2. De tidlige islamiske erobringer, 632-750

Indledning
Efter Muhammeds død blev Arabien tvunget til at underlægge sig den første kalif. Derpå, under kalifferne Umar og Uthman, flyttede ridende nomader drevet af deres tro og af plyndringens tiltrækningskraft sig over store afstande og vandt deres første militære sejre ved at overvinde det Byzantinske Rige og ved at erobre de rige østlige provinser i Syrien og Palæstina såvel som Egypten, Persiens ”brødkurv”. Det sassanidiske Persien overlevede ikke disse nederlag. Araberne besatte derefter Iran og Irak. I løbet af et halvt århundrede var Muhammeds budskab blevet spredt af arabiske krigere – og af arabisk stammedynamik – og et fælles politisk system blev pålagt alle de erobrede områder, fra Iran til Maghreb (Nordvestafrika).
Erobringernes anden fase, der var både længere og mere vanskelig, fandt sted under umayyaderne (661-750): mod øst nåede de arabiske hære Nordvestindien i 710 og mod vest nåede de Maghreb og derpå Andalusien. Mens de første historiografer forklarede erobringernes succes, hastighed og udstrækning ved henvisning til den nye tro, så nytolker nutidens forskning den religiøse faktor ved at understrege muslimernes evne til at oprette en samlet stat samt samle de arabiske stammer.
Kilde 1

Kort over de arabiske erobringer under Rashidun-kalifatet, som udgøres af de første fire kaliffer i sunnitraditionen, også kaldet ”de fire retledte kaliffer”, 632-661

Efter Muhammeds død i 632 nægtede et antal arabiske stammer at betale deres skatter og adlyde Abu Bakr, profetens første efterfølger. Om andre stammer siges det, at de under vejledning fra ”profeter”, sandsigere og digtere afviste Islam. De vigtigste oprørscentre lå i Yemen. De muslimske historiografer har brugt beskrivelsen ”ridda-krige” om kampene mod disse oprørere. På arabisk betyder ordet riddah ’afvisning’: de arabiske stammer nægtede at betale de skatter, de var pålagt som en del af umma. Senere antog riddah en religiøs nuance, nemlig ’frafald’, og oprørene på den arabiske halvø blev kendt som ”frafaldskrigene”, fordi de handlede om frafald fra Islam.
Under Abu Bakr blev de arabiske stammer tvunget til at underkaste sig Medina og blive del af en ny politisk konstellation. Denne vigtige militære og politiske begivenhed udgjorde forspillet til de efterfølgende erobringer under ledelse af det aristokratiske samfundslag i Quraysh-stammerne uden for den arabiske halvø. Efter hans hær havde pacificeret stammerne, kastede Umar dem ud i en storstilet erobringskampagne, hvori de fik retten til at plyndre.
I Syrien og Palæstina skete der efter den arabiske sejr ved Yarmuk i 636 det, at Jerusalem overgav sig i 638, efterfulgt af Damaskus. I 641 lå hæren i garnison i Fustat i Egypten, en strategisk beliggende lejr ikke langt fra nogle af de vigtigste byzantinske byer. Alexandria blev besejret i 642. Under ledelse af deres generaler besejrede de arabiske hære ikke alene Byzans, men gjorde desuden en ende på mere end fire århundreders sassanidisk styre.

Forfatter: Renaud Rochette
Lambert conformal conic projection
Standard breddegrad: 12°N og 38°N
Standard længdegrad: 45°Ø
WGS-84 datum
Data:
Hydrografi (kystlinjer, søer og floder): NaturalEarth (public domain)
http://www.naturalearthdata.com/
Tilladelse i kraft af Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivatives 4.0 International:
http://creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/4.0/

Kilde 2

Slaget ved al-Qadisiyyah 636, ifølge persisk episk tradition

I weep bitterly over the Iranians and I am consumed by the fire of pain when I think of the Sassanids. Alas! This crown, this throne, this justice! Alas, this power, this glory, this famous dynasty, all this will be broken by the Arabs. The stars will revolve only for our loss and, for a period of four hundred years, no heir of our race will rule the world.

Brev fra Rostam, generalen i spidsen for de sassanidiske tropper, til hans bror. Ferdowsi, Shahnameh, vol.7.

Til trods for et stærkt og tungt kavaleri samt krigselefanter sendt ud mod det lette arabiske kavaleri blev sassaniderne besejret i 635 eller 636 ved grænsen til ørkenen, på vestbredden af Eufrat. Erobringen var brutal. Persernes nederlag i slaget ved al-Quadisiyyah (som ligger i det nuværende Irak) blev fulgt af plyndringen af deres rige hovedstad Ktesiphon samt Kejser Yazdegerd den Tredjes flugt. Erobringen af Iran blev fuldført under den fjerde kalif, Uthman.
General Rostam, som anførte de persiske hære, døde på tragisk vise ved al-Quadisiyyah i en kamp på tomandshånd mod den arabiske anfører. Det apokryfe brev fra Rostam til hans bror, som citeres i Shahnameh (’Kongernes Bog’) af den iranske digter Ferdowsi (900-tallet), gjorde Rostam til en nationalhelt. Han blev dræbt i et symbolsk slag mellem to verdener, det gamle, prestigefyldte sassanidiske imperium, som han repræsenterede, og den frembrydende islamiske verden repræsenteret ved en tapper arabisk krigsfører. Efter han havde spurgt stjernerne til råds, hvilket var en almindelig praksis i Persien, havde Rostam en forudanelse om det tragiske udfald af kampen mod ”en talløs hær af arabere med et ansigt så sort som beg”.

