Fatima Ma’sumahs grav i Qom, Iran

Wikimedia Commons. Må anvendes i overensstemmelse med GNU Free Documentation License:
Public domain. Billede hentet fra:
http://commons.wikimedia.org/wiki/File:Fatimah_Ma%27sumah_Shrine_Qom_14.jpg

Shiitter af Tolver-Grenen tilbeder Fatima al-Ma’sumah på grund af hendes nære slægtskab til imamernes familie. Som datter af shiitternes syvende imam døde hun efter sigende efter at være blevet forgiftet af abbasiderne, mens hun var på besøg hos sin bror, Reza, shiitternes ottende imam (se Islam 1, side 5). Hun blev også kaldt Ma’sumah, hvilket betyder ’den rene’ eller ’den uskyldige’. Adskillige mirakler tilskrives hende. Hendes grav findes i universitetsmoskéen i byen Qom i Iran. Bygningen er blevet forskønnet i løbet af århundrederne, særligt af safavider-dynastiet, der antog Shia-Islam som deres officielle religion. På grund af dens imponerende dimensioner er helligdommen, som blev renoveret i 1800-tallet, blevet udstyret med seks minareter og en gylden kuppel. Et kæmpestort gravkammer, som er over fire meter højt, findes i kenotafet. Mullaherne genkendes på deres hvide turbaner.

[…] the keeping of the sanctuary by professional clergy avoids potential drifts to private worship. On his arrival to the sacred enclosure, the pilgrim is usually requested to be accompanied by a professional prior, or rather by a teller of prayers, who will whisper to his ears the best words he can tell to the saint and her family [...].
After taking out his shoes at the entrance, the pilgrim will enter with open hands to receive blessings in the hall around the holy shrine. There, a constant rumour will help his fervour, with tears and sobs, with reciters of the Quran, with incantatory prayers. In this holy place full of pious emotion, to cry is the normal attitude, with tears to offer so that they relieve the heart. The pilgrim cries in communion with his imām, with the twelve Imāms and with their families. He puts himself in the place of the companions of the imām, and with his tears he forgets for a moment the many mediocrities of daily life. Meditation around the saint is perpetually set in motion by a crowd of pilgrims walking in ritual circumambulation. They scramble to kiss the gate of the shrine for an instant, and possibly slip an offering through a gap, in the form of a note, an invocation or a wish.

Yann Richard, ”Qom, un lieu sacré en Iran”, Lieux d’islam, Autrement Collection Monde Paris, H.S. nr. 91-92, februar 1996, s. 65-66. Oversat af Marie Lebert.

Pilgrimmene udfører bestemte ritualer, reciterer vers fra Koranen, fremsiger hilsener og går rundt om graven og om gravkammeret (sådan som man skal gøre i forbindelse med en pilgrimsrejse til Mekka). Fuldførelsen af dette ritual er en grundlæggende forhåndsbetingelse for at kunne modtage en velsignelse fra en hvilken som helst helgen. De myndigheder, der har ansvaret for denne yderst populære helligdom, må jævnligt regulere strømmen af pilgrimme for at undgå, at stedet bliver overfyldt.

Allah has specified some places symbolizing His honour and dignity like, Ka'bah (…). People have been inspired and blessed with an ardent desire to visit these places so that they may flock here from all the nooks and corners of the world, whether mounted on the backs of animals, or traveling on foot, they all come from afar to witness the House of Allah, bearing the hardships of journey, wearing specified unsewn clothes, reaching there in a peculiar guise and assuming a typical physiognomy, offering sacrifices in the Name of Allah, completing their vows, circumambulating the House of Allah and fulfilling their innermost aspirations towards expressing their gratitude to their Lord upon reaching there (…) However, all the above things are observed to pay one's homage and tributes to Allah and to express one's honour and gratitude towards Him. (...)

Therefore, carrying out these activities to propitiate any other entity other than Allah is forbidden and regarded as an act of Shirk. Traveling to distant places and bearing the rigors of travel merely to visit a grave or a sanctum of a saint in tattered and dirty clothes, offering animal sacrifices upon reaching there, completing one's vows there, circumambulating someone's house or a grave, respecting the forest around it, abstaining from hunting there, not cutting trees there, not pulling out the grass and straws from there, carrying out the other similar activities and looking forward to the goodness in this world and the Hereafter (out of performing these activities) are all acts of Shirk which one must avoid.

Ismail Shahid, Taqwiyat-ul-Iman (’Styrkelse af troen’), 1824.

Ismail Shahid (1779-1831) var sunni og religiøs reformator fra Indien. I begyndelsen af 1800-tallet havde mughal-dynastiet mistet sin magt, og Indien blev styret af det britiske imperium og af Det britiske Ostindiske kompagni i Calcutta. Wahhabisme havde stor indflydelse blandt muslimske lærde i Indien. Ismail Shahid beskriver i sit værk Taqwiyat-ul-Iman (’Styrkelse af troen’) doktrinen om Guds enhed og opfordrer Indiens muslimer til at begive sig af sted på den store pilgrimsrejse, hajj (Islams femte søjle), som på den tid kun sjældent blev praktiseret af muslimer i Indien. Hans værk, en af de første religiøse bøger skrevet på folkesproget urdu, blev meget populært blandt især almindelige mennesker. Han fordømte dyrkelsen af helgener – en praksis der af fundamentalistiske reformatorer blev betragtet som en utilgivelig form for associanisme (det arabiske ord er shirk) og som en strafbar, nyskabende handling. Ritualerne tilknyttet den traditionelle hajj, deriblandt tawaf (de syv omgange rundt om Ka’baen), det at bøje sig og tilbede må kun udføres rettet mod Gud.

Den store jurist al-Shafis mausoleum, Kairo

The most visited of all tombs [of the large cemetery known as City of the Dead] is the tomb of the Imam Shafi'i, in which lay the remains of a great scholar, founder of the rite that bears his name (Shafi’ite), who died in 820. The tomb we can see today is a beautiful building of the Ayyubid period. Its dome, dating from 1772, is topped by a metal boat that was once filled with oil and wheat during pilgrimages [...] ... people come from all Egypt to bring letters to ImamShafi'i: they are crept into the gate of the shrine in order to obtain some favor, while gifts are slipped into a box.

The mausoleum of the great jurist al-Shafi’i (Cairo).
http://www.explorewithmwnf.net/m...1&mid=329
Catherine Mayeur-Jaouen, ”Coupoles et minarets l’Egypte”, Lieux d’islam, La Découverte, Autrement Collection Monde Paris, H.S. nr. 91-92, februar 1996, s. 124-125.

Imam Shafis grav (se Islam 1, side 7) blev bygget på en kæmpestor nekropol, der var beundret af middelalderens arabiske rejsende. Folk tog på pilgrimsrejse til de formodede gravsteder for ledsagere til og medlemmer af profetens familie. Der findes også mausoleer over sultaner og helgener. Dette vigtige helligsted tiltrækker primært kvinder om fredagen eller under store, religiøse højtider. Breve til og påkaldelser af imamen fra muslimer viser, at den inderlighed, hvormed han dyrkes, på ingen måde er aftagende. Henvendelserne er af vidt forskellig art og relaterer til egypternes hverdagsliv. Folk appellerer til ham for helbredelse eller hjælp til at finde en forsvunden høne såvel som for at finde mordere på flugt. De mirakler, der tilskrives ham, har bidraget til hans berømmelse i hele Egypten.