejse beskriver en af de allerførste pilgrimsruter, vi kender til. Teksten blev forfatte på latin i 384 (ifølge oplysninger, som fremgår af fortællingen) af en kvinde ved navn Egeria, som ikke nævnes nogen andre steder i den tids litteratur. Man kunne forestille sig, at hun var nonne, men denne hypotese er vanskelig at bekræfte. Hendes fortælling er vidnesbyrd om de vigtigste pilgrimsmål, der blev besøgt i 300-tallet, og viser også, hvordan en kristen geografi var ved at tage form, for eksempel gennem den (nogle gange fejlagtige) identifikation af de steder, hun besøgte, med steder nævnt i Biblen.
Det ”Arabia”, som Egeria omtaler, var også navnet på en metropol i romersk tid, men identifikationen af denne er fortsat problematisk. Det ”Taphnis”, hun omtaler, er antikkens Daphnae; Egeria tog fejl i at tro, hun var ankommet til det bibelske Taphnis. ”Helia”, som er samtidens navn for Jerusalem, kommer af det administrative navn Aelia Capitolina, som Jerusalem fik, efter Hadrian genbyggede den oven på det andet jødiske oprør i 132-135.
Setting out thence [= from Arabia] we pursued our journey continuously through the land of Goshen, among vines that yield wine and vines that yield balsam […] our whole route lying along the bank of the river Nile [= the Pelusiac branch of the Nile] among oft-recurring estates, which were once the homesteads of the children of Israel. And why should I say more? for I think that I have never seen a more beautiful country than the land of Goshen. And travelling thus for two days from the city of Arabia through the land of Goshen continuously, we arrived at Tanis, the city where holy Moses was born. This city of Tatnis was once Pharaoh's metropolis. Now although I had already known these places — as I said above — when I had been at Alexandria and in the Thebaid, yet I wished to learn thoroughly all the places through which the children of Israel marched on their journey from Rameses to Sinai, the holy mountain of God; this made it necessary to return to the land of Goshen and thence to Tanis. We set out from Tanis and, walking along the route that was already known to me, I came to Pelusium. Thence I set out again, and journeying through all those stations in Egypt through which we had travelled before, I arrived at the boundary of Palestine. Thence in the Name of Christ our God I passed through several stations in Palestine and returned to Aelia, that is Jerusalem.
The Pilgrimage of Egeria, oversat af M. L. McClure og C. L. Feltoe, 1919.
Translation af Sankt Stefans relikvier
Dette vægtæppe blev bestilt af Biskop John III Baillet til koret i domkirken i Auxerre, Frankrig, og vævet i 1500-tallet. Det gengiver Sankt Stefans liv i 23 scener, indtil hans legemes translation. Stefan var en af de første syv diakoner i Jerusalem og betragtes som den første kristne martyr: han blevet stenet til døde efter sin voldsomme tale imod synedriet. Efter sigende blev hans krop opdaget i 415 og senere bragt til Konstantinopel, inden den blev translateret til Rom. Vægtæppet henter inspiration både fra Apostlenes Gerninger og fra Den Gyldne Legende (Legenda Aurea) af Jacobus af Voraigne. Skrevet i 1200-tallet indeholder Den Gyldne Legende mange fortællinger om helgener og opnåede stor popularitet i den kristne verden. Historien opsummeres på fransk på båndet under hver scene. Uddragene her viser scenerne 19-22.
Scene 19: I baggrunden er Eudoxia Licinia, besat af djævlen, i trance foran sin rædselsslagne far, den østromerske kejser Theodosius II (408-450; fejlagtigt betragtet som den vestromerske kejser ifølge legenden). Djævlen taler inde i hendes krop og siger, at han kun vil forlade den, hvis Sankt Stefans legeme blev bragt til Rom og udvekslet med Sankt Laurentius’. Laurentius var den første af de syv diakoner af Rom og led også martyrdøden. (Helt fra kristendommens tidligste tider er der jævnligt foregået udveksling af relikvier.) I højre side af forgrunden ses kejseren sammen med biskoppen af Rom, der genkendes på sin tiara med en tredobbelt krone og på sin røde mantum, med præget mønster i guld (hvilket er anakronistisk, hvis man fokuserer på kronologien for de historiske kendsgerninger og ikke på tæppets tilblivelsestidspunkt). De sender deres sendebud, en af biskoppens legater (klædt i rødt, som en kardinal) og to lægpersoner, til Konstantinopel.
