3. Arabificering og islamisering

Indledning
De store arabiske erobringer – fra Maghreb til Iran – blev efterfulgt af konverteringer til Islam og af de overvundnes antagelse af det arabiske sprog. Men både arabificeringen og islamiseringen er processer, der har omformet de pågældende samfund i forskellige tempi, og disse dybtgående forandringers forløb kan hverken opsummeres kort eller koges ned til én fælles model. Men det er dog muligt at understrege en række vigtige fælles træk. Arabificering medfører ikke nødvendigvis konvertering til Islam, og konvertering til Islam betyder ikke nødvendigvis, at man afstår fra at videreføre lokale traditioner. Deres respektive konverteringer til Islam til trods var nogle befolkninger i den arabisk-muslimske verden i stand til at bibeholde deres sprog, men uden for middelhavsområdet og Mellemøsten var oprindelige sprog dog endnu mere modstandsdygtige. En slags genopblomstring fandt sted med hensyn til det persiske sprog fra 900-tallet, hvor det sassanidiske imperiums officielle sprog (som blev brugt både i religiøs og i litterær sammenhæng) blev blandet med en vis mængde arabisk input. Nogle religiøse samfund har modstået konverteringsbevægelsen, såsom de egyptiske koptere, der nu repræsenterer det første kristne samfund i den arabisk-muslimske verden.
Kilde 1a

Biskop Athanasius af Qus’ kommentarer:

“If some of them [its readers] learn Coptic with great difficulty by spending much time on it, they come to nothing but read the phrases, not without deficiency, and without understanding what they say; they talk to themselves in an unintelligible language and become barbarians to themselves.”

Biskop Athanasius af Qus. Citeret af J.C. Garcin, ”L’arabisation de l’Égypte”, Revue des mondes musulmans et de la Méditerranée, 1987, nr. 43, s. 131. Oversat af Marie Lebert.

Da Egypten, som på det tidspunkt var en byzantinsk provins, blev erobret i 641, taltes der to sprog i landet: græsk (i administrative forhold) og koptisk, den seneste version af det gamle egyptiske sprog. Arabificeringen af de kristne, som benyttede det koptiske sprog, var langsommere end for de mellemøstlige befolkningsgrupper. I århundrederne efter erobringen af Egypten var arabisk ikke alene statssproget, men også kultursproget og sågar det sprog, der blev benyttet i kristen teologisk sammenhæng. Koptisk blev endeligt opgivet i perioden omkring 900 til midten af 1000-tallet. Alligevel oplevede kopterne i 1100-tallet en kulturel guldalder, hvor den koptisk-arabiske litteratur genopstod, nu skrevet på arabisk. Dette fik Athanasius, en lærd mand bosat i Qus i det Øvre Egypten i 1300-tallet, til at skrive en detaljeret og arabisksproget grammatik over koptiske dialekter i brug i det Øvre og Nedre Egypten; værket var tiltænkt en læserskare bestående af lærde og munke.

Kilde 1b

Fra den koptiske kirke i den gamle del af Kairo

Wikimedia Commons. Må anvendes i overensstemmelse med GNU Free Documentation License:
http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html
Public domain.
Billede hentet fra: http://commons.wikimedia.org/wiki/File:Coptic%26Arabic.jpg? (05/01/2015)

Denne indskrift på den koptiske kirke i den gamle del af Kairo, dateret til 1899, citerer Johannes-evangeliet (4:13-14) på både koptisk, de kristne egypteres liturgiske sprog, og arabisk:
”I Gud, den barmhjertiges, navn: Enhver som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste.”.

Kilde 2

Ibn Battutas ophold på Maldiverne

“When I became qazi [qadi], I strove with all my might to establish the rule of law (shariat). Litigations are not there as in Morocco. The first of the bad customs which I abolished was that requiring the divorced wives to stay in the houses of their erstwhile husbands. The divorced wife had to stay in the house of the man who had divorced her until she had married another man. I cut it at the very root. Some twenty-five men were brought before me for acting in that way and I had them whipped and paraded round the bazaars, and I caused the women to be removed from their houses. Then I pressed for the saying of congregational prayers and ordered that men should hurry through the streets and bazaars after the Friday prayer; those who were found not having attended the prayer were whipped and publicly disgraced. […] Finally I endeavoured to compel women to wear clothes, but I was not able to get this done.”

