7. Fortolkning af loven i Islam, fra de store lovskoler (700- til 900-tallet) til i dag

Indledning
Lovgivning er vigtigt for ethvert samfund, ikke mindst på grund af den politiske indflydelse, som lovgivning har. Inden for det enorme område, som Islam spredte sig til, måtte almindelig retslære præcisere de lovmæssige skikke og traditioner blandt vidt forskellige befolkningsgrupper – de arabiske stammer, iranere, berbere, indonesere, malaysiere osv. – i henhold til islamiske normer. For at opnå dette brugte de muslimske jurister i de tidlige århundreder kun få forskrifter fra Koranen, og disse begrænsede sig til religiøse praksisser, borgerlige praksisser (ægteskaber, testamenter o.a.) og kriminelle praksisser. Hvordan skulle Koranen og den profetiske tradition bruges til at fortolke loven? Hvordan kunne man supplere de grundlæggende teksters tavshed omkring nogle emner samt skræddersy reaktioner på specifikke situationer – helt fra de første islamiserede samfund frem til vores moderne verden – samtidig med, at man henviste til normen, sharia?
Kilde 1

De store lovskolers placering på kortet

Wikimedia Commons.
Må anvendes i overensstemmelse med GNU Free Documentation License:
http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html
Public domain
Billede hentet fra:
https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Madhhab_Map2_vectorized.svg  (05/01/2015)

I de fleste muslimske lande er der ikke én bestemt lovskole, som er påbudt. Maliki er den vigtigste lovskole i Maghreb og i den del af Afrika, der ligger syd for Sahara. Den har navn efter Malik ibn Anas, en jurist fra 700-tallets Medina. Hans lære blev samlet under navnet Al-Muwatta (på engelsk også kendt som ’the well trodden path’). Denne første store samling af almindelig islamisk retslære blev den almindeligt anerkendte tekst for juristerne, der flittigt kommenterede den. Den indeholdt en samling hadither samt gængse juridiske praksisser, som udgjorde normen i ”Profetens By”, og samtidig var den en reaktion på Koranens og sunnaens tavshed omkring disse anliggender.
Shafi er den lovskole, der praktiseres i Indonesien, i Malaysia og i Østafrika, mens Hanafi dominerer i Centralasien, Indien, Pakistan og Tyrkiet. Al-Shafi (død 820) var en af de vigtigste sunni-jurister. Han underviste i loven og skrev sine værker i Egypten. Ifølge ham var Koranens og sunnaens autoritet absolut og overordnet ulamaernes åndelige autoritet. Han foretrak analogier (qiyas) frem for højere autoriteters meninger.
I nogle lande er én af de fire store lovskoler blevet antaget, for eksempel Maliki i Marokko. I Saudi-Arabien har Wanhabi-traditionen (også kendt som Salafi) – antaget af ulamaerne og gængs siden midten af 1700-tallet – overtaget efter Hanbali, som er den nyeste af de fire sunni-lovskoler (den første lovskole blev grundlagt i 900-tallet), og som udgør en minoritetslovskole i de muslimske lande. Ibn Hanbal (død 855) var kendt for sin samling af hadither og for sit teologiske ståsted; hans disciple fortsatte med at sprede hans lovmæssige lære, baseret på traditionen og en moderat brug af logisk ræsonnement inspireret af andre skoler.
I Bahrain havde shiitterne, som udgjorde størstedelen af befolkningen, flere forskellige lovskoler. I Egypten, hvor Imam al-Shafis gravsted blev æret – han grundlagde en af lovskolerne – blev Hanafi udbredt af de osmanniske regenter fra 1500-tallet og fremefter. I Kairo tilbød al-Nasir madrasaen, bygget i 1200-tallet efter en korsformet grundplan, ét samlet sted, hvor der på den tid, hvor mamelukkerne herskede, blev undervist i de fire store sunni-lovskoler.

Kilde 2

Qiyas (’analogislutning’):

Many of the things that happened after the Prophet are not included in the established texts. Therefore, they compared and combined them with the established indications that are found in the texts according to certain rules that governed their combinations. This assured the soundness of their comparison of two similar cases so that it could be assumed that one and the same divine law covered both cases. This became legal evidence, because the early Muslims all agree upon it. This is analogy (qiyas), the fourth kind of evidence.

Uddrag af Ibn Khaldun i: The Muqaddimah: An Introduction to History, af Franz Rosenthal, 1967.