Scene 20: I forgrunden byder biskoppen af Rom til venstre og kejseren til højre helgenens legeme velkommen, inden de bringer det til San Pietro in Vincoli-kirken (navnet betyder ”Sankt Peter i Lænker”). Kroppen, som ikke kan ses, lægges ned i baggrunden, i en halvkreds bestående af de tre udsendte. En flok tilskuere har samlet sig på begge sider.
Scene 21: Denne scene udspiller sig i Sankt Peters Kirke, hvor Sankt Stefans legeme nu befinder sig. Under tilstedeværelse af sin far (bag hende og uden krone) samt biskoppen af Rom (i midten, med sin tiara og sine hænder foldede) er Eudoxia endnu engang i trance og fremsiger et andet budskab: ”Må de jordiske rester af Stefan og Laurentius hvile side om side uden for muren.”
Scene 22: I baggrunden ses graven med Laurentius’ legeme. Grækerne, som var ved at tage om hans legeme for at bringe det til Konstantinopel, bliver mirakuløst kastet til jorden. Således bliver Rom velsignet med to helgener i stedet for en, og ”tyveriet” af nogle relikvier legitimeres via et mirakel.
Vægtæppe fremstillet i Bruxelles efter tegninger af Colihn de Coter (1455-a. 1538).
Musée national du Moyen-Âge-Thermes de Cluny, Paris, Frankrig.
Credits: RMN / Gérard Blot / Christian Jean
Public domain
Billede hentet fra: http://www.photo.rmn.fr/archive/83-000873-2C6NU0H19VG9.html (08/12/2014)
Calvin: Afhandling om Relikvier
Helt fra begyndelsen talte kritiske røster imod mangfoldiggørelsen af relikvier. Den skarpeste kritik kom fra de protestantiske reformatorer. Jean Calvin skrev en Afhandling om Relikvier i 1543, på et tidspunkt hvor han ønskede at styrke menigheden i Geneve og afskaffe det, han anså for at tilsløre Guds pragt. Ligesom Luther fordømte han handlen med samt kulten omkring relikvier og forsøgte at overtale folk til ikke at tro på dem. Anden del af hans afhandling er en gennemgang af alle de eksisterende relikvier, han kender til, og begynder med Kristus-relikvier, især korset.
Idet han bygger sine argumenter på en allerede tidligere fremsat kritik, afviser Calvin på satirisk vis de mangfoldige stumper af Jesu kors, der fandtes – så mange, at de kunne fylde en hel båd. Som teolog mindede han de troende om, at evangeliet tydeligt siger, at korset kunne bæres af én mand. Desværre tilbad nogle troende nu helt almindelige stykker træ, ligesom de vantro havde gjort før dem. I sin bog udtrykte Calvin desuden i egne ord en gammel holdning til relikvier, formuleret allerede af Ambrosius, som påviste, at dette var overtro og falsk religion. Til trods for stærk kritik fra protestanterne bekræftede Tridentinerkoncilet i 1547 relikviekulten, hvor Calvins bog ellers var ved at opnå stor popularitet
The principal relics of our Lord are, however, those relating to his passion and death. And the first of them is the cross. I know that it is considered to be a certain fact that it was found by Helena, the mother of the Emperor Constantine; and I know also that some ancient doctors have written about the manner in which the discovery was certified that it was the true cross upon which our Lord had suffered. I think, however, that it was a foolish curiosity, and a silly and inconsiderate devotion, which prompted Helena to seek for that cross. But let us take for granted that it was a laudable act, and that our Lord had declared by a miracle that it was the real cross, and let us consider only the state of the case in our own time.
It is maintained undoubtingly that the cross found by Helena is still at Jerusalem, though this is contradicted by ecclesiastical history, which relates that Helena took a piece of it, and sent it to her son the emperor, who set it upon a column of porphyry, in the centre of a public place or square, whilst the other portion of it was enclosed by her in a silver case, and intrusted to the keeping of the Bishop of Jerusalem; consequently, either the before-mentioned statement or this historical record must be false.
Now let us consider how many relics of the true cross there are in the world. An account of those merely with which I am acquainted would fill a whole volume […]. How glaring, then, is the audacity now to pretend to display more relics of wood than three hundred men could carry! As an explanation of this, they have invented the tale, that whatever quantity of wood may be cut off this true cross, its size never decreases. This is, however, such a clumsy and silly imposture, that the most superstitious may see through it […].By these means they seduce ignorant people into idolatry, for they are not satisfied with deceiving the credulous, by affirming that pieces of common wood are portions of the true cross, but they pretend that it should be worshipped, which is a diabolical doctrine, expressly reproved by St Ambrose as a Pagan superstition.
Calvin, A Treatise on Relics, oversat af V. Krasinski.
