9. Billedets rolle i Islam

Indledning
I betegnelsen ”islamisk kunst” har det europæiske Vesten defineret en kunst, der omfatter hele de islamiske landes kunstneriske produktion, og som kendetegnes ved en æstetik, der er meget anderledes end vestlig kunst: geometriske former, arabesker, og kalligraferede billeder. Karakteristisk er desuden, at menneskelige skikkelser kun sjældent fremstilles. Mere specifikt er afbildningen af mennesker forbudt af religiøse årsager. Alligevel er dette kunstneriske aspekt ikke konsekvent blevet afvist i alle Islams forskellige kulturelle og historiske udformninger – til trods for de stærke holdninger til det. Det findes endda i dag – også i muslimske lande, hvor det er blevet almindeligt. Der findes mange sociale sædvaner, som producerer og forbruger billeder, og som distancerer sig fra islamiske lærdes holdninger. Med undtagelse af moskéer har billedlige fremstillinger af mennesker invaderet bybilleder og private rum såvel som religiøse og sekulære områder (såsom frimærker, mønter og plakater).
Findes der lovmæssige forskrifter i de grundlæggende tekster, der forbyder billedlig fremstilling af levende væsener? Hvilke argumenter fremførte jurister og teologer om billedfremstilling i Islams klassiske periode? Hvordan gentolkes disse i dag af officielle, religiøse myndigheder i den muslimske verden?
Kilde 1

Aishas forhæng med billeder:

A'isha reported: Allah's Messenger (may peace be upon him) visited me and I had a shelf with a thin cloth curtain hangig over it and on which there were portraits. No sooner did he see it than he tore it and the colour of his face underwent a change and he said: A'isha, the most grievous torment from the Hand of Allah on the Day of Resurrection would be for those who imitate (Allah) in the act of His creation.

Sahih Muslim, bog 24, hadith 5261


Koranen indeholder intet eksplicit forbud mod billeder. Derimod henviser haditherne indirekte til et sådant forbud ved at gengive profetens udtalelser om en række emner, såsom steder for tilbedelse af Gud og omstændighederne ved at fremsige bønner. I hadithen om Aisha bliver profetens mishag over de billeder, der dekorerer hans meget unge kones puder, forklaret med, at kunstnerens trodsighed mod Gud er en utilgivelig og provokerende handling. På grund af sin uforskammethed bliver kunstneren alvorligt straffet på genopstandelsens dag.

Kilde 2

Persisk miniature (ca. tidlige 1300-tal)

Wikimedia Commons. Må anvendes i overensstemmelse med the GNU Free Documentation License.
Public domain. Billede hentet fra: http://commons.wikimedia.org/wiki/...the_angel_Gabriel.jpg (19/12/2014)


Seks århundreder efter Islams fødsel dukkede scener fra profetens liv op på persiske miniaturemalerier. Denne bemærkelsesværdige nyskabelse, somme tider omtalt som et ”mirakel”, opstod i Iran under de islamiserede, mongolske dynastier. De fyrstelige hoffers pragt og protektion ansporede fremstillingen af miniaturer som dem, der illustrerer Jami al-Tawarikh (’Krønikesamlingen’) af Rashid al-Din (død 1318). Forfatteren til denne ”universalhistorie” var en persisk læge af jødisk afstamning og vesir for Ghazan Khan, den mongolske hersker i Tabriz, som konverterede til Islam. Profetens ansigt er ikke længere skjult, og man kan skelne trækkene i hans ansigt og skæg. Hans klæder er, ligesom hans sko, synlige.

Kilde 3

Uddrag fra Al Risala (’Budskabet’), af Moustapha Akkad

http://www.dailymotion.com/video/x5dwli_le-message-el-risala-le-film-1-9_news


Ulama har været nødt til at tilpasse sig den stigende produktion af billeder (plakater, fotos, biograf og fjernsyn). Siden 1922 har forskellige fatwaer legitimeret først de skønne kunster og siden også fotografi. En fatwa udstedt af al-Azhar tillod produktionen af den religiøse film Al Risala (’Budskabet’) af Moustapha Akkad (produceret 1976-77). I de to versioner af filmen – en arabisk og en amerikansk – blev den syrisk-amerikanske filmproducent tvunget til at undlade at fremstille profeten samt hans svigersøn Ali. For at omgå dette forbud blev scenerne med begge personer filmet med subjektiv kamera (’point of view-indstilling’ eller ’POV’). Filmen blev forbudt i Saudi-Arabien, og religiøse fundamentalister udstedte advarsler mod Akkad.

Kilde 4

Den egyptiske sheik Yusuf al-Qaradawis holdning til billeder:

1) T he most strictly prohibited figures are those that are created to be worshiped in place of God and instead of God. Whoever intentionally does it for this purpose becomes a disbeliever*. The most detestable figures among these figures are the statues. Anyone who takes part in their creation or glorification commits a sin that is proportionate to his participation.
2) Then come in severity the figures that are not created to be worshiped, but are created with the intention of imitating the creation of Allah. If the artist claims that he creates as Allah does, he is a disbeliever*. This depends solely on the intention of the artist.
3) Then come the statues erected on public places to commemorate great personalities such as kings, leaders and famous people; this applies to whole statues and busts.
4) Then come the statues of living beings that are neither worshiped nor revered. There is a general consensus that they are illegal, except those that are not treated with respect, such as dolls with which children play, or chocolate figures or sugar figures made to be eaten.
5) Then come the portraits of great characters such as rulers and political leaders, especially when they are publicly displayed or hung on the walls. Portraits of tyrants, atheists and immoral individuals are strongly prohibited because the respect shown to them diminishes Islam.
6) Then come the images of people or animals that are not given respect, but are manifestations of luxury and refined life, for example when they cover a wall or something similar. These images are solely classified as detestable.
7) It is lawful to make and acquire drawings or paintings of trees, lakes, boats, mountains, landscapes or something similar. However, if they distract from worship or lead to an extravagant life, they are deprecated.
8) The photographs are accepted in principle. They only become illegal when their subject is illegal, for example in the case of idols or individuals revered because of their religious or social position, especially when they are miscreants or depraved, such as idolaters, Communists and immoral artists.

*Disbeliever (‘vantro’): kafir på arabisk; person som ikke tror på Allah, benægter Islam eller fornærmer Islam. Ifølge Koranen vil en vantro modtage den ultimative straf på Dommens Dag.

The Lawful and the Prohibited in Islam, ed. 2013, Islamic Book Trust, Selangot, Malaysia, p. 126-127.

Spørgsmålet om billeder fremprovokerer ind imellem stærke reaktioner i den muslimske verden, for eksempel efter publikationen af de danske muhammed-tegninger i 2006 og efter de arabisksprogede forevisninger i Tunis i 2011 af filmen Persepolis (fra 2007), hvor salafister udtrykte voldsom vrede over den blasfemiske fremstilling af Gud. De strengeste, fundamentalistiske jurister ulovliggjorde alle billeder, ikke blot dem, der udgjorde en risiko med hensyn til vantro. Andre, såsom den egyptiske jurist og teolog Yusuf al-Qaradawi, der betragtes som en moderat sunni, fastsatte en trindeling af disse fordømmelser. I forhold til den ”vestlige dekadence” bekræftede han et behov for ’en tilbagevending til den ”rene” Islam’. I sin afhandling The Lawful and the Prohibited in Islam (1960) analyserede han spørgsmålet om billeder og fremsatte med udgangspunkt i haditherne en meget restriktiv holdning i forhold til brugen af billeder.