Then the peacock came, with a golden dress and feathers of one hundred, what am I saying? one hundred thousand colours. He exhibits himself in all his beauty, like a new bride; each of his feathers manifests his glory. The painter of the invisible world, he said, gave from his own hand his brush to djinns to create him. [The peacock said:] “Although I am Gabriel among birds, something far from good came upon me through fate. Somewhere a foul serpent became my companion, so I fell in humiliation from the earthy paradise. When the place of my solitary worship was changed, my legs were tied up to the place where I stood. Yet I am resolved, with the help of a guide, to find my way to heaven from this dark place. I am not the kind of man to reach the king. To be moving about would be enough for me. Why should the Sīmurgh care about me at all? The highest paradise is enough for me. I have no other things to do in this world, if only I can get to Heaven once more.” The hoopoe replied: "O you who voluntarily leave the true path! Do know that the one who desires the palace of this king, much better than the palace you mention, has nothing better to do than to come close to it. This is the home of the soul, this is eternity, the object of our desires, the home of the heart, in one word the seat of the truth. The Highest is this vast ocean, and the paradise of earthly delights is only a small drop of it. Who possesses the ocean possesses the drop, and everything that is not this ocean is madness. When you can possess the ocean, why would you only seek a drop of dew at night? Can the one who shares the secrets of the sun only look at an atom of dust? Can the one who has everything only be happy with part of it? Does the soul need the members of the body? If you are a perfect man, see the whole, search the whole, be the whole, choose the whole.

Påfuglen i Manteq al-teir (’Fuglenes Forsamling’) af Farid al-din Attar (1100-tallet). Oversat af Marie Lebert.

Den berømte bog Manteq al-teir (’Fuglenes Forsamling’) af mystikeren Attar (11-1200-tallet) er en fortælling om initiering og om at lære den rette vej mod den perfekte dyrkelse af Gud. Digtets titel er inspireret af Koranen 27:16, hvor Salomon, som var både konge og profet, siges at kunne forstå fuglenes sprog. Temaet fuglenes rejse er ikke nyt; særligt har det inspireret en mystisk fortælling, der tilskrives den lærde perser al-Ghazzali (1000-tallet). I ’Fuglenes Forsamling’ ønsker en flok på tusindvis af fugle at vælge sig en konge, men hærfuglen råder dem til at lade være, da de allerede har simurghen som deres retmæssige konge. Hver fugl har sine egne karaktertræk, og påfuglen symboliserer de fortabte sjæle, som kommer til Satan. Afskrækket af den prøve, som hærfuglen stiller dem, opgiver de fleste af fuglene. For at komme til simurghen, fuglenes konge, må fuglene krydse syv dale, der symboliserer trin hen imod Gud. Kun tredive fugle overlever. Til slut, efter de er blevet accepteret af kongen, ser de sig selv afspejlet i simurghen og fortaber sig i den ’indtil enden og i evighed’.

Miniature
Jewish National and University Library, Jerusalem
Håndskrift: Yah. Ms. Ar. 1115
Billede hentet fra: http://www.tali-virtualmidrash.org.il/ArtEng.aspx?art=410 (19/12/2014)

Slangen ifølge Al-Tabari:

It is reported that in paradise there was nothing more beautiful than the serpent, except Adam. But Iblis went to find the serpent, and told him: I will give you some advice so I want to talk with you. Make me secretly enter the paradise (...). The snake opened his mouth for Iblis to enter and be in the presence of Adam.

Al-Tabari, Ta’rikh al-rusul wa-l-muluk (’The History of the Prophets and Kings’), kap. XXVII. Oversat af Marie Lebert.

I religiøs sammenhæng kan påfuglen symbolisere unåde eller dårlig opførsel. Ligesom Iblis, der nægtede at bøje sig for Adam, er påfuglen teologisk set i unåde på grund af den arrogance, hvormed den breder sin hale ud. Ifølge en populær myte er påfuglen og Iblis knyttet til hinanden, fordi Iblis stod foran døren til Paradis og med alle kneb forsøgte at komme indenfor (se Islam 2, side 3). Han så da, at påfuglen spiste slanger. Han skabte sig om til en slange og blev slugt af påfuglen, og på denne måde slap han ind i den magiske have Jannah, hvor Adam og Hawwa (Eva) boede. De led hverken af tørst eller sult eller ved at være nøgen. Parret kunne spise frugt (Koranen 2:35 og 7:19), men ikke af ét bestemt træ (7:19-24); de blev fristet af djævlen til at gøre det alligevel (2:30-37; 7:19-21). En satanisk hvisken fik dem til at gøre sig forhåbninger om evighed, magt og engles væsen. Djævlen viste dem ’evighedens træ og et rige, der ikke forgår’ (20:120). Han forførte dem (7:21) og ’førte dem på afveje’ (2:36). Efter de havde spist af frugten, så de, at de var nøgne, og syede klæder af paradisets blade (20:121). Det fortabte par blev forvist til laveste status og sendt ned på jorden (7:24) for en tid (2:36). Gud sendte dem mod den rette vej. Efter dette fald landede Adam i Arabien, i den tørre og stenede dal Arafat. Det var her, Eva fandt og ”genkendte” ham. Adam og Eva var i selskab med påfuglen, da de gav efter for fristelsen og blev forvist fra den guddommelige have. Al-Muqqadasi, en arabisk geograf fra 900-tallet, ynkes over påfuglen, der blev offer for djævlens snuhed: ’Når han ser på sine fjer, husker han Paradis, og når han ser på sine fødder, husker han sin skyld.’

Public domain
http://www.cais-soas.com/CAIS/virtual_museum/image_library.htm
Billede hentet fra: http://www.cais-soas.com/CAIS/Images2/Misc/Yazidi_symbol.gif .

Påfuglen er yazidismens højtærede fugl. Yazidismens tilhængere er spredt ud i små samfund i Syrien, Tyrkiet, Armenien og Iran. De fleste bor i irakisk Kurdistan. Mange er for nyligt migreret til Tyskland. Denne bevægelses monoteisme blev grundlagt mellem 11- og 1400-tallet. Massignon beskriver denne bevægelse som en sunni-orienteret anti-shiitiske sekt, der er ’specifik for kurdisk Islam’. Navnet yazidis oprindelse er meget omdiskuteret, og selve religionen er ikke særlig godt kendt. En uendeligt god Gud betroede menneskene til syv engle (melek). Efter de kom ned til jorden, etablerede englene love og hjalp menneskene, hvorpå de vendte tilbage til himlen, men efterlod dog flere sheiker blandt menneskene. Den vigtigste engel, det første guddommelige væsen, er den smukke påfugl, hvis glitrende hale skinner som tusind lys. Under deres store, årlige højtid bærer yazidierne de hellige billeder af de syv sindjaq’er rundt – disse afbilleder påfuglen.