5. Billeder og kristendom

Introduction

Kristendommen i den form, den antager i de første århundreder, overtager jødedommens afvisning af at tilbede enhver form for afbildninger og forsøger samtidig at adskille sig fra de græsk-romerske kulter. Ikke desto mindre mangedobles afbildninger fra 200- og 300-tallet og fremefter, mens brugen af dem frembringer en hel række kontroverser. Ved udgangen af 500-tallet bakker Pave Gregor I (590-604) op om brugen af billeder som en ”bog for analfabeter”. Denne vending skal forstås ret subtilt, idet det ofte komplekse ikonografiske materiale fokuserer langt mere på at illustrere prædikenemner, som de troende kunne genkalde sig, frem for direkte på at belære folk. Efter det andet Nikæakoncil i 787 valgte den latinske kirke at finde en balance mellem at modsætte sig både ikonoklasmen og den billeddyrkelse, som den ortodokse kirke forfægtede. Derpå bedyrer Tridentinerkoncilet i 1563 som svar på den protestantiske Reformation gyldigheden af afbildninger og af muligheden for gennem dem at repræsentere og ære helgener på kultsteder. Genstande for tilbedelse, udsmykning, ordløse prædikener – opfattelsen og betydningen af visuelle kunstværker har ændret sig gennem tiden og gennem mange forskellige stilarter, men har som oftest søgt inspiration i bibelske fortællinger og kristne legender. Op gennem det tyvende århundrede har religiøs kunst fortsat fundet plads til at udtrykke sig i den moderne æstetik, inklusive den abstrakte kunst, samtidig med at Kristus-figuren er langt fra forsvundet fra samtidens kunst.
[image0]

1.a Kristus som den gode hyrde

Denne figur fra Romerrigets sidste tid kan ses som en kristeninspireret tolkning af en meget ældre figurtype. En ung hyrde med glat ansigt og krøllet hår og iklædt en kort tunika bærer på sine skuldre et lam, hvis pels og løftede hoved her er fint udskåret. Motivet med hyrde-kongen er ældgammelt i det nære østens litteratur og bliver ofte benyttet i Biblen som en beskrivelse af Herrens forhold til sit folk. I antikkens billedtradition symboliserer den Gode Hyrde menneskekærlighed, eller han hentyder til den musikalske hyrde Orfeus, som kom tilbage fra Underverdenen. Temaet med hyrden, der bærer en vædder på sine skuldre, blev også brugt til at repræsentere Hermes i rollen som sjælenes vejviser. Den tidlige kristne kunst benytter disse hedenske afbildninger til at fremstille Kristus Hyrden samt temaet om frelse. Ikonografi af denne slags kan findes på væggene i katakomber og på sarkofager. I evangelierne repræsenterer den messianske Gode Hyrde-figur Jesus, der ikke alene går ud for at lede efter det vildfarne får (Matthæus 18: 12) og bringer det tilbage på sine skuldre (Lukas 15: 3-7), men som også giver sit liv for sine får (Johannes 10: 15).

Tidlig kristen skulptur; Vatikanmuseet, Rom
Wikimedia Commons. Tilgængelig i kraft af GNU Free Documentation Licence:
http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html
Public domain Billede hentet fra: http://commons.wikimedia.org/wiki/..
(08/12/2014)

[image1]

1.b Korsfæstelsen

I de første århundreder er afbildninger af korsfæstelsen sjældne. I den romanske periode dukker Kristus, dødens overvinder, derpå op i al sin sejrrige herlighed på korset. Men korset, dette symbol på rædselsfuld tortur, er for kristne også symbolet på frelse. Gradvist og med start i 1000- og 1100-tallet træder lidelsestemaet i forgrunden, og Kristus bliver afbilledet som en lidende mand, som i dette guldbelagte panel fra en bærbar altertavle af en ukendt, florentinsk maler. Kristi krop, som kun er dækket af et tyndt lændeklæde, ser ud til at falde sammen på korsets træ, hovedet falder til den ene side, og hans lukkede øjne og blødende sår indikerer, at han er død. Symmetrisk placeret på hver sin side af korset og flankeret af de hellige kvinder og soldaterne står Jomfru Maria og Johannes, den elskede discipel, som begge udtrykker sorg og resignation. Kontrasten mellem de lysende farver og klædernes fine folder om figurerne bidrager til scenens udtryksfuldhed. I baggrunden kunne soldaten med glorien være Longinus, som stak sin lanse i siden på Kristus og udbrød: ”Sandelig, den mand var Guds søn” (Markusevangeliet 15:39). Det forløsende blod pibler ned ad korset og ned over kraniet, som påminder om Adams død. Korsfæstelsen på Golgata (”hovedskalsstedet”) forvandler Kristus til en ny og anden Adam, der frelser menneskeheden.

