2. Kroppen i Hinduisme

Kilde 1

1.Bhagavadgita 14,4-12

”For alle de former, der opstaar i de forskellige Moderskød, er Brahman det store Moderskød, Arjuna, og jeg er den Fader, der lægger Kimen ind.
Sattva, rajas og tamas hedder de gunaer, som har deres Oprindelse i Urstoffet; de binder den uforgængelige Sjæl i Legemet, Arjuna!
Af dem binder sattva, der paa Grund af sin Renhed er lysende og sundt, ved Tilknytning til Glæde og Tilknytning til Erkendelse, Arjuna!
Rajas bestaar af Lidenskab, maa Du vide, og fremkalder Attraa og Tilknytning; det binder Sjælen ved Tilknytning til Handling.
Tamas beror paa manglende Erkendelse og forbinder alle Væsener; det binder ved Hjælp af Tankeløshed, Dvaskhed og Søvn, Arjuna!
Sattva fremkalder Tilknytning til Lykkefølelse, rajas til Handlekraft, Arjuna; tamas derimod tilslører Erkendelsen og fremkalder Tilknytning til Tankeløshed.
Sattva gør sig gældende, naar det holder rajas og tamas nede; rajas naar det holder sattva og tamas nede; tamas naar det holder sattva og rajas nede.
Naar der i vort Legeme – i alle dets porte – opstaar Lys, Erkendelse, maa man vide, at det er sattva, der er vokset. Begær, Handlekraft, Foretagsomhed, Uro og Attraa udvikler sig, naar rajas vokser, Arjuna!”

Teksten er et uddrag af det fjortende kapitel af Bhagavadgita, som består af 18 kapitler, der tilsammen udgør ca. 700 vers. Bhagavadgita udgør en del af det hinduistiske epos Mahabharata. Det er en tekst, som har stor autoritet blandt hinduer. Der findes flere og vidt forskellige teorier om, hvornår teksten er blevet til. Forskere regner dateringer til perioden fra det andet århundrede f.v.t. til det andet århundrede e.v.t. for sandsynlige. Rammen for denne fortælling i Baghavadgita består af en samtale mellem Prins Arjuna og hans ven og vognstyrer, Krishna, som viser sig egentlig at være en inkarnation af guden Vishnu. I det fjortende kapitel omtaler Krishna 'Materiens tre egenskaber': fænomener, der har at gøre med godhed, lidenskab og mørke (uvidenhed ) – fænomener, som forestilles at udøve indflydelse på alle sider af den fysiske tilværelse. De er i denne tænkning de vigtigste egenskaber for hvert enkelt individ og kaldes gunaer. Graden af hver af disse egenskabers styrke har indflydelse på levende væsener og afgør hans eller hendes nuværende samt næste liv.

Bhagavadgita 14,4-12.
Fra Verdensreligionernes Hovedværker Bind 6: Bhagavadgita (1952) red.
Tuxen, Poul og Marcus, Aage, oversat af Poul Tuxen København: Gyldendalske Boghandel.

Kilde 2

Upanayana: Den hellige tråd. Beskrivelse af en samtidig ceremoni i New Jersey, produceret af ”Pluralism Project”, Harvard University

”Det er søndag morgen ved Sri Venkateswara hindutemplet i Bridgewater, New Jersey. I dag vil Shridhar og Tejas modtage det hellige mantra, der i over tre tusind år er blevet hvisket i ørerne på hindudrenge. Det hedder Gayatri-mantraet: ’Lad os meditere på det guddommelige lys fra Solen, Skaberen. Lad den føre og oplyse sjælen.’ Modtagelsen af dette mantra er højdepunktet i det særlige initieringsritual, som indvier drengene i den religiøse lærdom, der kaldes upanayana. Under disse ritualer bringes drengene til guruen, læreren, for at modtage undervisning. Det er genfødselsritualer, som bringer de initierede ind i Vedaernes verden. I oldtiden, siges det, kunne både drenge og piger initieres til upanayana, men gennem de seneste 2500 år har det primært været et ritual for drenge. I nutidens Amerika er det dog igen ved at blive udbredt blandt piger at gennemgå ritualet.
Den store foredragssal i Sri Venkateswara templet er stuvende fuld af familiemedlemmer og venner (…) Der kranses drengene med blomster og en lille tjavs af deres hår klippes af som symbol på den fulde kronragning, der normalt ville finde sted under et upanayana-ritual i det mere traditionelle Indien. Da de igen er tilbage i salen, sidder drengene og deres forældre på forhøjningen forrest i salen, hvor den hellige ild tændes. Gururen messer mantraer, mens han hælder olie på ilden, så dens flamme brænder klart. (…) Det vigtigste er, at alle modtager den ”hellige tråd”, en snor, der bæres over venstre skulder og ned under højre arm, og som indikerer, at bæreren er kvalificeret til at studere Vedaen og udføre de mange ritualer. Han vil bære snoren gennem hele sit liv som studerende og senere hen som familieoverhoved. (…)
I dag betyder upanayana ikke, at man må forlade sit hjem for at leve en asketisk tilværelse som studerende. Ikke desto mindre er det tegn på en seriøs interesse for at lære den hellige kundskab og tage forfædrenes traditioner til sig og gøre dem til ens egne. Upanayana er et af samskara-ritualerne, et overgangsritual der former hele livsforløbet for mange hinduer. Ved at gennemgå alle disse samskara-ritualer udspiller hinduer på magtfuld vis den hellighed, der bør blomstre i hvert eneste stadie af den menneskelige tilværelse.”

Upanayana: Den hellige tråd. Beskrivelse af en samtidig ceremoni i New Jersey, produceret af ”Pluralism Project”, Harvard University. (oversættelse af Karen Bek-Pedersen, 2014)
http://pluralism.org/religion/hinduism/experience/upanayana

Kilde 3

Kort videooptagelse med præsentation af traditionel Baratanaty -dans’ betydninger.

Videooptagelse af Baratanaty-dans, af danser Savitha Sastry License YouTube standard
https://www.youtube.com/watch?v=tZMni_xOaqU