Uddrag af kapitel 16 af: The Rehla of Ibn Battuta – India, Maldive Islands and Ceylon, oversat og kommenteret af Dr. Mahdi Husain, Oriental Institute, Baroda, Indien, 1976.

Ibn Battuta, middelalderens mest berømte arabiske opdagelsesrejsende, rejste i løbet af 28 år tusindvis af kilometer, særligt i de nyligt islamiserede områder. Hans selvbiografiske fortælling blev dikteret til en andalusisk sekretær ved hoffet i Fez, Marokko, som nedældede den på arabisk. Denne ”Islams rejsendes” færd fra Marokko til Kina var motiveret af forskellige ting, blandt andet ønsket om at studere, foretage en pilgrimsrejse, opnå status. Ibn Battuta påbegyndte sin rejse i en alder af tyve og betragtede sig selv som en religiøs videnskabsmand, men man ved intet om hans uddannelsesmæssige baggrund. Han opholdt sig på Maldiverne i atten måneder; denne øgruppe består af en omtrent 800 kilometer land krans af øer og var fra midten af 1100-tallet et sultanat. I kraft af sin viden om jura og om arabiske videnskaber indsatte Ibn Battuta sig selv som qadi (’dommer’). Fra denne magtfulde position i et nyligt islamiseret samfund, der ikke talte flydende arabisk, forsøgte Ibn Battuta at indføre islamiske normer, særligt med hensyn til kvinder, men det lykkedes ham ikke altid lige godt.

Kilde 3

Uddrag af den marokkanske forfatning, 2011

“Preamble.
A sovereign Muslim State, attached to its national unity and to its territorial integrity, the Kingdom of Morocco intends to preserve, in its plenitude and its diversity, its one and indivisible national identity. Its unity, forged by the convergence of its Arab-Islamist, Tamazight [or Amazigh] and Saharan-Hassanic* components, is nourished and enriched by its African, Andalusian, Hebraic and Mediterranean influences. The pre-eminence accorded to the Muslim religion in the national reference is consistent with the attachment of the Moroccan people to the values of openness, of moderation, of tolerance and of dialog for mutual understanding between all the cultures and the civilizations of the world.
Article 5.
Arabic is the official language of the State. The State works for the protection and for the development of the Arabic language, as well as the promotion of its use. Likewise, Tamazight [or Amazigh*] constitutes an official language of the State, being common patrimony of all Moroccans without exception.”

*Saharan-Hassanic: term der beskriver den hassansktalende befolkning i den del af Sahara, som ligger i det sydlige Marokko.
*Amazigh (or Tamazight): et berbersprg der tales af ca. 50% af den marokkanske befolkning.


Den marokkanske forfatning, 2011.

Berberne i Marokko udgør omkring halvdelen af den marokkanske befolkning. I et forsøg på at imødekomme berberbevægelsens krav – bevægelsen er blevet mere og mere politisk orienteret siden 1990erne – meddelte Kong Mohammed VI i sin trontale i 2001, at et kongeligt institut for berbisk amazighkultur skulle oprettes. Ti år senere legitimerede den reviderede forfatning fra 2011 som del af et inkluderende træk amazighernes identitet. Men identitetsdiskursen gør nu krav på enten en bedre integration af amazigherne i kulturlivet såvel som i regeringen eller en højere grad af anerkendelse af berbernes samfund i forhold til det arabiske. Amazighspørgsmålet rækker ud over Marokkos grænser og angår også Algeriet, Libyen, Mali og Niger. Det har desuden tiltrukket sig international opmærksomhed, fordi bevægelsen har stillet krav med henvisning til menneskerettigheder.