Master of the Codex of Saint George (kunstmaler aktiv i Firenze ca. 1315-1335). Malet ca. 1330-1335.
Metropolitan Museum of Art, New York
Tilladelse via OASC:
http://www.metmuseum.org/research/image-resources
Billede hentet fra: http://www.metmuseum.org/toah/works-of-art/61.200.1 (08/12/2014)

[image2]

1.c Kristus i stråleglans

Gavlfeltet fra den midterste port ved Chartres domkirkens vestvendte facade blev bygget i 1150erne og går forud for rekonstruktionen af bygningen i 1200-tallet. Det forestiller Kristus i stråleglans, placeret i en mandelglorie, siddende på en trone og omgivet af symbolerne for de fire evangelister. Denne fremstilling af Kristi herlighed findes på adskillige domkirkers gavlfelter; udskåret i højrelief byder det de troende velkommen med en bekendelse til troen. Kristus Frelseren er universets herre. På hver side af ham er de fire evangelister symbolsk repræsenteret ved hentydning til de fire levende væsener fra Ezekiels åbenbaring (Ezekiels Bog 1: 1-14): en mand, en løve og en tyr, alle med vinger, samt en ørn. Kirkefædrenes forskellige tolkninger har tilskrevet evangelisterne disse fire dyr på forskellig vis, men billedet har samlet sig i én bestemt tolkning. Heri er Matthæus, som åbner sit evangelium med en slægtstavle, symboliseret ved manden; Markus, som skriver om at prædike i ørkenen, er symboliseret ved løven; tyren står for Lukas, som begynder sit evangelium med et offertema; og til sidst er Johannes, som anråber de højeste lag i den himmelske sfære, symboliseret ved ørnen. Ifølge nogle teologer kan det samlede billede også ses som symbol på Kristus: mand af fødsel, tyr gennem sit blodige offer, løve ved sin genopstandelse og ørn i kraft af sin himmelfart.


Chartes domkirke. Gavlfelt (et såkaldt tympanon) over Royal Gates’ midterport; 1100-tallet
Wikimedia Commons. Usable under the conditions of the GNU Free Documentation License:
http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html
Public domain Billede hentet fra:
http://commons.wikimedia.org/wiki/File:Chartres_Portail_central_Tympan_270309_1.jpg (08/12/2014)

[image3]

2.a Madonna med barn

Guds Moder, Theotokos, hvilket er en titel skænket hende af Efesoskoncilet i 431, er fremstillet på en gylden baggrund, der illustrerer den guddommelige verdens stråleglans. Hendes hoved og hendes skuldre er dækket af et maforion (et slør) kantet med en rød fletning. De tre guldstjerner, en på hendes pande og en på hver af hendes skuldre (hvoraf kun den ene er synlig her), påminder om hendes jomfrudom før, under og efter Frelserens, hendes søns, fødsel. Med sin højre hånd peger hun på Jesusbarnet som den vej, man skal følge. Jesusbarnet, hvis ene hånd holder en bogrulle, mens den anden hånds gestus viser den latinske velsignelse (med pege- og langefinger tæt sammen, mens de andre fingre er foldede), udviser en alvor, der sømmer sig for en stor vismand. Denne fremstilling af en italiensk kunstner i den første del af 1200-tallet følger stadig nøje reglerne for de byzantinske ikoner, der spredte sig gennem hele Italien efter Konstantinopels fald i 1204. Vor Frue der Viser Vejen (Madonna Hodegetria) er en af de vigtigste typer af madonnaer sammen med Ømhedens Jomfru (Madonna Eleusa), den Bedende Jomfru, og den Tronende Jomfru Maria (Maestà), hvorfra flere andre typer stammer. Fine nuancer i klædets folder samt håndens udstrækning afspejler fuldendtheden i Belingheros stil.