Ibn Khaldun (1331-1406) blev født i Tunis og var af en andalusisk slægt, der havde søgt tilflugt i Ifriqiya, en tidligere romersk provins i Nordafrika. Han var en mand af stor lærdom inden for sunnismen samt en passioneret historiker, og desuden var han indflydelsesrig i politikerkredse, ikke kun i Andalusien, men så langt væk som Egypten. Han underviste i Maliki-doktrinen i den store moské og på al-Azhar universitetet i Kairo. I tillæg bestred han et embede som qadi (’dommer’). I 1337 skrev han i Kairo sit store værk om statskundskab, Al-Muqaddimah (’Indledningen’) på over tusind sider. Men qiyas-princippet (tolkning ved hjælp af analogier) faldt uden for normen blandt muslimske jurister; qiyas blev afvist af shiitterne og kritiseret af flere sunni-autoriteter. Selve det logiske ræsonnements natur var meget omdiskuteret blandt filosoffer og teologer, der debatterede, om det skulle betragtes som syllogisme eller som sand analogisk konklusion.

Kilde 3

Ban on women drivers in Saudi Arabia (’Forbud mod kvindelige bilister i Saudi-Arabien’), ifølge Sara el Haydar

From my point of view, Islam is not opposed to human rights, so this is not a religious problem. On the cultural level, the Saudi society is divided on the issue of driving for women, and this division is merely based upon individual and personal beliefs. Some religious extremists support women who want to drive whereas others, very liberal and progressive, are against it. The opposite is also true of course. [...] Some religious men give as a pretext the fact that Islam does not allow women to drive. This is only a question of interpretation of religious texts. For me, this is an instrumentalization of Islam; the wives of Prophet Muhammad were riding camels, the cars of the time! Islam forbids women to be alone with a stranger, but this is what happens when a woman pays a driver to drive her car. A woman driver is therefore more respectful of the religion that a woman driven by a driver!”

Interview med Sara el Haydar, universitetsprofessor bosat i Riyad, offentliggjort i den franske avis Libération, 25. oktober, 2013. Oversat af Marie Lebert

I Saudi-Arabien ligger Hanbali – landets officielle lovskole – til grund for strenge sociale fremgangsmåder, såsom det religiøse politikorps Al-Mutaween, grundlagt i 1940. Saudi-Arabien er det eneste land i verden, hvor kvinder ikke må køre bil. Selv om der ikke er nogen lov, der forbyder dem at køre bil, har myndighederne ikke lov til at udstede kørekort til kvinder. I 1990 brugte statsmuftien sin bemyndigelse til at udstede en fatwa (’vejledning’), der begrundede ulovligheden i at lade kvinder køre bil med et princip om beskyttelse – sadd al-dharai. Målet var at afholde folk fra at benytte et middel, der ikke i sig selv var ulovligt, men som førte til, at de begik ulovligheder. At give kvinder friheden til at køre bil ville udsætte dem for at begå handlinger, der i forbindelse med islamisk lov er uacceptable. Sara el Haydar er selv saudiaraber og universitetsprofessor. Hun mener, at forbuddet mod kvindelige bilister primært skyldes sociale faktorer, men hun nævner også to andre vigtige faktorer: konservative autoriteters tolkning af religiøse tekster og brugen af religion som et politisk og socialt redskab.

Kilde 4

Fatwa against terrorism issued in London on 2 March 2010 (’Fatwa mod terrorisme udstedt i London den 2. marts 2010’)

Suicide bombers "can not claim that their suicide are acts committed by martyrs who will become heroes of the Ummah [the Muslim community], no, they will become heroes of hellfire," said Dr. Tahir -ul-Qadri. "There is no place for martyrdom, and their deeds will never, never be considered as jihad [“holy war”]," he added.

*Fatwā: legal judgment in Islamic Law, to adapt the legislation to new situations.



Uddrag fra en artikel i den franske avis Le Monde, 2. marts, 2010. Oversat af Marie Lebert./p>

Tahir ul-Qadri er en pakistanskfødt forsker, jurist og medlem af en sufi-organisation. Som kendt sunni-jurist afholdt han i marts 2010 en pressekonference i London, hvor han på urdu og på engelsk udstedte en fatwa i en 500 sider lang bog, hvori han fordømte både selvmord og alle former for terrorisme. I udarbejdelsen af denne fatwa trak han på Koranen, på sunnaen og på forskellige religiøse autoriteter. Efter angrebene den 11. september 2001 fordømte adskillige muslimske myndigheder disse terrorhandlinger. Ikke desto mindre legitimerede nogle officielle udtalelser palæstinensisk vold mod israelere eller mod den amerikanske hærs tilstedeværelse i Irak. Siden 2004 har mange initiativer – fra religiøse myndigheder, fra foreninger og fra forfattere bosat i den muslimske verden – fordømt alle former for terrorisme og selvmordsbomber. I denne forbindelse udstedte Tahir ul-Qadri en fornuftsbegrundet fatwa, som på det kraftigste fordømte terrorisme – især den begået af al-Qaeda – uanset hvilken politisk motivation der ligger til grund for den. I et interview mindede han tilhørerne om, at ”hverken gode intentioner eller udenrigspolitiske fejl begået af noget som helst land og ej heller noget som helst påskud kan lovliggøre terrorhandlinger” [any good intention or any mistake of foreign policy of any country or any pretext cannot legalize the act of terrorism].