8. Moskéen: rummets hellighed og mangfoldige funktioner

Indledning
Den store fredagsmoské (al-jumuah), de berømte gravmoskéer, universitetsmoskéerne al-Azhar i Kairo og Qarawiyyin i Fez, soukernes (’markeder’) moskéer og moskéer der definerer diverse byområder – det være sig prestigiøse bygninger eller beskedne bedesale – moskéen er et emblem for den muslimske religion, både i lande, hvor Islam er flertallets religion, og i de muslimske samfund i diasporaen, hvor den findes i form af bedesale eller, mere sjældent, i regulære moskéer med minareter. Hvorfra får disse religiøse rum deres hellighed? Hvilke steder i moskéen udfører muslimer gudsdyrkende handlinger? Findes der et konsekvent, arkitektonisk design? Eller er der visse uomgængelige aspekter i rummets indretning?
Kilde 1

Gabriels budskab ifølge al-Tabari:

While Gabriel was here, he told the Prophet: “Ask for water, for me to teach you ablutions, that is to say how to wash your hands, and for me to teach you prayer, that is to say how you should worship Allah.” The Prophet requested some water, and Gabriel showed him how to wash his hands, and showed him how to pray.

Al-Tabari, Ta’rikh al-rusul wa-l-muluk (’The History of the Prophets and Kings’), kap. III, 68.


Gabriels budskab ifølge ibn Ishaq:

When the first ablution was imposed to the Messenger, Gabriel came to him while he was on the heights of Mecca, and dug a hole with his heel on the side of the valley, where a fountain arose; Gabriel practiced ritual ablution for the Messenger to see him. He wanted to show him how to purify himself before prayer. Then the Messenger practiced ritual ablution the way Gabriel just did it. Gabriel then prayed with the Messenger at the same time he was praying.

Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah (’The Life of the Prophet’); redigeret af ibn Hashim


Koranen artikulerer påbuddet om bøn som en form for tilbedelse. Den kanoniske bøn salat (Islams anden søjle) udføres i overensstemmelse med et ritual, som Gabriel lærte profeten. Bøn er et obligatorisk ritual, en måde hvorpå man tjener Gud og som tilkommer Ham, foreskrevet af traditionen og kodificeret i loven. Det må udføres i en tilstand af rituel renhed.

Kilde 2

Moskéen i Kairouans mihrab

http://www.qantara-med.org/qantara4/public/show_video.php?vi_id=48
(19/12/2014)

Mihrab, i al sin storslåethed som i Cordoba eller i mere beskedne udformninger, er den vigtigste arkitektoniske innovation med hensyn til store moskéers religiøse kunst. Mihrab i den store moské i Kairouan er på grund af sine dimensioner (mere end fire meter høj) og sin pragt (udsmykket med udhugget marmor, keramik og metal fra 800-tallet) en majestætisk niche. En halvkuppel af træ er anbragt over dens øverste del. Den har desuden indskrifter med kufisk skrift samt vers og velsignelser fra Koranen. Den store moské i Kairouan har haft indflydelse på udformningen af moskéer i Maghreb. Den udgjorde centrum for udbredelsen af maliki (se Islam 1, side 7) og var et vigtigt sted for undervisning i sunni-religiøse videnskaber, ligesom al-Azhar i Kairo.

Kilde 3a

Kebir-Dzharmi moskéen i Simferopol, Krim


Wikimedia Commons. Må anvendes i overensstemmelse med Free Art License
Billede hentet fra: http://commons.wikimedia.org/wiki/File:Simferopol_04-14_img14_Kebir-Jami_Mosque.jpg

Moskéen kan også være udtryk for et erindringens sted samt genskabelsen af en etnisk identitet, sådan som tilfældet er med den Hvide Moské i Simferopol, det moderne navn for byen, der blev grundlagt af tatarer på Krim. Dens krimtatariske navn er Aqmescit, hvilket betyder den ’Hvide Moské’. Tatarerne var en tyrkisktalende sunni-minoritet på Krim (de udgjorde 12% af befolkningen), hvor de i 1400-tallet grundlagde et khanat (’rige regeret af en khan’). Efter Ruslands annektering af Krim blev de ofre for zarernes russificeringspolitik samt Stalins centralasiatiske deporteringer i 1944, en kollektiv afstraffelse af tatarerne, der blev beskyldt for at have hjulpet den tyske hær. I 1967 blev de rehabiliteret, og flere end 125.000 vendte tilbage til Krim, efter Ukraine opnåede selvstændighed i 1991.
Den ældste moské i den krimske hovedstad er Kebir-Dzharmi (navnet skrives også Kebir Jaamia og Kebir Jami), bygget tidligt i 1500-tallet. Tatarerne fik den tilbage i 1989, hvorpå de genopbyggede den, men mange historiske moskéer er ikke på samme måde blevet returneret til dem, for hvem de har betydning. Slimane Zeghidour er kommentator på fransk TV5 Monde samt forsker ved Institut de relations internationales et stratégiques (IRIS).

Kilde 3b

Slimane Zeghidours beskrivelse:

Interview foretaget af Slimane Zeghidour, gengivet i Le Point 20.05.2014. Oversat af Renaud Rochette.

Interview of Slimane Zeghidour, reported in Le Point 20/05/2014. Trans. Renaud Rochette

Moskéen kan også være udtryk for et erindringens sted samt genskabelsen af en etnisk identitet, sådan som tilfældet er med den Hvide Moské i Simferopol, det moderne navn for byen, der blev grundlagt af tatarer på Krim. Dens krimtatariske navn er Aqmescit, hvilket betyder den ’Hvide Moské’. Tatarerne var en tyrkisktalende sunni-minoritet på Krim (de udgjorde 12% af befolkningen), hvor de i 1400-tallet grundlagde et khanat (’rige regeret af en khan’). Efter Ruslands annektering af Krim blev de ofre for zarernes russificeringspolitik samt Stalins centralasiatiske deporteringer i 1944, en kollektiv afstraffelse af tatarerne, der blev beskyldt for at have hjulpet den tyske hær. I 1967 blev de rehabiliteret, og flere end 125.000 vendte tilbage til Krim, efter Ukraine opnåede selvstændighed i 1991.
Den ældste moské i den krimske hovedstad er Kebir-Dzharmi (navnet skrives også Kebir Jaamia og Kebir Jami), bygget tidligt i 1500-tallet. Tatarerne fik den tilbage i 1989, hvorpå de genopbyggede den, men mange historiske moskéer er ikke på samme måde blevet returneret til dem, for hvem de har betydning. Slimane Zeghidour er kommentator på fransk TV5 Monde samt forsker ved Institut de relations internationales et stratégiques (IRIS).