5. Shia-islam

Indledning
Ved profeten Muhammeds død i 632 stod det muslimske samfund uden nogen klare anvisninger for udnævnelsen af hans efterfølger (’kalif’; det arabiske ord khalifu betyder ’efterfølger’ eller ’stedfortræder’) og måtte derfor selv beslutte, hvem dette hverv skulle tilfalde. Dette valg kom til at udgøre forspillet til en fitna (blandt dette ords mange betydninger findes bl.a. ’borgerkrig’ og ’oprør’), en væsentlig uoverensstemmelse mellem muslimer, der førte til broderkrige fra 657 til 680. Shiismen, som er den ældste religiøse gren inden for Islam, har sine rødder i denne fitna. I sine mange forgreninger repræsenterer shiismen i dag 10-15% af alle muslimer. Den vigtigste gren inden for shiismen udgøres af Tolver-grenen, også kaldet imamittisk shiisme.
Kilde 1

Sunnier og shiitter på verdensplan


Grøn: Sunni-Islam Rød: Shia-Islam Blå: Ibadi-Islam

Wikimedia Commons.
Må anvendes i overensstemmelse med GNU Free Documentation License:
http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html
Tilladelse i kraft af Creative Commons Attribution – Share alike 3.0:
http://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0/deed.en
Billede hentet fra:
http://commons.wikimedia.org/wiki/File:Islam_by_country.png
(05/01/2015)

Omtrent 11-15% af alle muslimer er shiitter. I Iran, som er det største shiitiske samfund, blev Shia-Islam indført som den officielle religion i begyndelsen af 1500-tallet. I Irak er størstedelen af befolkningen (55%) shiitter, og det samme gælder for Bahrain (50-60%) samt Libanon. Desuden udgør shiitter væsentlige mindretal i Tyrkiet, Aserbajdsjan, i det arabiske Mellemøsten, langs Østafrikas kyst, i Indien og i Pakistan. I de arabiske lande, som tilslutter sig sunnismen, betragtes shiitter ofte som andenrangsborgere. Deres dobbelte religiøse og arabiske identitet har skabt spændinger, der er blevet kraftigt forstærket af den geopolitiske situation. Siden den islamiske revolution i Iran har den shiitiske opblomstring intensiveret koalitionen mellem sunnitiske lande i og uden for den arabiske verden mod den ”shiitiske

Kilde 2

Ashura-optog i Pakistan

Wikimedia Commons.
Må anvendes i overensstemmelse med GNU Free Documentation License:
http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html
Tilladelse i kraft af Creative Commons Attribution – Share alike 3.0:
http://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0/deed.en
Billede hentet fra:
http://commons.wikimedia.org/wiki/File:PICT0871.jpg
(05/01/2015)

Fejringen af Ashura (den 10. dag i måneden Muharram i den islamiske kalender) er en mindehøjtidelighed for Husayn ibn Alis martyrdom, søn af Ali og Fatima og dattersøn af Muhammed. Husayn blev dræbt under et slag mod umayyaderne ved Karbala ikke langt fra Eufrat. Ligesom andre ledere af Quraysh nægtede han at aflægge troskabsed til Yazid den Første i 680. Han blev ramt af en pil, inden han blev halshugget. Billedet er taget i det østlige Karachi på dagen for Ashura. Folkemængden bevæger sig ad en lang gade. Som et symbol på sorg bærer mændene sorte skjorter, mens andre pisker sig selv med kæder eller piske, i nogle tilfælde endda med knive.

Kilde 3

Et populært billede af De Tolv Imamer i Tolver-grenen

Wikimedia Commons.
Må anvendes i overensstemmelse med GNU Free Documentation License:
http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html
Public domain
Billede hentet fra:
http://commons.wikimedia.org/wiki/File:The_Twelve_Imams.jpg
(05/01/2015)

Valget af de første kaliffer, Muhammeds efterfølgere, blev anfægtet af de såkaldte shia (’tilhængere’), der samlede sig om Ali, profetens svigersøn, som tilhørte den samme klan som Muhammed. Ali blev den fjerde kalif, men blev myrdet i 661. Muawiya, som var guvernør i Damaskus, blev Alis efterfølger og grundlagde umayyadedynastiet. De historiske imamer er efterkommere af Ali og hans to sønner, Hasan og Husayn. Shia-muslimerne har forskellige udformninger af de slægtstavler og det antal imamer, de anerkender. På dette populære billede er der tolv – deraf navnet Shia-Islams Tolver-gren. Ali, den første Imam, ses i midten af forgrunden. Over ham, i ovale billeder, ses hans sønner, Hasan, som er den ældste, og Husayn, den yngste. Hovedet af den tolvte imam, som blev født i 869, er skjult af en hvid cirkel. Ifølge shiitisk teologi vil han vende tilbage til jorden for at genoprette fred og retfærdighed. Hver af imamerne ses knælende på et hvidt bedetæppe, symbolet på deres renhed i hjertet. For muslimer er Koranen Ordet, der blev sendt ned fra himlen. De to engle påminder om åbenbaringens himmelske udspring.

Kilde 4

Hvordan en retslærd (faqih) bør udføre sit hverv ifølge Ayatollah Khomeini:

The founder of the Islamic Republic differentiates two types of order in his treatise: the order according to Sharia and the government order. Orders according to Sharia [...] have been established by God. Examples are prayer, fasting and going to a pilgrimage. The Prophet didn’t make the decisions about this category of obligations. His function consisted in those orders to be executed. Thus, to pray is to obey God. Whereas the commandments of the Prophet are government orders: all what is about military matters, borders, taxes, etc. However, God commands obedience to the Prophet and to the twelve Imams. Furthermore, to justify the velāyat-e-faqīh [...], Ayatollah Khomeini asserted that power - governing the country and applying Sharia rules - was entrusted to a just and devout guardian. [...] This mission was given to him by God without any intermediary, and this will be this way until the return of the Twelfth Imam. Therefore, the existing guardianship law for the Prophet and for Imams remains valid for the faqîh. In this sense, in order to run the country according to God's will, the Islamic authority is the commander and must be obeyed by everyone including all other faqîhs.

Azadeh Kian-Thiébaut, ”Le statu de la charia en Iran: de l’ismamisme au postislamisme”, 2001. Oversat af Marie Lebert. http://www.jurispolis.com/dt/mat/dt_ir_charia.htm
(05/01/2015) .

Politisk shiisme dukkede i 1979 frem på den internationale scene, da den islamiske revolution i Iran væltede shahen. Shiitisk politisk ideologi blev teoretisk formuleret i henhold til begrebet wilayat al-faqih (’de retslærdes styre’). Den højeste magt overgik til en åndelig leder, imamens arvtager. Den første ”Øverste Leder” var Ayatollah Khomeini (død 1989), som var højtuddannet inden for filosofi, jura og etik og desuden var retslærd (faqih). Hans idéer om præstestyre blev ikke delt af alle de store ayatollaher i Libanon, i Irak og heller ikke i Iran.