Berlinghiero (aktiv i 1228; død i 1236) Metropolitan Museum of Art (New York City, NY). license OASC: http://www.metmuseum.org/research/image-resources
Billede hentet fra: http://www.metmuseum.org/toah/works-of-art/60.173 (08/12/2014)

[image4]

2.b Jomfru med barn

Murillo, lederen af Sevilla-skolen, er sammen med Zurbarán og Velasquez en af mestrene i spansk barokmaleri. I tillæg til religiøse temaer malede han mange genrebilleder, og dette eksempel på hans portrættering af Jomfruen med Barnet krydser grænsen mellem det sakrale og det profane. Figurerne, som er afbilledet med den realisme, man ville forvente i forbindelse med en intim familiescene fra hverdagslivet, står tydeligt frem mod en mørk baggrund og er omgivet af en kreds af lys, som gør det ud for en glorie eller andre specifikt religiøse symboler. Et stykke blåt klæde minder om den farve, der forbindes med himlens dronning, som her er klædt i passionens rødt. Moren kaster et omsorgsfuldt blik på sit buttede og legende barn, som hun ser ud til at præsentere for publikum, mens sidstnævnte retter sit blik mod tilskuerne, som om han netop har opdaget deres tilstedeværelse. Murillos Madonnaer var meget populære og er ofte blevet genbrugt i opbyggelige billeder.

Virgin and Child (1670-72) Bartolomé Estebán Murillo (Sevilla, 1617-1682)
Metropolitan Museum of Art, New York
license OASC: http://www.metmuseum.org/research/image-resources
Billede hentet fra: http://www.metmuseum.org/collection/the-collection-online/search/437175 (08/12/2014)

[image5]

3.a Klagesangene

Scipione Pulzone, som var nært knyttet til jesuitterne, malede denne altertavle til kristuspassionens kapel i Il Gesù-kirken i Rom. Mellem nedtagelsen fra korset og gravlæggelsen ligger temaet med sorgen over den døde Kristus, og dette tema er vokset til en decideret tilbedelse af legemliggørelsens realitet med den dertilhørende prøvelse, som døden er. Kompositionen placerer Jesus i forgrunden, lagt i sin mors skød og støttet af Josef af Aramitæa, mens Johannes holder tornekronen. Den ligblege krop, som ligger slap, men knap nok mærket af nogle få blodsdråber, står i kontrast til de stærke farver på det røde og blå tøj båret af de omkringstående figurer. Kristus før gravlæggelsen giver dermed de troende anledning til at meditere og tage del i de hellige kvinders gråd eller i Magdalenes, som med sit lange, gyldne hår sidder ved Herrens fødder og ser ud til at være opslugt af sin sorg. I baggrunden ses allerede under skyerne daggryets første stråler, som bringer håbet om genopstandelse.

The Lamentation (1593). Scipione Pulzone (Il Gaetano), (aktiv i Gaeta 1569; død i Rom 1598)
Metropolitan Museum of Art (New York City, NY).
license OASC: http://www.metmuseum.org/research/image-resources
Billede hentet fra: http://www.metmuseum.org/toah/works-of-art/1984.74 (08/12/2014).

[image6]

3.b Korsfæstelsen

Denne scene fra Første Mosebog (27: 20-29) viser det øjeblik, hvor patriarken Isak, nu næsten blind, velsigner Jakob, der med sin mor som sin sammensvorne giver sig ud for at være sin ældre bror ved hjælp af en pelshandske om sin hånd. Rebekkas imponerende figur i højre side ser ud til ligeledes at give Jakobs snedighed sin velsignelse. På bordet i forgrunden til højre ses resterne af et måltid, som hentyder til det gedekid, Isak spiste i stedet for den hjort, Esau skulle bringe ham. I baggrunden i venstre side kan man ane den mand, der solgte sin førstefødselsret for en skålfuld linser; han er på vej hjem her. Gerbrand van den Eeckhout, som studerede under Rembrandt i hans atelier, placerer dette øjeblik i Jakobs historie i miljø og klædedragter, der stammer fra hans egen samtid. Med en stil, han er blevet inspireret til af sin læremester, passer han ind i den smag for bibelske emner i privat kunst, som florerede i hans samtid.

Isaac Blessing Jacob (1642), Gerbrand van den Eeckhout (Amsterdam 1621-1674) Metropolitan Museum of Art (New York City, NY). license OASC: http://www.metmuseum.org/research/image-resources Billede hentet fra: http://www.metmuseum.org/toah/works-of-art/25.110.16 (08/12/2014)