Kilde 3

Irakisk pengeseddel til en værdi af 25 dinarer

Denne bankseddel, som bærer et portræt af Saddam Hussein, blev bragt i omløb i 1991 i forbindelse med embargoen mod Irak samt devalueringen af den irakiske møntfod. Banksedler af en dårlig kvalitet – de blev kaldt saddamdinarer – blev trykt. Før krigen mellem Iran og Irak begyndte i 1980 blev mindet om slaget ved al-Quadisiyyah, der blev betragtet som en etnisk sejr, udnyttet i forbindelse med mange forskellige militære og kulturelle symboler (film, arkitektur o.a.). Uden for Irak er slaget siden slutningen af 1900-tallet desuden blevet udnyttet af visse muslimske grupper, visse stater samt visse radikale, islamistiske organisationer.

Service national du RÉCIT de l’univers social.
Tilladelse i kraft af Creative Commons:
http://creativecommons.org/licenses/by-nc-sa/3.0/deed.fr_CA
Image under URL: http://images.recitus.qc.ca/main.php?g2_itemId=6141 (05/01/2015)

Kilde 4

Kort over territorier under arabisk dominans, cirka 750

Kortet viser kalifatets udstrækning ved midten af 700-tallet, efter dets vigtigste erobringer. Den arabisk-muslimske ekspansion gik i stå efter den anden belejring af Konstantinopel slog fejl i 718 (Østeuropa) og nederlaget ved Poitiers i 732 (Vesteuropa); til trods for sejren ved Talas i 751 (Centralasien) vovede den muslimske hær sig ikke længere østpå.

Forfatter: Renaud Rochette
Lambert conformal conic projection
Standard breddegrad: 10°N og 55°N
Standard længdegrad: 30°Ø
WGS-84 datum
Data:
Hydrografi (kystlinjer, søer og floder): NaturalEarth (public domain)
http://www.naturalearthdata.com/
Tilladelse i kraft af Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivatives 4.0 International:
http://creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/4.0/

Kilde 5

Koranen 9:5

5 – Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig.

Koranen, oversat af Ellen Wulff, 2006, Forlaget Vandkunsten, København, s. 143.

Sura 9 er den eneste af de 114 suraer i Koranen, som ikke indledes af formlen bismillah: ’I Guds, den nådiges, den barmhjertiges navn’. Dette vers, som er vers 5 af sura 9, kaldes ”sværdets vers”. Denne sura betragtes af traditionalister som den sidste – eller en af de to sidste – vers, der blev åbenbaret for Muhammed. Dens kontekst er vigtig at forstå. Muhammed var vendt sejrrig tilbage fra Mekka, og et stigende antal troende, både frie mænd og slaver, sluttede sig til ham. Hensigten med dette vers var at true polyteisterne: de skulle underkaste sig Gud, ellers ville de blive slået ihjel. I sura 9 fandtes der mange opfordringer til at kæmpe (jihad) eller til at engagere sig voldeligt i krig (qital). Verbet i vers 5 står i bydemåde, altså: ’Slå dem ihjel.’ Trodsige personer havde ingen rettigheder i samfundet.
- Betegnelsen ”polyteister” er en nydannelse, som oversættere af Koranen bruger for den arabiske betegnelse mushrikun (’flertal’), der hentyder til folk, som tilbeder en anden gud end Allah. Den lader til at blive brugt om dem, der associerer nogen eller noget med Gud, for eksempel det at de kristne associerer Kristus, Guds søn, med Gud.
- I det før-islamiske Arabien var de ”hellige måneder” de måneder, hvor det var forbudt at udgyde blod.
- Zakat, som blev den fjerde af Shia-Islams fem søjler, henviser til ”obligatorisk velgørenhed”, et tegn på éns tilhørsforhold til Islam.
Dette vers skaber en række problemer angående dets tolkning. Det er blevet kommenteret vidt og bredt af mange forskere, fordi det modsiger det princip, der bekræftes i Koranen 2:256: ’Der er ingen tvang i religionen’. Hvordan kan man forene trosfriheden med væbnet jihad mod polyteisterne? Var hensigten med dette ”sværdets vers” at ophæve det behov for tolerance, som var formuleret i andre vers? Den klassiske udlægning har fremført mere forsonende og mindre aggressive tolkninger af verset.